Fluen var rigtig syg. Den lå trist og umattet i sin vindueskarm på vognmandens kontor. Intet interesserede den længere. Det nok hjertet tænkte den. Den havde hørt at den slags ligefrem kunne være livstruende. Måske havde den fået en blodprop. I hvert fald havde den hørt i radioen på kontoret, at stress kunne føre til hjerteproblemer - og fluen havde netop været igennem en forfærdeligt stressende periode.

Det begyndte da vognmanden pludselig skulle være sund. Vægttab, ingen kiks, intet wienerbrød, en ribbe opsat på væggen, og gudhjælpemig om ikke han var begyndt at lave armbøjninger på gulvet. Fluen havde rystet på hovedet.

Af alle chefens ideer var denne vist den værste. Han havde før været på kur, men nu. Det mest spændende han indtog var gulerødder og rå peberrod

Fluen burde have anet uråd allerede da chefen talte med bogholderen om, at det var på tide, at hele firmaet var lidt mere fokuseret på sundhed og trivsel. Der var begyndt at komme lidt rigeligt med sygedage i visse perioder

- Det er et rent tilfælde. Arbejdsmoralen er faktisk meget høj her i firmaet. Ingen lægger sig uden grund. Og sygdom er hver mands herre, sagde bogholderen som for at sætte punktum for den diskussion.

- Ok, men jeg tænker mest på sundhed på samme måde, som når vi diskuterer miljø og kvalitet og den slags. Og det var jo ikke engang mig der foreslog rygepolitik, det var jo personalet selv.

Bogholderen nikkede. Han havde ikke glemt de hidsige sammenstød, som pludselig brød ud blandt ellers så gode kolleger, selv om alle på overfladen syntes, at det var ok med nogle ryge-regler.

Fluen tænkte på dengang vognmanden holdt op med at ryge. Da havde han været olm ind imellem, men til gengæld åd han slik i lange baner, så der var i det mindste faldet noget af også til insekt-siden.

- Det gør ikke noget, at folk fornemmer, at vi også interesserer os for deres ve og vel. Det fremmer arbejdsglæden. Og jeg havde ikke tænkt mig, at vi skal gøre noget større nummer ud af det - det skal jo ikke være et tiltag, som bringer os til tiggerstaven.

Bogholderen rystede på hovedet: - Du kan jo ikke selv fordrage, at nogen fortæller dig, hvad du skal gøre og ikke gøre. Og du har jo ikke den store respekt for eksperter eller sundhedspecialister.

- Jo, jeg anerkender i allerhøjeste grad behovet for eksperter - så længe de ikke misbruger deres ekspertise til at politisere og føre deres egne private meninger frem som fakta. Og jeg kender tilfældigvis en god kostekspert og motionstræner, havde chefen argumenteret.

Men bogholderen havde ramt ham på et ømt punkt. Omkostningerne. De skulle altid holdes nede overalt, hvor de måtte dukke op.

- Desuden har vi jo lige haft alle de møder om de nye indviklede arbejdstidsregler og kørehvile tid for chaufførerne - og hele kampagnen om fokus på færdselssikkerheden og det nye miljøstyrings-projekt og omlægningen af bogholderiet.

- Ja, men....

- Og det er jo ikke længe siden, at vi gennemførte "hold firmaet rent"-kampagnen og vi havde anden del af efteruddannelses-programmet og salgskurset og engelsk-undervisningen....

- Stop, stop, sagde vognmanden. - Jeg har forstået. Men du må da indrømme, at vi faktisk har fået resultater ud af vores forskellige programmer. Når jeg tænker på, alt det besvær vi havde med at få alle til at tænke på miljø, så var jeg da ved at overveje, om vi var ved at gå for langt. Men i dag er det jo en selvfølge, at folk tænker i de baner. Det samme med energibesparelserne. Det er alt sammen en del af vores kvalitet.

Fluen syntes nu ikke, at den havde ændret adfærd i større omfang bortset fra at hold-rent kampagnen havde betydet færre krummer i en periode.

- Ja, men du er nok ikke blind for, at vi har styrtende travlt i øjeblikket. Vi har simpelthen ikke tid til den slags. Du har jo selv lige sagt, at det er ekstremt vigtigt, at vi holder fast i vores position og sikre nye kunder, nu da alting går så stærkt i erhvervslivet. Og hvad med vores nye materielindkøb?

Vognmanden nikkede. Og fluen havde slappet af igen. Men så skete det.

- Det er rigtig nok, så derfor vil jeg nøjes med selv at gå foran som et godt eksempel.

Og som altid når chefen skulle gøre noget skete det med brask og bram. Fra dag ét ændrede han sine spisevaner. Kun sunde ting. Han motionerede som en besat og fluen kunne hurtigt se, at han tabte sig og blev mere og mere frisk.

Så der var ikke så meget som en krumme til fluen. Fra morgen til aften måtte den fare rundt og afsøge den mindste mulighed. Humøret dalede og nerverne blev flossede. Hvordan skulle den skaffe den næste krumme. Måske skulle den for længst være flyttet ud i frokoststuen, men dér blev den jo jagtet.

Det så sort ud for fluen indtil den en morgen så, at vognmanden åbnede en rulle grovkiks.

- Men skal jo ikke være fanatiker, sagde vognmanden.

Og sjældent havde fluen været så glad. Den så anerkendende på chefen. Der er krummer i den mand, tænkte den.

-----