Et følsomt spørgsmål i mange transportsager er godsets værdi og dermed spørgsmålet, hvor interessant det vil være for en svag sjæl/tyveknægt at hjælpe transportøren af med godset. I forsikringsverdenen bruger man ofte udtrykket ?tyvetækkeligt gods? og ofte er det af afgørende betydning, at den udførende vognmand eller dennes chauffør har været bekendt med, at godset var særligt disponeret for tyveri.

Men hvad nu, hvis der ikke er videregivet oplysninger fra afsender eller speditør om typen af gods, og godset oven i købet har fremstået som helt neutralt, f.eks. i form af indpakning i sort, uigennemsigtig folie? Dette spørgsmål har Sø & Handelsretten taget stilling til i en dom fra juni 2003, en dom der nu den 29. november 2005 er vendt på hovedet af Højesteret.

Et interessant bispørgsmål i sagen var, hvilken betydning det bør have for transportørernes ?gode tro?, når godset er indpakket sort, uigennemsigtig folie. Bør dette være en undskyldning for, at chaufføren ikke har haft nogen anelse om, hvilken form for gods, der var tale om, eller tværtimod, at chaufføren netop derfor burde have kunne regne ud, at der var tale om værdigods?

Som bekendt finder CMR-loven anvendelse ved grænseoverskridende landevejstransport, og som det ligeledes vil være de fleste læsere bekendt, gælder der helt andre regler ved ren indenrigstransport, med mindre CMR-reglerne ligefrem er aftalt.

Nogle af de regler, der kan komme på tale, er NSAB, der i den seneste version (2000) også omfatter indenrigskørsel. NSAB, der var aftalt i den nedenfor omtalte sag om bortkomst af et antal computere fra en trailer henstillet på en ubevogtet plads, indeholder bl.a. i § 5 følgende regel:

Det påhviler speditøren at godtgøre, at han indenfor ordrens rammer har varetaget ordregiverens interesser med omhu. Har speditøren eller nogen, for hvem speditøren svarer, forvoldt skade, forsinkelse eller andet tab med fortsæt, kan speditøren ikke påberåbe sig regler i disse bestemmelser, som udelukker eller begrænser speditørens ansvar eller som ændrer bevisbyrden, for så vidt ikke andet fremgår af § 23.

Den særligt skarpe og opmærksomme læser vil konstatere, at muligheden for ansvarsbegrænsning alene bortfalder, såfremt skaden eller bortkomsten var påført med vilje (forsæt), hvorimod begrebet grov uagtsomhed ikke udelukker ansvarsbegrænsning, hvilket er en klar modsætning til det, der fremgår af CMR-loven (§37). Den nedenfor beskrevne sag vedrørte bl.a. spørgsmålet, om denne bestemmelse skal tages efter pålydende eller om den af retten kan fortolkes mere eller mindre indskrænkende.

Et andet spørgsmål i sagen var betydningen af chaufførens viden om godsets ?beskaffenhed?.

Domstolene herhjemme har ved tidligere lejligheder skullet tage stilling til, hvilken betydning det har, at speditøren ikke ? eller i hvert fald ikke beviseligt ? har videregivet oplysninger om, at der f.eks. har været tale om værdigods til vognmanden, idet dette kan have betydning for, om vognmanden har handlet groft uagtsomt eller evt. kun speditøren har det, således at speditøren måske ikke kan videresende Sorteper i fuldt omfang til vognmanden.

I den konkrete sag havde et firma i Hinnerup (afsenderen) solgt et antal computere til en køber i København ved fakturaer af 14. og 15. december 2000. Afsenderen tegnede vareforsikring hos vareforsikreren. Afsenderen anmodede speditøren om at forestå transporten af computere til køberne. Speditøren i Risskov modtog bestillingerne, noterede ordrerne og anmodede sin kollega i Roskilde om at arrangere biltransport. Speditøren antog vognmanden til at udføre transporten. Varerne blev afhentet i Hinnerup af en vognmand og kørt til speditørens terminal i Risskov. Speditøren anbragte godset sammen med andet styggods i vognmandens presenningstrailer. Der blev i den forbindelse udarbejdet ladeliste. Den var ikke underskrevet eller påtegnet af chaufføren. Det var omstridt, at vognmandens chauffør blev gjort bekendt med ladelistens udvisende, herunder om han fik overleveret et eksemplar.

