23948sdkhjf

Ikke den store interesse for ESP på lastvogne

Sikkerhedsdebatten har for nylig været ude i en lille bølgegang. Denne gang handlede det om ESP (elektronisk stabiliserings program), som tilsyneladende endnu ikke er blevet et hit blandt lastbilkøbere.

Det kan der være mange grunde til, men en af de store årsager er utvivlsomt, at vi i Danmark har haft afgift på ESP på personbiler indtil begyndelsen af dette år. Det har haft den meget kedelige effekt, at stort ingen i samfundet ved, hvad ESP er.

Smutter man derimod en tur over grænsen til Tyskland eller over sundet til Sverige, ja så er det meget almindeligt på nyere personbiler, og giver en større forståelse for, at der er tale om fornuftigt sikkerhedsudstyr.

En anden årsag kan være, at lastbilsælgerne ikke er så tilbøjelige til at markedsføre udstyret, fordi det hæver prisen en smule, og man så frygter at tabe handlen.

Mange tænker sikkert også, ?hvad skal vi have det for. Vælteulykkerne udgør jo kun en meget lille procentdel af ulykkestallet?.

Til gengæld er vælteulykkerne ofte alvorlige, ligesom det økonomisk er ofte meget dyre skader, der opstår ved en vælteulykke.

Og man behøver ikke at køre ret meget rundt på vejene for at se, at en gang imellem vælter en lastvogn eller et helt lastvognstog. Ved udkørsel fra rundkørsler sker det ind i mellem, at f.eks. kølevogne med ophængt kød vælter ved meget lav hastighed. Har man prøvet at køre med et lastvognstog med ESP på en bane, hvor man kan køre til yderpunkterne, vil man kunne forestille sig hvilken uvurderlig hjælp systemet er.

Personligt har jeg flere gange prøvet systemet, både på trailervogntog med ESP på traileren og tilsvarende hvor sættevognstrækkeren har været udstyret med ESP. Har man pludselig brug for at lave en undvigemanøvre, vil ESP være en meget stor hjælp.

Salget går trægt

Vi har spurgt alle lastvognsimportører om, hvordan det går med salget af ESP på lastvogne i perioden første januar 2005 til første oktober 2005, og det må siges, at resultatet ikke er særlig positivt. Dog topper Renault.

Salgsdirektør Frede Larsen fra Renault Trucks Danmark fortæller, at der inden for det sidste år er blevet leveret ca. 75 nye Renault lastvogne med totalvægt over 16, som alle er udstyret med ESP.

Hos Volvo udtaler produktchef Steffen P. Müller, at der i perioden er leveret 20 stk. nye Volvo-lastvogne med ESP og desuden også leveret 16 stk. med ACC (Cruisecontrol med radar-afstandsmåler), som også er en del af Volvos sikkerhedspakke til tunge lastvogne.

DaimlerChrysler har indenfor den nævnte periode solgt fire trækkere med Mercedes Safety Plus pakke, som omfatter hele sikkerhedspakken ? ACC, ESP, Sporassistent m.v. Tilsvarende er solgt en langt chassis med fuld sikkerhedspakke, tre der er udstyret med ACC, Sporassistent smat retarder og airbag. Desuden er der solgt 12 nye Mercedes med Telligent krængningsstabilisering, der er et stabiliseringssystem, som Mercedes leverer.

Spares væk

Marketingschef Claus Lindholm fra MAN Last & Bus A/S siger til Danmarks Transport-Tidende, at det ikke er muligt at trække den slags oplysninger ud af systemet.

- Hvis det skal være muligt vil det kræve besøg af edb-teknikere, som skal lave en ny programmering og efterfølgende køre en batch gennem hele vores ordresystem. Uden at kunne sætte præcise tal på, er meldingen fra vores logistikchef imidlertid, at det kun er relativt få biler, som bliver købt med det pågældende sikkerhedsudstyr. Vi vil meget gerne sælge det til bilerne, men kunderne er tilsyneladende ikke indstillet på at betale for dette udstyr.

Henning Nielsen, der er produktteknisk chef hos Iveco, siger:

- Indtil nu, er der ingen kunder som har bestilt det. Jeg tror desværre at mange af vores kunder er enormt hårdt presset på transportpriserne, så selv om de gerne ville have udstyret, bliver det i sidste ende sparet væk.

I nævnte periode har Scania kun præsteret at sælge en enkelt ny Scania 4x2 trækker med ESP.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064