Rekordlavt antal trafikdræbte
Vejdirektoratets foreløbige opgørelse af antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken i for hele 2005 viser det laveste antal dræbte i trafikken i 60 år, nemlig 335, svarende 9,2 pct. færre end i 2004 .
Tallene viser således , at den positive tendens fortsætter. For antallet af dræbte i hele 2005 er der med 335 tale om et fald på 9,2 pct. sammenlignet med 2004, hvor 369 blev dræbt. I december 2005 blev 26 dræbt i trafikken sammenlignet med 36 i december 2004. Det svarer til et fald på 27,8 pct.
- Jeg er utrolig glad for den positive udvikling i antallet af trafikdræbte i 2005, og vil minde om at vi også i 2004 havde et rekordlavt antal trafikdræbte. Noget tyder således på, at udviklingen har bidt sig fast, siger Transport- og energiminister Flemming Hansen
- Jeg oplever, at danskerne har taget trafiksikkerhed til sig - det er kommet på dagsordenen og er i højere grad blevet en del af den offentlige debat. Det giver mod på at arbejde målrettet videre for at få tallene endnu længere ned f.eks. med bekæmpelsen af de farlige steder på veje - de såkaldte "sorte pletter, udtaler transportministeren der supplerer af justitsminister Lene Espersen:
- Regeringen har fokus på trafiksikkerheden og har gennemført en lang række initiativer alle med den hensigt at reducere antallet af tilskadekomne i trafikken. Det gælder bl.a. på indførelsen af klippekortet, den forstærkede indsats mod spritbilister, højere straf for hastighedsovertrædelser og en målrettet indsats med automatisk hastighedskontrol, siger Lene Espersen.
-----