Vi kører med et smil ....
Ordene er Ole Bredahls fra Bredahl Transport ApS, Timring ved Vildbjerg. - For gør man ikke det, kan man ikke betjene kunderne på den rigtige måde, fortsætter han.
Ole Bredahl startede sin vognmandsforretning for godt 10 år siden. Inden da havde han ernæret sig som chauffør. Så langt udgør historien den klassiske start på et eventyr om en vognmand med succes. Men så stopper ligheden også, for indstillingen til arbejdet er ikke standard. Den er præget af glæde, optimisme og fighterånd.
Spørger man Ole Bredahl, hvordan forretningen går, får man svaret: - Jeg tror, det går meget godt!, - hvilket er den vestjyske omskrivning for "at tingene går rigtig godt". Men det har vi, der bor øst for Storebælt, jo vidst længe. Det er den måde man omgås succes på i Jylland.
Arbejdet skal give overskud
- Jeg tror det går meget godt, - men man kan godt mærke, at branchen er presset. Dog ikke mere presset end vi selv gør den til. Vi er selv herrer over, hvilke priser vi vil køre til, - og kan man ikke få det til at løbe rundt på det grundlag, tror jeg hellere man skal træffe beslutning om at slippe et par biler eller tre, inden det går galt, - eller måske vælge et helt andet job.
- Jeg mener, transportarbejdet skal prissættes sådan, at vognmanden tjener på det. Gør han ikke det, udfører han heller ikke opgaverne med glæde. Det er surt at starte bilen, når man ved, at man ikke tjener på transporten, men at den snarere koster penge. Og det påvirker også omgangen med kunderne. Hvis transporten gi'r noget, kører man med et smil - det har altid været mit valgsprog, for det er bedre for alle parter.
Bredahl Transport ApS kører for det meste køkkener, vindmølledele og brænde
ud til slutbrugeren. Hans chauffører er i kontakt med dig og mig, og derfor er grundindstillingen til arbejdet så vigtig.
- En glad chauffør er den bedste reklame du kan få, fortsætter Ole Bredahl. - Jeg giver ikke så meget for dyre reklamekampagner, der er langt bedre reklameværdi i den gode oplevelse. I Bredahl Transport bruger vi ikke mange penge på dyre reklameaktiviteter, - vi har malet biler og trailere i gult og rødt - farver som er gennemgående i virksomheden. Det er et effektivt og billigt reklamefif, - og det viser sig, at det virker.
Stop klynkerietEt presset transport marked giver sig ofte udslag i kilometerlange køer ved håndvasken.
Alle forsøger at fralægge sig ansvaret og kaste det over på dårlige konjunkturer, handlingslammede politikere, unfair konkurrence fra kolleger i Danmark eller udlandet, eller manglende moral hos transportkøberne.
- Vognmænd har altid klynket, forklarer Ole Bredahl, - bønder, fiskere og vognmænd. Sådan har det altid været. Men vi må holde op med at beklage os, for vi kommer ingen vegne med det. Vi har selv valgt vores levevej, og kan vi ikke stå distancen under de nuværende forhold, må vi finde på noget andet. Vil vi blive, må vi tage kampen op og forholde os til hverdagen på en rationel måde. Sørge for at få tingene til at gå.
Ingen røde talBredahl Transport har aldrig kørt med røde tal.
- Og vi kommer heller aldrig til det, - for inden da har jeg solgt de biler fra, som skaber problemerne lyder det bestemt fra Ole Bredahl. - Jeg har den indstilling, at jeg siger til kunden, at transporten koster det og det. Vil han ikke betale prisen, beder jeg ham henvende sig til en anden vognmand, for jeg vil ikke køre hans gods og samtidig sætte penge til. Hvis han vælger mig alligevel, ved han til gengæld, at vi udfører transporten præcist og sikkert. Og med et smil. Og jeg synes jeg fornemmer en svag tendens til, at transportkøberne godt vil betale for kvalitet. Jeg synes, jeg kan mærke at udviklingen er på vej.
En sliderNår Bredahl Transport kører så godt, er det ingen tilfældighed. Ole Bredahl har konstant det forkromede overblik.
- Jeg har i dag syv biler og syv utroligt dygtige chauffører. Halvdelen af godset består af køkkener, mens den anden halvdel groft sagt er vindmølledele og 5.000 til 6.000 paller brænde om året. Jeg styrer alt selv, planlægger kørslerne, sætter bilerne op, laver regnskaber. Det er et slid, men det giver også et godt overblik, så jeg hurtigt kan ændre ting, hvis det kræves.
Og selvom man ikke skulle tro, der var tid til overs, så kan Ole Bredahl ikke se problemer i ved siden af arbejdet at dyrke sine hobbies. Formandskabet for den lokale fodboldklub fylder ham med glæde og han søger for, at Bredahl Transport sponsorerer Blue Power og Bambino, et par gedigne traktorer, der er tunede til henholdsvis 5.500 og 6.000 omdrejninger. De har nogle af Europas stærkeste dieselmotorer på mellem 2.000 og 3000 hk. - Selv kalder han dem "sine blå bæster".
Næste år bliver godt
Men tilbage til arbejdet. Ole Bredahl har først fra i sommer faktureret dieseltillæg på sine fakturaer. - Det var forkert, at jeg ikke gjorde det tidligere, men jeg mente ikke, det var rimeligt overfor kunden. Det var en fejl, - det erkender jeg nu. Og næste år bliver rigtigt godt. Andet kan jeg ikke tro. Jeg er den fødte optimist, og jeg føler stor glæde og stolthed over at udføre mit arbejde som vognmand. Jeg fyldte 40 år den 24. juli i år. Samtidig fejrede jeg ti-års jubilæum. Jeg købte ikke en ny lastbil, som mange gør, men jeg byggede en ny lagerhal på 730 kvadratmeter, og i dag er den fyldt op.
- Det er et godt tegn, lyder det fra Ole Bredahl.
-----