Af ladelisten fremgik, at varernes samlede vægt var godt 7.000 kg. Heraf vejede en kran 3.144 kg. Et parti frø vejede 1.361 kg, og forsendelse til en dyrehandel vejede 400 kg. Disse varer var ?direkte?, dvs. at de skulle afleveres til den pågældende modtager. De øvrige varer skulle afleveres til terminalen i Tåstrup. De stjålne forsendelser havde afsenderen angivet som afsender, og som modtagere var angivet diverse firmaer. Varerne var angivet som 1 PLL (palle) 30 KLL 300 (kg), 1 PLL 25 KLL 300 (kg) og 1 PLL 14 KLL 150 (kg).

Chaufføren fik udleveret køresedler vedrørende direkte forsendelser og fragtbreve vedrørende de øvrige forsendelser. Efter chaufførens forklaring fik han fragtbrevene udleveret i en lukket kuvert. Chaufføren anbragte traileren på pladsen udenfor speditørens terminal, hvor der henstod en del andre trailere, og kørte hjem med trækkeren. Terminalen lå i et industrikvarter i Risskov. Tidspunktet for henstillingen var fredag den 15. december hen på eftermiddagen. Chaufføren kom tilbage søndag sidst på eftermiddagen. Han konstaterede, at der havde været indbrud i traileren. Han afgav senere følgende beskrivelse af forløbet

Afsenderen anmeldte erstatningskrav på 248.295 kr. Vognmandens ansvarsforsikring udbetalte erstatning til speditøren på 44.026 kr. under henvisning til, at speditørens erstatningsansvar var begrænset til 8,33 SDR pr. kg. Sagen vedrørte således den resterende del af kravet på 205.347 kr. inkl. speditørens selvrisiko på 5.000 kr.

Sagsøgerne (vareforsikreren og afsenderen) havde under den efterfølgende sag i Sø & Handelsretten nedlagt påstand om at de sagsøgte (speditøren og vognmanden) in solidum, subsidiært alternativt til vareforsikreren skulle betale 200.347 kroner og til afsenderen 5.000 kroner.

Sagsøgte (speditøren) nedlagde påstand om frifindelse og havde endvidere nedlagt påstand om, at vognmanden skulle friholde speditøren for ethvert beløb, inklusive renter og sagsomkostninger, som speditøren måtte blive tilpligtet at betale til sagsøgerne.

Sagsøgte (vognmanden) nedlagde påstand om frifindelse og havde overfor speditøren nedlagt påstand om, at denne sagsøgte skulle friholde vognmanden for ethvert krav på påhvilede denne sagsøgte i tilfælde af, at denne sagsøgte dømtes efter sagsøgernes påstand enten alene eller solidarisk med speditøren.

Chaufføren forklarede i retten, at han havde arbejdet i 11 år i faderens selskab, og at han kørte presenning-bilen med computere for speditøren. Han lossede varer omkring Århus den 15. december og kørte derefter til speditørens terminal i Risskov, hvortil han ankom ved 15-tiden for at læsse stykgods til Sjælland. Han parkerede på vejen ved terminalen og snakkede med lagerforvalteren. Efter nogen tid bakkede han hen til den største rampe hvor traileren blev læsset.

Han påså at fordelingen af godset i traileren blev foretaget forsvarligt. Der var sort plastic om nogle af pallerne. Han var ikke klar over, at nogle af varerne var computere. De varer, der skulle afleveres direkte (kranen, frø og varer til dyrehandler), blev anbragt forrest i traileren. Derefter kom resten af varerne, der skulle afleveres på terminalen i Tåstrup. Han tjekkede ikke godset undtagen det, der skulle afleveres direkte. Han fik udleveret tre fragtbreve der vedrørte de direkte leveringer. Resten af fragtbrevene fik han overgivet i en lukket kuvert. Han fik ikke udleveret ladelisten og havde heller ikke set den.

Sø- og Handelsretten fandt ved sin afgørelse i 2003, at der var noget modstridende oplysninger om hvorvidt og hvornår der skete indpakning i sort folie af kostbare varer, men retten antog, at indpakning i uigennemsigtigt sort folie i hvert fald var sket ved udleveringen af de pågældende computere fra speditøren til vognmanden. Denne indpakningsform viste imidlertid ikke i sig selv at, varerne var særligt tyverifarlige. Der var ikke ført bevis for, at vognmandens chauffør blev gjort bekendt med, at der var computere blandt forsendelserne. Efter chaufførens forklaring, som der ikke var grundlag for at tilsidesætte, fik han udleveret fragtbrevene vedrørende de direkte forsendelser for at kunne aflevere disse varer til adressaten, mens fragtbrevene vedrørende andre forsendelser blev givet ham i en lukket kuvert hvis indhold han ikke havde grund til at interessere sig for, da alle disse varer skulle afleveres på terminalen i Tåstrup.

