Stk. 2. Om de mangler, transportøren har opdaget, skal denne underrette afsenderen. Transportøren har ikke pligt til at transportere godset, medmindre denne med rimelige midler kan gøre det egnet til transport. "

Bestemmelsen foreskriver alene en kontrolforpligtelse, mens ansvaret for, at emballering og indpakning er tilstrækkelig, stadig påhviler afsenderen, uanset evt. manglende kontrol. Sker der imidlertid skade på andet gods eller personer pga. mangelfuld emballering, er bortfragteren ansvarlig, såfremt denne mangel kunne have været undgået ved transportørens kontrol.

En svensk højesteretsdom har tidligere fastslået, at transportøren er forpligtet til at foretage en undersøgelse af stuvningen i en trailer, når han har eller burde have mistanke om mangelfuld stuvning, og transportøren blev derfor ansvarlig for skade på andet gods som følge af dårlig stuvning i den pågældende trailer.

Disse principper er netop blev anvendt af Vestre Landsret i en sag, der drejede sig om, hvorvidt et rederi er erstatningsansvarligt for skade på gods, opstået under transport af godset fra Danmark til Grønland i februar 2002.

Rederiet udførte linjetrafik, herunder søtransport af gods mellem Danmark og Grønland. Den 31. januar 2002 modtog Rederiets afdeling i Aalborg en færdigpakket såkaldt 20 "flatrack"-container (FCL) til transport fra Aalborg til Maniitsoq, Grønland. Containertypen er åben på top og to sider og forsynes ved pakningen med presenning eller anden nødvendig beskyttelse af godset.

Pakningen af omhandlede gods, byggematerialer bestående af krydsfiner og rockwool, var foretaget af Speditøren, der også havde booket godstransporten hos Rederiet og indleveret godset ved Rederiets terminal på Aalborg Havn. Containeren blev på Rederiets vegne af et stevedorefirma lastet som dækslast på skibet M/S Irena Arctica.

Afskibning fandt sted d. 6. februar 2002 fra Aalborg, og godset ankom planmæssigt til Maniitsoq d. 15. februar 2002. Ejeren af godset gjorde ved afhentningen indsigelser mod godsets tilstand, idet dette var vandskadet.

Under den senere sag konstaterede en taksator bl.a. at godset havde hvidt udtræk på krydsfineren, som stammede fra havvand.

Den 21. februar 2002 indgav godsets ejer skadesanmeldelse til Rederiet.

Vareejeren fik udbetalt en erstatning på 65.700,83 kroner af sit forsikringsselskab, og forsikringsselskabet sagsøgte herefter Rederiet ved byretten i Aalborg for et beløb, der af forskellige årsager blev opgjort til kr. 52.933,39.

Den medarbejder, der hos Speditøren stod for håndtering af det pågældende gods, forklarede, at man besluttede at pakke det på en såkaldt flatrack, der er en åben container. Dette skyldtes, at godset på grund af dets dimensioner ville kræve 2 lukkede containere, mens det på flatrack kun krævede én container. En flatrack er åben i siderne, hvorfor gods bredere end flatracken kan transporteres uden problemer. Fremgangsmåden blev valgt, fordi den var den billigste for kunden.

Benyttelsen af flatrack betød, at godset - der var ømtåleligt for vejrliget - skulle transporteres under dæk for at være beskyttet mod vind og vejr. Vidnet tog kontakt til Rederiets containergate, som er sidste led i Speditørens håndtering af godset. Kontakten skete telefonisk, og vidnet oplyste med henvisning til godsets fragtbrevsnummer, at godset skulle transporteres under dæk. Han husker ikke, hvem han talte med under denne telefonsamtale. Det var dengang sædvanligt at informere gaten telefonisk om særlige ting i forbindelse med godstransporten.

Vidnet så godset emballeret, før det blev afleveret til Rederiet til afskibning. Det stod med presenning over, der ikke dækkede helt til flatrackens bund, men manglede ca. 25-30 cm. Man kunne derfor se, at der var tale om en krydsfinerlast, som er uegnet til at laste over dæk.

Lagerchefen hos Speditøren, der bl.a. havde ansvaret for styring af pakning af gods forklarede i retten, at det naturligvis var sådan, at godset ved pakning på flatrack var skrøbelig for vind og vejr og ikke egnet til transport over dæk.

