Fluen kløede sig under hagen. Det var mærkeligt der her. Selv om det var tidlig morgen, og der endnu ikke var mødt et øje i firmaet, kunne den alligevel opfatte en vedvarende lidt knitrende lyd, som på én gang virkede tæt på og alligevel fjern.

Fluen var ikke nogen stor musikkender, men den kunne alligevel fornemme, at lyden var harmonisk.

Den sad i sin vindueskarm i vognmandens kontor, og det lykkedes den efterhånden at lokalisere lyden til en lille dims på vognmanden bord - på størrelse med en tommelfinger og med nogle ørepropper i en lille ledning.

Fluen kunne jo ikke vide, at vognmanden havde fået MP3-afspiller til jul. Tanken var, at han skulle kunne tage sig en pause, når det hele var ved at blive for hektisk og høre noget afslappende musik, men dimsen havde det åbenbart med at gå i gang af sig selv.

Så da vognmanden kom, var han ligeså uforstående som fluen overfor, hvad det dog var for en sær lyd, der kom fra skrivebordet.

Så opdagede han det og slukkede.

Det var da rigtigt, at tingene havde været kørt lidt rigeligt op inden jul, og at han en overgang havde haft svært ved at lande alle de mange bolde, som han havde i luften på én gang.

- Du er jo ikke 25 år mere, havde hans kone advaret. Men én ting var at have travlt, han havde ikke brug for formaninger oven i, havde han tænkt, selv om han inderst inde godt vidste, at der måske var noget om snakken.

Men vognmanden havde altid rost sig af, at han sagtens kunne overkomme at holde styr på alle detaljerne samtidig med, at han bevarede overblikket og tænkte nyt. Han havde efterhånden oparbejdet et rutineret blik for, hvordan tingene forløb i firmaet og en vis rygmarvsfornemmelse, for hvordan problemer og opgave skulle tackles. Men han måtte indrømme, at det var blevet sværere. Der var efterhånden regler på alle områder, man kunne ikke bare sætte gang i en ide. Alt skulle undersøges på kryds og tværs for ikke at uforvarende at komme til at gøre noget forkert eller overse et krav. Det var ikke nok, at være dygtig til sit fag, man skulle efterhånden også være jurist og økonom og IT-ingeniør og indretningsarkitekt for at drive en vognmandsforretning.

Men den sidste galej, som behjertede folk omkring ham havde prøvet at få ham ud på, var alligevel grænsen. En coach! Selv man som chef i vore dage skulle kunne spille næsten ligeså mange roller, som der var pladser på et fodboldhold, så var det altså ikke nogen sports-begivenhed han havde gang i.

- Det er et firma, ikke en cirkusforestilling, havde han sagt, selv om det kun var fluen, der hørte ham. Men den var faktisk en god lytter. De eneste gange fluen virkelig var utilfreds med chefen, var faktisk når han var på slankekur og spiste kedelige gulerødder og selleri - ja og så naturligvis den gang han prøvede at klaske fluen. Men det var længe siden.

Vognmanden var skeptisk overfor alle de nye påfund, som virksomhederne blev oversvømmet med at snart den ene og snart den anden ledelses-guru.

Men han var samtidig så moderne indstillet, at han udmærket vidste, at en organisation hele tiden skal udvikles, at ledelses-teori selvfølgelig ikke var rent pjat.

Det vidste fluen fordi han havde det med at tænke højt, når han overvejede spørgsmål, som hørte til på det strategiske niveau. - Måske skulle man blive bedre til at uddelegere nogle af områderne, havde vognmanden flere gange sagt til sig selv, mens han tankefuldt redte sit hår.

- Jeg har jo allerede overladt flere ting til andre, men det er sørme svært at give slip...når man nu ved, hvordan man vil have det gjort. Men firmaet vokser og vokser, så noget må jeg gøre, men foreløbig kan jeg godt selv klare tingene. Som om det var noget...

Mere havde fluen dog ikke hørt, for vognmanden havde nemlig taget en rulle kiks frem fra skrivebordsskuffen og spiste én af dem med en herlig krumme-produktion til følge. Og fluer er særdeles mål-fokusede.

I dag spiste vognmanden dog ikke kiks. Han satte sig ved skrivebordet og stoppede de små headset propper i ørerne. Var det Vivaldi eller Mantovani's stygere. Fluen kunne ikke afgøre det. I det samme ringene telefonen, og vognmanden opdagede, at man absolut ikke kan tale i telefon med afslapningsmusik i øregangen. Men da han hev øreproppen ud kom han til at vælte sin kaffekop, som han lige havde skænket op i - helt til randen.

- Det var vist enden på afslutningsmusik her i firmaet, tænkte fluen, da vognmanden i raseri kylede MP3-dimsen ned i papirkurven.

Så bogholderen blev ikke modtaget særlig venligt, da han trådte ind.

- Hva' er der nu, råbte chefen.

Han prøvede fortvivlet at søbe kaffen op fra papirerne på skrivebordet med noget køkkkenrulle.

- Jeg vil bare sige, at ham ledelses-rådgiveren, der skulle komme i morgen, har meldt afbud.

Vognmanden modtog oplysningen med sindsro og slog ud med hånden

- Sæt dig ned et øjeblik. Du vil jo gerne stå for indførelsen af det nye økonomisystem. Opgaven er din.

Bogholderen lyste op, og det samme gjorde fluen, da den så, at vognmanden åbnede æsken med fyldt chokolade og rakte den frem mod bogholderen.

-----