Regler giver langsommere luftfragt
Det er indtrykket, at der har været stor forståelse for disse synspunkter hos toldmyndighederne, og at der opnås enighed om egnede løsninger, lyder det fra speditørernes fagudvalg, som også har haft stor opmærksomhed på de nye krav fra Statens Lufthavnsvæsen i relation til sikkerheden. Dels drejer det sig om rettelser til "Regler for sikkerhedsgodkendte fragtoverdragere",
hvor speditørerne skal foretage stikprøvekontroller på 1 procent af alle forsendelser fra kendte kunder, og dels om forbuddet mod videregivelse af oplysninger om flydetaljer.
- Der er afholdt møder og korresponderet i disse sager, og der arbejdes fortsat på en løsning, hvor der lægges vægt på ensartede vilkår landene imellem. Indtil videre har speditørerne måttet acceptere disse regler, og det synes på mange områder nu at være fundet et acceptabelt leje, vurderer speditørerne.
De konstaterer, at SAS Cargos nye IT-system, der tidligere har skabt store problemer og udløst betydelige omkostninger for luftfragtspeditørerne, nu i al væsentlighed synes at fungere tilfredsstillende.
Dokumentation manglerDe stigende oliepriser har resulteret i stærkt stigende fuel surcharge hos flyselskaberne. Således udgør fuel surcharge nu 4,5 kr. pr. kilo. Det har ikke været muligt at få dokumentation for disse omkostninger hos flyselskaberne, hvilket er klart utilfredsstillende i forhold til at kunne informere kunderne på en professionel og tillidsvækkende måde, påpeger speditørerne, og nævner, at sikkerhedsforanstaltningerne i lufthavne tilsvarende har skabt øgede omkostninger.
Security udgør nu 1,50 kr. pr. kilo gods.
På farligt gods-området har fagudvalget drøftet underskrivelse af certifikater på kundernes vegne. Her kommer udvalget med en klar anbefaling:
Man skal ikke underskriver sådanne certifikater. Mange anbefaler at lade tredjemand forestå denne opgave, idet transport af farligt gods er både omkostningskrævende og
kompliceret. Speditørerne har uddannede personer til varetagelse af opgaverne, men vi kan ikke underskrive på vegne af vore kunder, fastslår udvalget som også har drøftet Statens Lufthavnsvæsens gebyrpolitik, det SLV nu opkræver 1.340 kr. pr. kontor.
Selv om der er tale om en ny afgift, må det fastslås, at SLV har lovgrundlag for en sådan opkrævning, idet erhvervene traditionelt bærer egne omkostninger til kontrol, lyder det fra fagudvalget.
-----