23948sdkhjf

Også landtransport på havnekonference

Selv om de danske havne naturligt stod i centrum på den store to-dages havnekonference i Odense, så blev de andre transportformer ikke glemt.

Selv om de danske havne naturligt stod i centrum på den store to-dages havnekonference i Odense, så blev de andre transportformer ikke glemt.



Nøglesætningen på Danske Havne og TØF's havnekonference var "en større bid af kagen".

Spørgsmålet var hvordan og ikke mindst til hvem.

Danske havne ønsker andel i de stigende godsmængder, der transporteres til og fra Danmark - og her har man især et godt øje til lastvognene.

Men på kort sigt ser havnenes egen organisation, gerne at de kommunalt ejede havne får lov til at konkurrere direkte med de private virksomheder på havnene.

Den ide vækker naturligvis ikke begejstring hos skibsmæglere og terminaloperatørerne.

Omvendt udtrykte flere havne- og søfartsfolk frygt for konsekvenserne af indførelse af modulvogntog efter svensk mønster.

- Det vil øge lastvognenes konkurrenceevne til skade for skibsfarten og jernbanen, lød det fra havnene.

Men brødniden fik ikke overtaget helt og de fleste foredragsholdere fastslog, at transportformerne er indbyrdes afhængige.

Transportminister Flemming Hansen påpegede ved åbningen af havnekonferencen, at stigende trængsel på vejnettet gør det nødvendigt, at jernbane og skib bærer en større andel af godstransporten. Men ministeren nævnte også - den foreløbigt stærkt afgrænsede - forsøgsordning med modulvogntog, og fastslog, at havnenes rolle i den forbindelse skal overvejes nøje.

Modulvogntogene fik også opmærksomhed på havnekonferencens sidste dag, hvor der også var landspolitisk interesse for de længere og tungere vogntog.

Folketingspolitikerne Martin Lidegaard (R), Henriette Kjær (K), Jens Chr. Lund (S) og Gitte Lillelund Beck (V) udtrykte alle forsigtig tilslutning til tanken om at udvide forsøget med modulvogntog til en større del af det det danske vejnet - ikke mindst fordi de trafik- og samfundsmæssige gevinster er åbenlyse, men også fordi den forsøgsordning som foreløbigt er på tegnebrættet, er så afgrænset, at den er tæt på at være værdiløs.

Transportens Tænketank

Der var bred opbakning fra såvel brancheorganisationer som politikere til det gamle forslag om en 'Transportens Tænketank'. Opbakningen gjorde så stort indtryk, at Transport- og Energiministeriets repræsentant Claus Baunkjær lovede at ministeriet vil undersøge, hvordan en sådan tænketank skal sammensættes i samarbejde med organisationerne i branchen, samt at ministeriet vil fungere som sekretariat for tænketanken.

Flere udlagde målet for tænketanken, som udarbejdelsen af en national godstransportstrategi. Men den udlægning vakte ikke udelt begejstring.

- Jeg er usikker på, om der er behov for en overordnet strategi. Vi vil naturligvis gerne være med til at drøfte spørgsmålet, men hvis man forestiller sig en stalinistisk planøkonomisk løsning, så vil det være spildt arbejde, sagde Jens Hennild, Dansk Industri.

Interessen for Transportens Tænketank var dog så stor, at den formentlig bliver en realitet inden for en overskuelig fremtid.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078