Godset blev pakket på flatrack og dækket med presenning, der knap dækkede siderne, idet der manglede ca. 30-40 cm. Det kunne derfor ses, at godset bl.a. bestod af krydsfiner. Det fremstod som en sædvanlig indpakning til få dages ophold på kaj og derefter transport under dæk. Hvis søtransport skulle have fundet sted over dæk, skulle godset have været transporteret i lukket container for at være vandbestandigt.

En medarbejder hos rederiet - sektionslederen i bookingafdelingen ? fortalte i retten at såfremt en kunde ønsker godset transporteret under dæk, kræver dette bestilling, som Rederiet giver videre til sin stevedorepartner, der betjener godset ved gaten og har kontakten til skibet. En bestilling af transport under dæk bekræftes telefonisk og påføres booking og senere fragtbrev.

Vidnet har ikke kendskab til den aktuelle sag, men kan bekræfte, at der i hele 2001 samt de første 3 måneder af 2002 samlet blev afgivet 1.576 FCL-bestillinger fra Speditøren, hvoraf 57 var på flatrack. I 5 af disse tilfælde var der fremsat ønske om transport under dæk.

Byretsdommeren, der i første omgang skulle afgøre sagen lagde vægt på, at flatrack-containere kun i få tilfælde årligt transporteredes under dæk af Rederiet, og at Rederiets almindelige forretningsgang var sådan, at en bestilling af transport under dæk ville fremgå af godspapirerne. På denne baggrund, og da sagsøgers påstand om, at en mundtlig aftale af et sådant indhold var indgået med Rederiet, alene støttes på en medarbejders forklaring, og ikke i øvrigt er underbygget ved sagsøgers bevisførelse, tages denne ikke til følge.

Om de af sagsøger i anden række fremsatte anbringender bemærkede retten om Rederiets almindelige transportansvar for stykgods, at en transportør som udgangspunkt er ansvarlig for tab som følge af skade påført gods i sin varetægt - dvs. perioden fra modtagelsen af godset indtil udleveringen til modtageren - medmindre transportøren godtgør, at tabet hverken helt eller delvist skyldes culpøse forhold hos denne, jf. sølovens § 275, stk. 1 og 3, jf. § 274.

Som grundlag for vurderingen af Rederiets forhold indgik transportørens generelle pligt til på godsejerens vegne at tage vare på godset, jf. sølovens § 262, og pligten til i rimelig udstrækning at undersøge godsets pakning, jf. sølovens § 256, stk. 1, 1. pkt. Rederiet var i overensstemmelse med sine almindelige transportbetingelser, jf. pkt. 9.1, § 1, ubestridt berettiget til at vælge at transportere flatracks på dæk, hvorfor transporten ikke foregik i strid med aftalegrundlaget, jf. sølovens § 263.

Retten fandt på baggrund af bevisførelsen at måtte lægge til grund, at det omhandlede gods var ømtåleligt for vejrliget, og at pakningen af godset som af Lagerchefen forklaret skete med den forudsætning, at godset skulle kunne tåle få dages ophold på kaj, og derefter transport under dæk. Efter vidnernes forklaringer var godset således ubeskyttet af presenning på de nederste ca. 30 cm og godset derfor synligt.

Da det således ved en umiddelbar og visuel, ydre besigtigelse kunne konstateres, at ømtåleligt gods var ubeskyttet, burde Rederiet have iværksat en nærmere undersøgelse af, hvorvidt godset var tilfredsstillende pakket til dækstransport til Grønland på det givne tidspunkt af året, før man valgte denne placering af godset. Ved at undlade dette fandtes Rederiet at have tilsidesat sin undersøgelsespligt, idet bemærkes, at det i denne sammenhæng findes uden betydning, hvem der har pakket godset.

Det måtte videre efter bevisførelsen antages, at vandskaden på godset indtrådte, mens det var i Rederiets varetægt. Rederiet fandtes ikke at have sandsynliggjort, at skaden ikke udelukkende var en følge af den utilstrækkelige pakning og den deraf følgende saltvandsindtrængning under søtransporten på dæk.