Der var ikke dokumentation for, at chaufføren blev gjort bekendt med en ladeliste hvoraf man ville have set varernes karakter. Sådan dokumentation kunne ellers let være sket ved fremlæggelse af en liste med underskrift fra den modtagende chaufførs side. Det var heller ikke godtgjort eller søgt godtgjort ved forklaring fra den person, der forestod læsningen, at chaufføren ad denne vej blev bekendt med, at computerne var en del af lasten.

Retten mente endvidere at kunne derfor lægges til grund, at hverken vognmanden eller nogen vognmanden svarer for, var bekendt med, at der var computere i lasten. Det var uforsigtigt at hensætte traileren som sket, men det kunne på det foreliggende grundlag ikke anses for en så grov uagtsomhed, at der kunne pålægges vognmanden ansvar. Vognmanden måtte derfor frifindes.

Det måtte anses for en markant fejl ved tilrettelæggelsen og udførelsen af hvervet, at speditøren ikke gjorde den udførende vognmand bekendt med indholdet af tyverifarligt gods. Det var endvidere ikke godtgjort, at der var givet instruktioner til vognmændene, eller at man på anden måde havde tilrettelagt transporterne på en sådan måde, at man sikrede, at vognmændene tog hensyn til beskyttelsen af de særligt tyveritækkelige forsendelser. Retten fandt derfor, at speditøren ved tilrettelæggelsen af transporterne i helt utilstrækkeligt omfang havde undladt at sikre transporten af tyveritækkelige varer blev gennemført med et godt resultat. Dette kunne ikke blot anses for udslag af fejl fra ansattes side, men måtte betragtes som fejl i tilrettelæggelsen af transportforløbet.

Ansvar for speditøren i tilfælde som det foreliggende, ville efter rettens opfattelse ikke føre til at forudberegneligheden i transportforhold forstyrres. Speditøren ville fortsat kunne begrænse ansvaret for almindelig, ukvalificeret uagtsomhed, og forsikringer kunne tegnes udfra dette.

Speditøren måtte derfor ifalde ansvar for godsets fulde værdi uanset bestemmelsen i NSAB § 5, og med andre ord så retten således bort fra bestemmelsen i NSAB uanset, at der ikke var handlet forsætligt.

Denne dom der med speditørøjne var udtryk for et kedeligt anslag mod NSAB 2000?s integritet, blev af speditøren indbragt for Højesteret, hvor forsikringsselskabet og afsenderen yderligere gjorde gældende, at der forelå en så grov tilsidesættelse af fundamentale sikkerhedsforanstaltninger, at bestemmelsen i NSAB 2000 § 5 måtte tilsidesættes i medfør af aftalelovens § 36.

Speditøren og vognmanden havde heroverfor anført, at NSAB var et agreed document, der var blevet til ved forhandling mellem de nordiske interesseorganisationer for transportører og transportkøbere. Der måtte udvises endog meget betydelig tilbageholdenhed med at tilsidesætte enkelte aftalevilkår i et sådant regelsæt, der var udtryk for en samlet afvejning af de involverede interesser.

Siden Sø- og handelsrettens dom havde Højesteret i en lignende sag taget stilling til spørgsmålet om NSAB´s gyldig, så Højesterets præmisser var ikke helt overraskende. ? Der var enighed om, at NSAB var vedtaget for transporten. Det følger af NSAB 2000 § 22, jf. § 5, at ansvaret er begrænset, med mindre skaden er forvoldt med forsæt, jf. Højesterets dom gengivet i U.2005.2438H. Der var endvidere enighed om, at (speditøren og vognmanden) var ansvarlige for skaden, men at ingen af dem ? eller nogen, som de svarer for ? havde forårsaget den med forsæt. Spørgsmålet var herefter, om ansvarsbegrænsningen i § 22, jf. § 5, burde tilsidesættes i medfør af aftalelovens § 36 som et urimeligt kontraktsvilkår. ?

NSAB 2000 var blevet til efter drøftelse med brancheorganisationer for transportører og transportkøbere. Ansvarsbegrænsningen i § 22, jf. § 5, indgik sammen med en række andre bestemmelser i disse standardvilkår, som måtte antages at hvile på en samlet afvejning, herunder hensynet til forsikringsmulighederne. På denne baggrund fandt Højesteret ikke grundlag for i medfør aftalelovens § 36 at tilsidesætte ansvarsbegrænsningen i videre omfang end bestemt i § 5.

Højesteret tog derfor speditørens påstand om frifindelse til følge og stadfæstede Sø & Handelsrettens dom i forhold til vognmanden. Speditøren frifandtes, og Sø & Handelsrettens dom stadfæstedes for så vidt angik vognmanden.

NSAB er dermed genrejst !

-----