Kampen om formularerne ? the battle of the forms ? udkæmpes dagligt i erhvervslivet og går i korthed ud på, hvilket firmas forretningsbetingelser, der skal lægges til grund, når/hvis parterne bliver uenige om dette eller hint.

Kampen udkæmpes bl.a. indenfor salg af transportydelser, og man kan jo her blot tænke på speditørernes henvisning til egne formularer/standardbetingelser, NSAB 2000, qua henvisningen til de mere byrdefulde regler i form af henvisning til disse på speditørens brevpapir.

Indenfor køb og salg af lidt mere håndgribelige ting og sager ? indenfor juraen betegnet "løsøre" ? vil de fleste firmaer med respekt for sig selv være udstyret med såvel et sæt salgs og leveringsbetingelser som indkøbsbetingelser, og en mangelssag om det relevante produkt starter ofte med en undersøgelse af, hvem der har fået affyret "the last shot" eller med andre ord, hvis betingelser, der skal lægges til grund. Indenfor køberetten er dette særligt relevant, idet netop køberetten er deklaratorisk, hvilket vil sige, at dels de internationale køberetsregler, CISG, og den danske købelov er fravigelig, hvorfor det aftalte får en afgørende betydning.

Denne problematik var eller rettere kunne være blevet en del af et større sagskompleks, da Sø & Handelsretten for nylig skulle træffe afgørelse i en sag, hvor et dansk rederi af en tysk pumpeleverandør havde indkøbt to pumper, og hvor der efter installeringen opstod revner i den indre flange, som pumpeenheden blev båret af.

Sagen vedrørte i al væsentlighed spørgsmålet, om denne revne skyldtes en mangel i den af leverandøren leverede enhed eller om den skyldtes påvirkninger udefra i form af belastninger som følge af den måde, hvorpå enheden blev installeret i forbindelse med påvirkninger af enheden med skibets bevægelser.

Sagen tog sit udspring, da rederiet besluttede sig for at forbedre skibet Dana Minervas manøvremuligheder ved installation af to thrustere af typen SPJ 220 T Schottel Pump Jet i skibets bund. Rederiet afgav købsordre den 5. november 1998 med aftalt levering i uge 12 1999. Af købsordren fremgik bl.a., at købsordren, Rederiets standardbetingelser og Leverandørens nærmere angivne tekniske specifikationer, VBI-B3390/98 skulle udgøre aftalegrundlaget. Prisen for schottelerne var DEM 885.000. Schottelerne skulle inspiceres og godkendes i overensstemmelse med Leverandørens nævnte tekniske specifikationer.

Af Rederiets standardbetingelser fremgik, at Leverandøren "garanterer, at leverancen ? er i overensstemmelse med specifikationer angivet i købsordren, ? er af førsteklasses kvalitet og standard samt fejl- og mangelfri i enhver henseende og ? opfylder det eller de formål ? som må forventes at skulle opfyldes ved varens brug."

Endvidere var i leveringsbetingelserne om produktansvar angivet, at sælgers ansvar "forvoldt ved defekter ved hans varer, bestemmes af dansk ret om produktansvar".

Den pågældende schottel havde en diameter på 2,7 m og dermed en omkreds på ca. 8,5 m. Schottelen var nærmest beskrevet i de tekniske specifikationer:

"The Schottel-Pump-Jet has been developed as a main drive or as a manoeuvring aid for extremely shallow draft and flat bottom vessels to provide full trust in any direction over 3600 arc.

Force Instituttet, der var bedt om at afgive erklæring i sagen foretog dels visuelle undersøgelser, trækprøvninger, SEM-undersøgelser og en metallografisk undersøgelse, og konkluderede herefter, at undersøgelsen viste, at revnen skyldtes et sprødbrud med trinvis udbredelse langs den skarpe kant på ringen ved bolteflagen. Normalt udbreder sprødbrud sig i et trin gennem hele materialetykkelsen; men aktuelt måtte belastningssituationen have gjort det muligt for revnen at udvikle sig trinvist.

Under besøget hos Leverandøren blev radius ved kanten på bolteflangen ændret til brug på de nye ringe, hvilket ville øge både udmattelsesstyrke og statisk styrke af emnet. Force anså det imidlertid for tvivlsomt at bruge et materiale med så ringe slagsejhed som GGG-50 til ringen.

Den 27. februar 2002 indtraf på ny havari i Dana Minervas schottelrum, denne gang som følge af den skade på den yderste del af flangen på forreste schottel. Havariet skyldtes, at boltene der fastholdt flangen og dermed schottelen var blevet forstrakt. Der gjordes ikke krav gældende i anledning af dette havari.

