Justitsministeren vil lempe kravene til miljøzoneforsøg
Pres fra Socialdemokraterne, de radikale, SF og Enhedslisten får Lene Espersen til at lempe kravene til miljøzoneforsøg i storbyerne.
Justitsminister Lene Espersen kommer oppositionen i møde med løfte om, at kommunerne skal have lettere adgang til at indføre miljøzoner.
Justitsministeriets afslag til Københavns Kommunes miljøzoneforslag sidste forår blev primært begrundet med, at forslaget var for dyrt for transporterhvervet. Færdselslovens bestemmelser om dispensation til miljøzoneforsøg begrænsede forsøgene til tre år og stillede derfor krav om, at de økonomiske konsekvenser for erhvervet skulle stå i et rimeligt forhold til ordningens korte varighed.
- Jeg synes faktisk, det er meget ærgerligt, at den gældende lovgivning har vist sig ikke at være tilstrækkelig til at tillade miljøzoner af en sådan karakter, som Københavns Kommune har ønsket.
- Jeg vil også gerne understrege, at der er tale om en rent juridisk vurdering af mulighederne for at indføre miljøzoner efter de gældende regler.
Der skal ikke herske tvivl om, at det er regeringens mål, at luftforureningen i de større byer skal nedbringes. Regeringen vil derfor nu igangsætte et hurtigt tværministerielt samarbejde om udformning af en ny lovregulering om etablering af miljøzoner af permanent karakter. Arbejdet skal være afsluttet så hurtigt, at der kan blive tale om et lovgivningsinitiativ til efteråret, udtaler justitsminister Lene Espersen i en pressemeddelelse.
Justitsministerens udmeldning kommer samme dag, som Folketinget førstebehandler et lovforslag fra Det radikale Venstre, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten, som vil fjerne kravet om at miljøzoneforsøg er tidsbegrænset til tre år. Samtidig fremsætter de fire oppositionspartier et beslutningsforslag, der skal pålægge regeringen, at sikre storbykommunerne adgang til at etablere miljøzoner uden yderligere forsinkeler.
Udviklingen vækker ikke begejstring i Dansk Transport & Logistik.
- DTL må afvise forslaget om, at Folketinget kan fjerne tidsbegrænsningen i et forsøg. Det giver ikke mening at gennemføre â€tidsubegrænsede†forsøg. Det betyder i realiteten, at man fra første dag gør â€forsøget†permanent. Meningen med et forsøg er jo netop at evaluere på indhøstede erfaringer, før der udstedes permanente regler, udtalte DTLs adm. direktør Erik Østergaard på vognmandsorganisationens hjemmeside inden justitsministerens udmelding på området var offentliggjort.
DTL har tidligere peget på den såkaldte Aalborg-model, som en acceptabel løsning på problemerne med luftforurening med mikroskopiske sodpartikler.
- De danske vognmænd bidrager gerne til et renere bymiljø. Det gør vi faktisk hver gang, vi udskifter en gammel lastbil med en ny og langt mere miljøvenlig lastbil. Partikelforureningen fra de nye Euro 4 og 5 lastbiler er begrænset med hele 80 procent i forhold til den nugældende Euro 3 norm, udtaler Erik Østergaard.
-----