Da det i øvrigt af Rederiet anførte ikke kunne føre til andet resultat, fandt byretsdommeren, at Rederiet herefter var erstatningsansvarligt for skaden på godset og fastsatte erstatningen til 43.700,83 kroner, hvilket svarede til rederiets subsidiære påstand.

Rederiet ankede sagen til Vestre Landsret, og delte de tre dommere sig i to lejre. To af dommerne indledte med at lægge vægt på Lagerchefens forklaring om, at godset blev pakket med henblik på transport under dæk, og at det beroede på en fejl hos Speditøren, at der hos Rederiet ikke blev booket transport under dæk. Det måtte endvidere lægges til grund, at godset ikke var forsvarligt pakket til transport på dæk.

Det var ubestridt, at Rederiet efter selskabets fragttarif, pkt. 9.1, § 1, sammenholdt med sølovens § 263, stk. 1, kunne vælge at transportere godset på dæk.

Den kontrol af godset, som foregik hos Rederiet, og som ifølge et af vidnernes forklaring ikke omfattede kontrol af pakningen, førte ikke til, at Rederiet valgte transport under dæk.

Efter bevisførelsen, herunder navnlig taksatorens forklaring, måtte det lægges til grund, at krydsfineren var beskadiget af saltvand, og at skaden således var sket under transporten til Grønland.

Det fremgår af sølovens § 262, stk. 1, at transportøren skulle udføre transporten med behørig omhu og hurtighed, tage vare på godset og i øvrigt varetage vareejerens interesser fra modtagelsen til udleveringen af godset. Ifølge sølovens § 256, stk. 1, 1. pkt., skal transportøren i rimelig udstrækning undersøge, om godset er pakket sådan, at det ikke kan beskadiges, og efter bestemmelsens stk. 2 skal transportøren underrette afsenderen om de mangler, denne har opdaget, men har ikke pligt til at transportere godset, medmindre transportøren med rimelige midler kan gøre det egnet til transport. Det forhold, at Speditøren, som havde pakket godset for vareejerens regning, havde begået en fejl ved at undlade booking under dæk, kunne efter ordlyden af disse bestemmelser ikke ændre Rederiets forpligtelser over for vareejeren.

Det var herefter afgørende for vurderingen af Rederiets ansvar som transportør i medfør af sølovens § 275, om undersøgelsespligten efter § 256, stk. 1, var iagttaget.

Efter Lagerchefens forklaring om, at godset ikke var pakket til transport på dæk, at godset alene var delvis dækket af en tynd presenning, og at de nederste 30-40 cm af krydsfineren var udækket, sammenholdt med forklaringen om, hvorledes byggematerialer normalt er pakket, måtte landsretten lægge til grund, at en ydre besigtigelse af flatracken burde have givet personalet hos Rederiet anledning til mistanke om, at pakningen ikke var forsvarlig til transport på dæk.

Da Rederiet ikke havde rettet henvendelse til Speditøren om manglerne ved emballeringen, jf. sølovens § 256, stk. 2, men valgte at udføre transporten på dæk, havde Rederiet ikke godtgjort, at selskabet ikke var ansvarligt for skaden jf. sølovens § 275.

Disse to dommere ville derfor stadfæste dommen, hvilket også blev resultatet, da de jo af gode grunde var i flertal.

Den tredje dommer mente ikke, at Rederiet havde tilsidesat sin undersøgelsespligt, og henviste i den forbindelse til, at ifølge fragtbrevet indeholdt flatracken "almindeligt gods", og godset var angivet som "byggematerialer". Efter Lagerchefens forklaring var godset hos Speditøren blevet dækket med en tynd presenning, og godset var surret med bånd både oven på og under presenningen.

Transportørens forpligtelse, jf. sølovens § 256, stk. 1, er begrænset til en kontrol af godsets pakning »i rimelig udstrækning«. Når henses til, at godset over for transportøren var oplyst til generelt at være byggematerialer, der i visse tilfælde godt kan transporteres på dæk, og at flatracken af Speditøren var surret både oven på og under presenningen, findes Rederiet ikke at have tilsidesat sin undersøgelsespligt, jf. sølovens § 256, stk. 1. Jeg finder det uden betydning, at de nederste 30-40 cm af godset ikke var dækket af presenning.

Men som allerede nævnt blev Rederiet dømt.

-----