FDL-nej til Øst-chauffører
DTL?s og ITD?s forslag om afskaffelse af kravet om arbejdstilladelser for østeuropæiske lastvognschauffører vækker harme i FDL. Her mener ledelsen, at forslaget kun vil gavne de store aktører i transportbranchen, mens danske lastvognschauffører og mindre vognmænd vil blive tabere.
- FDL er helt på det rene med, at alle kæmper med for store lønomkostninger, men det her vil kun gavne de store og vil gøre det endnu sværere for de små og selvkørende at klare sig, udtaler forretningsfører Jørgen Lægdsgaard, FDL.
En glidebaneHan påpeger, at en dispensation til lastvognchauffører vil være første skridt ud på en social og erhvervsøkonomisk glidebane.
- Det er en meget betænkelig udvikling, og man kan ikke gøre forskel, så hvis man giver dispensation for den ene gruppe, er man vel nødt til også at gøre det for andre grupper. Jeg kan levende forestille mig, hvordan tingene vil udvikle sig, hvis først udenlandske chauffører og siden vognmænd får dispensation. Jeg synes det er et spørgsmål, hvor man skal tænke sig gevaldigt om, for ved at fjerne kravet om arbejdstilladelser vil man starte en lavine, som ikke kan undgå at ramme en masse danske chauffører. Det vil i sidste instans gå ud over både den enkeltes og samfundets økonomi, siger forretningsfører Jørgen Lægdsgaard, FDL.
-----