De små skal med i boomet
Derfor er det vigtigt at styrke den mindre skibsfart og skabe både tilgang af unge, som har lyst til at være med i et spændende erhverv og at sikre, at også nye iværksættere får mod på at bevæge sig ind i branchen. De store har også været små engang.
Men som på alle andre områder er der også konkurrence. Den danske nærskibstrafik er i hård konkurrence med andre nationer, som har bedre vilkår for finansiering af skibe, og her må danske redere stilles lige, hvis de skal kunne udnytte potentialet for også den mindre skibsfart. Smertensbarnet er finansieringen af den nødvendige moderne og konkurrencedygtige tonnage.
Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen er som minister for søfarten gået stærkt ind i ønsket om at gøre dansk skibsfart til den førende i Europa og lover at gøre sit til at rammerne bliver gode og alle muligheder bliver endevendt.
Og politisk er der bred opbakning til, at dansk søfart og den mindre skibsfart skal have muligheden for at blomstre ? nu chancen er der. På det felt er der ingen slagsmål mellem partierne, så man kunne håbe, at det lykkes at skabe en brugbar finansieringsvej.
Tiden må være moden til at lægge de gamle anparts-reflekser på hylden, så vi kan få en professionel model, så flere seriøse investorer kan komme med.
-----