ADR-tanksættevogn med RSS til Logi-Dan
Tanktransportør investerer igen i køretøj med højt sikkerhedsniveau
Det er kun kort tid siden, at Fredericia-virksomheden Logi-Dan A/S fik leveret et par nye Volvo-trækkere, der er spækket med sikkerhedsudstyr.
Nu har vognmandsforretningen netop fået leveret en ny tanktrailer, som også har et højt specificeret trafiksikkerhedsniveau.
Den nye tankvogn er leveret af VM TARM A/S, og har et rumindhold på 40 m3 opdelt i tre rum. To rum har hver et rumindhold på 15 m3 mens det sidste rum har et rumindhold på 10 m3.
Aflæsser selvTraileren er opbygget efter nordiske forhold med en kingpin, der kan klare 16 ton tryk og en trippelbogie med 24 ton samlet akseltryk. Egenvægten opgives til at være 7,6 ton, så den maksimalt tilladte lastevne er oppe på 32,4 ton.
Akselophænget er fra BPW med BPW ECO PLUS aksler, hvor den bagerste aksel er selvsporende.
Bremsesystemet er et WABCO 2 leder EBS-anlæg 4S/3M, som også omfatter det elektroniske stabiliseringsprogram RSS (EPS til trailere).
For at kunne aflæsse selv er tanktraileren forsynet med en pumpe af typen Agrometer BR80E, som har en ydelse på 86 m3 i timen ved 550 omdrejninger i minuttet.
Og for at opnå et højt sikkerhedsniveau ved bakning, er traileren forsynet med bakkamera, som er tilsluttet en monitor inde i trækkerens førerhus.
-----