Da sagen blev indbragt for Sø & Handelsretten blev den tyske leverandør stævnet af såvel rederiet som dettes forsikringsselskab, der som kaskoforsikrer havde udbetalt et beløb på 4.911.405 kroner. Herudover ønskede rederiet selv at få udbetalt 2.896.895,77 kroner for bl.a. udgifter til et erstatningsfartøj og til besætning. Leverandøren påstod frifindelse.

De to sagsøgere anførte i retten, bl.a. og særligt om de overordnede spørgsmål, at Leverandøren havde leveret de to schotteler til Dana Minerva, der bl.a. omfattede den indre flange ? den flange, som schottel-endheden blev båret af efter installationen. Denne flange udgjorde en integreret del af Leverandørens leverance og var designet og fabrikeret af Leverandøren.

Rederiets standardbetingelser fastsatte, at sælger (Leverandøren) "garanterer, at leverancen [?] var af første klasses kvalitet og standard samt fejl- og mangelfri i enhver henseende og opfyldet det eller de formål [?] som må forventes at skulle opfyldes ved varens brug." Endvidere var det i leveringsbetingelserne om produktansvar angivet, at sælgers ansvar "forvoldt ved defekter ved hans varer bestemmes af dansk ret om produktansvar."

Den af Leverandøren leverede enhed var mangelfuld, idet schottelens flange revnede i 95 pct. af sin omkreds, og således ikke havde haft den styrke, der var påkrævet for at kunne modstå de kræfter, der måtte forventes under skibets sejlads. Skibet var og er klassificeret til sejlads over hele verden, og de vejrforhold skibet kom ud for umiddelbart før havariet, var ikke værre end hvad der kunne forventes. Inden havariet lå skibet underdrejet pga. kuling, hvorved belastningen på skibet selvsagt havde været begrænset.

Sagsøgerne anførte endvidere, at Leverandøren allerede på dette grundlag var "præsumptivt erstatningsansvarlig" dels for så vidt angik skaden på selve schottelen (mangelsansvar), dels for så vidt angik sagsøgernes øvrige tab og omkostninger (produktansvar). Leverandøren burde have sikret, at enheden i enhver henseende var dimensioneret til at modstå de søværts kræfter.

Leverandørens ansvar bekræftedes af de foretagne analyser af årsagen til, at flangen revnede, viste at flangen var udført med en meget skrap kant og ikke med en passende afrunding. Dette har medført en så betydelig svækkelse af flangens brudstyrke, at det havde været årsag til, at flangen ikke havde kunnet modstå kræfterne i forbindelse med skibets bevægelser i søen ? primært slagpåvirkninger (slamming pressure) der særligt opstod, når skibets bund, og dermed også schottel-hullerne, slog hårdt mod vandoverfladen. ?.

Leverandøren gjorde på sin side gældende, at sagsøgerne ikke havde godtgjort at de to Schottel Pump-Jets var behæftet med mangler, og at sagsøgerne ikke havde godtgjort, at Leverandøren skulle bære ansvaret for sagsøgernes tab.

Der var enighed om, at Leverandørens produkter opfyldte alle specifikationer og krav stillet af Rederiet og dennes rådgivere, ligesom alle Leverandørens produkter var godkendt af DNV.

Leverandørens produkter opfyldte således alle de aftale betingelser for denne leverance. Rederiet forestod selv installation og montering i skibet.

Der var enighed om, at der blev konstateret skade på den forreste schottel, men ikke at skaden skyldtes mangler ved Leverandørens produkt.

Sagsøgernes ensidigt indhentede erklæringer fra Force Instituttet var behæftet med sådanne forbehold og misforståelser, at de end ikke i begrænset omfang ville kunne tillægges bevisværdi. På et sted hed der: "The fracture surface has been difficult to evaluate due to heavy corrosion from seawater", på den næste side: "The fracture seemed to have had a stepwise propagation i.e. it dos not show any signs of fracture caused by a single heavy mechanical overload?" og på næste side igen: "The fracture surface showed a clear brittle fracture pattern (cleavage cracking) in stereo microscope".

Leverandøren anførte videre, at sagsøgernes rapporter byggede på teoretiske beregninger, mens Leverandøren på grundlag af de faktiske realiteter, bekræftet af foretagne simuleringer, tværtimod havde godtgjort, at årsagen til havarierne var det svage forskib og således ikke de leverede schotteler som erkendt opfyldte alle specifikationer og krav stillet af Rederiet.

