23948sdkhjf

Transportforsikring med høj sikkerhed

- Det forsikringsprodukt, vi sælger, er i bund og grund det samme, som alle andre forsikringsselskaber her i landet tilbyder, siger administrerende direktør Flemming Parris, First Marine Insurance A/S, - den helt afgørende forskel er, at vore forsikringstagere er dækket af Lloyds of London, der af Standard & Poor er rated A .

- Det forsikringsprodukt, vi sælger, er i bund og grund det samme, som alle andre forsikringsselskaber her i landet tilbyder, siger administrerende direktør Flemming Parris, First Marine Insurance A/S, - den helt afgørende forskel er, at vore forsikringstagere er dækket af Lloyds of London, der af Standard & Poor er rated A .



First Marine Insurance A/S dækker i Danmark alle former for gods- og speditørforsikring, og det i forbindelse med alle transportformer. Virksomheden har tre foreløbigt tre medarbejdere, der alle er specialister på transportforsikrings-området, - der regnes for ret komplekst. Det samlede transportforsikringsmarked i Danmark udgør i dag omkring 450 millioner kroner, og hos de kendte danske forsikringsselskaber, der også tilbyder alle andre former for forsikring, står transportforsikringerne for en meget lille del af omsætningen.

Samme produkt, bedre dækning

- De forsikringsprodukter, der bliver solgt til det danske transporterhverv, er stort set ens, understreger Flemming Parris, der i øvrigt underviser i transportforsikring på Forsikringsakademiet og har siddet i Vareforsikringsudvalget i F&P, danske forsikringsselskabers brancheorganisation.

- First Marine Insurance A/S ønsker først og fremmest at adskille sig fra de gængse forsikringsselskaber i Danmark på fleksibilitet, hurtig ekspedition og stor markedsforståelse. First Marine repræsenterer Lloyds of London i Danmark, - hvilket er unikt, - og det betyder, at vore forsikringstagere får en meget høj sikkerhed. Sikkerhedskravene er meget høje hos de forsikringstagere, vi normalt servicerer, fordi det i stor udstrækning er store industrivirksomheder.

Et marked - ikke et selskab

- Lloyds of London er i realiteten ikke er et forsikringsselskab, - det er snarere et forsikringsmarked, bestående af en række syndikater. Man kan sige, at Lloyds er et samlet finansielt marked med et sikkerhedsnet under sig, bestående af en række syndikater, der tilbyder dækning på forskellige fagområder. Lloyds forsikringspolicer handles kun gennem mægler, og policen, man får, er bakket op af flere syndikater, hvis navne fremgår af policen.

Fornuftig aftale

- First Marine Insurance har fået en gunstig rammeaftale med syndikaterne AEGIS, Beazleys, Millennium og Chauser, fortsætter Parris.

- Rammeaftalen gør det muligt for os at udstede transportforsikringer vedrørende gods- og speditøransvar til maximalt 125 millioner kroner per forsikringstilfælde, hvilket passer meget godt til hovedparten af forsikringssituationerne inden for transporterhvervet.

- Vi kan naturligvis komme i en situation, hvor forsikringssummen skal være meget højere end de 125 millioner kroner, men hvis det er tilfældet, afdækker vi risikoen fakultativt, det vil sige afdækker den del af risikoen, der overstiger vor normale kapacitet, særskilt.

Mægler, speditør eller nettet

- First Marine Insurance foretager ikke selv opsøgende salg men får de fleste forsikringer via mægler. Omkring 70 procent af vor omsætning kommer ind på den måde. De resterende 30 procent kommer fra speditører og en mindre del via nettet. Vi ønsker at være en lille fleksibel nichevirksomhed med stor ekspertise på transportforsikringsområdet.

- Og vi vil gerne tilgodese kundernes krav om tilgængelighed og enkelhed i vort forretningskoncept. Derfor har vi udviklet et program, der gør det muligt for forsikringstageren at gå ind og bestille den type forsikring, der ønskes i hvert enkelt tilfælde og omgående få forsikringspolicen printet ud på egen printer. Den fleksibilitet vi tilbyder, gør det muligt for forsikringstageren at forsikre transporter på alle tidspunkter af døgnet - uden problemer.

Flere gode grunde

- Der var flere grunde til at vi, der er med i First Marine Insurance, forlod den etablerede forsikringsverden. Baggrunden er, at vi var ansat i et mindre forsikringsselskab, der blev opkøbt af en af de store spillere i branchen. Opkøbet ændrede på en måde vores dagligdag, - det er altid vanskeligt at gå fra en mindre til en stor virksomhed - selv når det er inden for samme branche. I hvert fald traf vi den beslutning at vi ville prøve kræfter med markedet for transportforsikringer, som jeg nu har været beskæftiget med i 25 år.

- Da vi lancerede First Marine Insurance den 1. oktober sidste år, var vi en lille smule usikre på succes'en, men allerede ved årsskiftet havde vi omsat for omkring 10 millioner kroner, eller svarende til det mål, vi havde sat. Det tager vi som et klart udtryk for, at der er plads til en mindre, fleksibel virksomhed med fokus på - og specialkendskab til transportforsikringsområdet, der af mange i branchen regnes for ret vanskeligt.

Forventninger

Selvom beskedenhed præger Flemming Parris i relation til omtale af store kunder, nye markeder og generelle mål for virksomhedens fremtid, er han villig til at udtale sig om forventningerne til markedet på kort sigt.

- Inden 1. oktober 2006, hvor First Marine Insurance A/S har været på markedet i et år, mener jeg, vi vil have omsat for omkring 20 millioner kroner. Men det er svært at sige, for der kommer til stadighed nye storkunder ind ad døren og vil samarbejde med os, og - er de tilstrækkeligt store - æder de sig ind på målsætning med stor styrke. Lige inden jul indgik vi aftale med en af Danmarks største transportvirksomheder om overtagelse af alle deres transportforsikringer fra 1. januar 2006, og det betyder, at vi allerede nu er rykket betydeligt. Vi regner med fremover at skulle udvide staben en smule, men vi har jo været ret beskedne hvad angår omkostninger, og jeg forventer ikke, at antallet af medarbejdere i fremtiden kommer til at overstige seks personer, - men vi vil sandsynligvis forsøge at sprede os ud til andre markeder.

God lille niche

- I dag opererer vi udelukkende fra Danmark, men vi håber at kunne ekspandere til hele Skandinavien og Baltikum inden for en overskuelig årrække. Vi er en virksomhed med et godt produkt i et marked, hvor sikkerhed, fleksibilitet og hurtighed betyder alt. Og det er netop disse egenskaber, vi slår os op på. Desuden er transportforsikring en lille god niche. Alle virksomheder - uden undtagelse - har behov for transportforsikring af en eller anden art på et eller andet tidspunkt, og så er First Marine Insurance på pletten, understreger administrerende direktør Flemming Parris.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063