Forbedring i forhold til den gamle Magnum
DXI 12 motoren kører mere økonomisk end den gamle Mack motor
Der er tale om en forbedring i brændstofforbruget, når vognmand Hans Tang fra Fårvang i Midtjylland sammenligner forbrugstallene på sine nye Magnum med den 12 liters DXI motor på 480 hk fra Powertrain og den tidligere Magnum med den gamle MACK motor på 470 hk.
- Den nye Renault Magnum kører op i mod 200 til 300 meter mere pr. liter brændstof, siger Hans Tang til Trans Inform.
Gennemsnitlig ligger forbrugstallet på den nye Magnum, der er en to-akslet multitrækker, på 3,3 km til 3,4 km pr. liter brændstof. Vognmanden kører fortrinsvis i Danmark med sin Magnum, hvor der losses og lastes trailere, der trækkes til terminaler og færgehavne.
GearskiftetMagnumen er udstyret med Optidrive II og Optifuel, der er henholdsvis en gearkasse med automatiseret gearskifte (Renaults udgave af I-shiftgearkassen fra Powertrain) og en motorstyring, der går ind og hæver det maksimale moment, når der lige er brug for lidt flere kræfter i det høje gear.
Det betyder at motoren får ca. 200 Nm/ 40 hk mere, og det betyder, at man ofte kan undgå at robotten i gearkassen skal skifte et gear ned for at komme over en bakke.
Som bekendt betyder gearskifte ofte tab på brændstofkontoen. Magnumen er gearet så den ved en hastighed på 90 km i timen har et omdrejningstal, som ligger på 1304 omdrejninger i minuttet, en forholdsvis høj gearing, der dog må anses for at være velegnet ved kørsel i Danmark.
Vognmanden siger at han er meget tilfreds med sin nye Renault Magnum, der kører fint, og som har et godt udstyret førerhus med et godt sæde.
Hans Tang regner med at brændstofforbruget bliver endnu bedre, når Magnumen har kørt en halv hundrede tusinde km og er godt kørt til.
-----