Havariet den 20. marts 2000 og den 27. februar 2002 vedrørte begge den forreste Schottel Pump-Jet som af Rederiet blev placeret i forskibet, så spantet måtte gennemskæres både tværs og langskibs. Den agterste schotteler blev placeret mellem spanterne og havde ikke været udsat for havarier. Efter forstærkningen af forskibet i april måned 2002 havde der ikke været yderligere problemer med nogen af de to schotteler.

Det var således godtgjort, at havarierne skyldtes Rederiets egne svækkelse af forskibet på Dana Minerva, og at utætheden i den forreste schottels flange var resultatet af installationen og monteringen, og altså ikke årsagen til havarierne.

Efter at Rederiet havde reklameret over for Leverandøren den 22. marts 2000, blev de reparationer der kræves erstatning for under nærværende sag, udført, og Rederiet betalte Leverandørens fakturaer i den anledning, i alt 1.347.720 kroner uden indsigelser og uden tilbagesøgningsforbehold.

Sagsøgernes erstatningsopgørelse blev bestridt for så vidt angik tidstabet. Det var ikke godtgjort, at omkostningerne til lønninger mv. var nødvendige eller erstatningsberettiget. Besætningen måtte antages at kunne have foretaget sit et eller andet i arbejdstiden. Endvidere blev Rederiets krav i forbindelse med indchartring af et "replacement vessel" bestridt. Det var ikke godtgjort hvorvidt og i hvilket omfang denne indchartring var nødvendig i henhold til Rederiets' kommercielle forpligtelser, og vilkårene herfor forelå ej heller oplyst. Leverandøren var ikke involveret i eller i øvrigt blot orienteret om indchartringen af denne tonnage. Sagsøgerne havde ikke oplysts og dokumenteret hverken forhandlingsforløbet eller markedsvilkårene.

Sø & Handelsretten slog indledningsvis fast, at skaden udgik fra flangen flangen på den af Leverandøren leverede schottelenhed, der efter aftalen og dens selvfølgelige forudsætninger skulle kunne anvendes på Dana Minerva under de udefra kommende påvirkninger som dette fartøj ville blive udsat for. Det måtte efter Force Instituttets erklæring vedrørende betydningen af den skarpe kant med kærvvirkning være mest nærliggende at antage, at skaden skyldtes en række påvirkninger som følge af dette forhold, der var udtryk for en mangel ved det af Leverandøren leverede produkt. Manglen bestående i kantens utilstrækkelige afrunding måtte anses for væsentlig og udtryk for en konstruktiv fejl ved schotteenheden. Der var efter de oplysninger, der var i forbindelse med installationen, ikke holdepunkter for den antagelse, at skibets konstruktion blev svækket i forbindelse hermed.

Retten havde ved denne vurdering lagt Force Instituttets observationer og antagelser vedrørende flangen til grund. Det måtte efter oplysningerne om, hvorledes Force Instituttet blev sat på opgaven antages, at der i hvert fald var enighed mellem partnerne om, at instituttet foretog undersøgelserne i flangen og meddelte resultatet heraf til brug for parterne. Det måtte endvidere indgå i overvejelserne, at Leverandøren, efter at resultatet af disse undersøgelser forelå, ikke havde søgt at tilvejebringe undersøgelserne eller vurderinger foretaget af uafhængige tredjemænd og heller ikke havde fået foretaget syn og skøn.

De beregninger og analyser, der var fremlagt af Leverandøren til støtte for den antagelse, at skade skyldtes ekstraordinære påvirkninger af enheden fra skibet i forbindelse mest "slamming", hvilke påvirkninger skulle stå i forbindelse med en svækkelse af skibets konstruktion, blev bestridt af sagsøgerne. Beregningerne og analyserne var ikke underbygget af uafhængig sagkundskab, og de blev imødegået med overbevisende styrke, navnlig af Force Instituttet, men også af DNV og Knud E. Hansen.

Det kunne ikke føre til ansvarsfrihed for Leverandøren, at afrundingen på 0,2 mm kunne udlæses af visse tegninger, som havde været forelagt køberen og godkendt af dennes klassificeringsselskab.

Af disse grunde og i tilslutning til det af sagsøgerne anførte kom retten derfor til det resultat, at Leverandøren var ansvarlig for de skader, der indtrådte som følge af fejlen ved schottelenheden. Retten kunne tiltræde, at sagsøgernes tabsopgørelse, også på de punkter var bestridt af Leverandøren. Der var ikke fremkommet oplysninger, der gav grundlag for at tilsidesætte den troværdige og veldokumenterede opgørelse også af de bestridte udgifter.

Både rederiet og dettes forsikringsselskab fik herefter fuldt medhold i sagen.

-----