Ikke helt enkelt med forenkling
HTS er glad for at EU-Kommissionen satser på regelforenkling, men gør opmærksom på, at også indviklede regler, kan være forenklende
Regelforenkling skal gøre EU mere gennemsigtig og bringe Unionen tættere på befolkninger og virksomheder, mener Kommissionen, som netop er kommet med
en oversigt, der i overskrifter nævner de emner, man vil underkaste en regelforenkling i de kommende år.
- HTS hilser Kommissionens initiativ velkommen. Vi ser gerne et mere gennemskueligt EU uden for mange bureaukratiske regler. Samtidig gør vi dog opmærksom på, at selv en kompliceret EU-lovgivning i sig selv godt kan virke forenklende, idet EU-lovgivningen erstatter 25 landes nationale særregler. Der er derfor mange områder, hvor mere lovgivning fra Bruxelles vil give befolkninger og virksomheder bedre betingelser. Derfor indebærer regelforenkling ikke nødvendigvis færre EU-regler.
Det siger Michael Svane, direktør i HTS, i en kommentar til Kommissionens initiativ.
En af de helt store udfordringer i EU er en ens tolkning og håndhævelse af EU-lovgivning i medlemslandene. Kommissionen mener, at den ved at gennemføre flere forordninger – der ikke giver medlemslandene mulighed for at indpasse nationale særordninger – vil fremme en ensartet fortolkning af regler og love. Det efterlader dog stadig håndhævelsen som et af de områder, hvor EU-retten bliver uens.
HTS mener at det gode initiativ om regelforenkling skal kombineres med nye lovgivningsinitiativer, der har det til fælles, at de fjerner uensartet national lovgivning. Samtidig skal der sættes ind mod uens håndhævning af gældende regler. Man skal dog samtidig passe på, at man ikke i forenklingens hellige navn gør reglerne så stive og uhåndterbare, at det helt fjerner muligheden for at tage hensyn til legitime nationale forhold. Det er en svær balance, påpeger HTS.
-----