Advokat Anders Hedetoft gennemgår i denne og følgende artikler forskellige problemstillinger vedrørende Nordisk Speditørforbunds almindelige bestemmelser 2000 (NSAB). Formålet med artiklerne er at dokumentere, at der på centrale steder er behov for en revidering af NSAB.

Der findes ikke nogen lovgivning om spedition i de nordiske lande. Speditørerne har derfor haft behov for at udarbejde et standardiseret regelsæt, der regulerer de fleste af de problemstillinger, en speditør kommer ud for under sit daglige virke. Reglerne i NSAB er derfor populært udtrykt speditørens "salgs- og leveringsbetingelser".

NSAB anvendes kun, hvis det er aftalt. Den, der påberåber sig, at der er indgået aftale om anvendelse af NSAB, har bevisbyrden - det vil typisk være speditøren. Medlemmerne af Danske Speditører er pålagt at anvende NSAB, hvorfor medlemmerne overalt på brevpapir, fakturaer, bookingbekræftelser anvender følgende tekst:

"Alle opgaver udføres i henhold til Nordisk Speditørforbunds almindelige bestemmelser (NSAB 2000). Bestemmelserne begrænser vort ansvar for bortkomst, forringelse eller beskadigelse af gods til SDR 8,33 pr. kg og for forsinkelse op til fragtbeløbet, maksimalt SDR 50.000 for hver ordre... Særlig opmærksom henledes på, at krav mod speditøren forældes efter 1 år (§ 30), og at panteretten (§ 14) omfatter såvel aktuelle som tidligere krav..."

Det er for længst slået fast af domstolene, at en transportkøber, der indgår samarbejde med en speditør, som på den anførte måde henviser til NSAB, også må acceptere, at NSAB indgår i aftalegrundlaget. Betragtningen fra domstolenes side er, at NSAB er så indarbejdet i transport- og speditionsbranchen, at man som transportkøber bør kende indholdet af reglerne i NSAB.

Som eksempel kan nævnes Højesterets dom fra 1995 i den såkaldte Mammen & Drescher-sag:

Mammen & Dreschers lagerfaciliteter nedbrændte. Virksomheden drev lagerhotelvirksomhed. Brandårsagen var uoplyst. Under det efterfølgende retslige opgør om ansvaret for branden, opstod der spørgsmål om, hvorvidt det var aftalt i forhold til en af de udenlandske ordregivere, der havde gods opbevaret hos Mammen & Drescher.

Under sagen blev det oplyst, at Mammen & Drescher havde henvist til NSAB på den ovenfor anførte måde - blot udfærdiget på engelsk. Det var endvidere oplyst, at indholdet af NSAB ikke havde været drøftet i forholdet mellem Mammen & Drescher og den udenlandske kunde. Højesteret lagde vægt på, at den udenlandske kunde var en erfaren eksportør, der under de samlede foreliggende omstændigheder burde kende til indholdet af NSAB. Sagen illustrerer, at der skal meget lidt til, førend domstolen anser NSAB for at udgøre en del af speditionsaftalen.

NSAB 2000 § 28 indeholder følgende bestemmelse:

"Ordregiveren er forpligtet til at holde speditøren skadesløs for det tab eller den skade, som forvoldes speditøren som følge af, at

a) Oplysningerne vedrørende godset er urigtige, utydelige eller ufuldstændige,

b) Godset er mangelfuldt emballeret, mærket eller deklareret, eller af ordregiveren mangelfuldt lastet eller stuvet,

c) Godset har sådanne skadevoldende egenskaber, som speditøren ikke med rimelighed kunne indse,

d) Speditøren på grund af ordregivers fejl eller forsømmelse pålægges at betale told eller offentlige afgifter eller at stille sikkerhed.

Ved afgørelsen af ordregivers ansvar i henhold til pkt. a og b, skal hensyn tages til, om speditøren trods kendskab til forholdene har godkendt eller undladt at fremkomme med indvendinger overfor ordregiverens oplysninger vedrørende godset..."

Bestemmelserne i pkt. a-c svarer stort set til forgængeren NSAB 85 § 27. Den væsentlige ændring ligger i pkt. d om det tilfælde, at speditøren pålægges at betale told eller offentlige afgifter eller stille sikkerhed.

I NSAB 85 § 27 var indeholdt et såkaldt "objektivt ansvar". Speditøren skulle altså efter NSAB 85 § 27 ikke dokumentere, at uforsvarlige forhold hos ordregiveren havde ført til, at speditørerne var blevet pålagt at betale told eller afgifter. Det afgørende efter NSAB 85 § 27 var alene, om der bestod en årsagsforbindelse mellem ordregiverens forhold og den told/afgift, som speditøren var blevet pålagt at betale. I givet fald havde ordregiveren pligt til uden videre at friholde speditøren.

Retstilstanden blev ændret ved indførelse af NSAB 2000 § 28. Nu skal speditøren bevise, at ordregiveren har begået en fejl eller en forsømmelse, og at denne fejl eller forsømmelse har medført, at speditørerne bliver pålagt at betale told/afgifter. Kan speditøren ikke bevise, at ordregiveren har begået sådan fejl eller forsømmelse, er det alene speditøren, der hænger på told-/afgiftskravet!

Denne ændring er væsentlig, hvilket blandt andet hænger sammen med, at de toldopgaver, som speditøren i dag løser, nok er mindre i omfang end tidligere, men til gengæld er blevet væsentlig mere komplicerede. For nogle år siden bistod jeg eksempelvis en kreds af fiskespeditører, der var kommet i klemme i EU's toldsystem i forbindelse med indførelse i EU af "russiske fisk fra Norge". EU's toldregler indeholder mulighed for, at fisk fra tredjelande kan indføres til forskellige toldsatser, og i den sammenhæng er blandt andet norske hvidfisk "udstyret" med lavere toldsats end russiske fisk.

Fiskens oprindelse er altså afgørende for toldsatsen. EU har i den forbindelse udfærdiget et regelsæt, der skal definere, hvornår en fisk har oprindelse i Norge. Efter dette regelsæt har det blandt andet betydning, i hvilket hjemland det skib, der indfangede fiskene, er registreret, hvor kaptajnen og besætning har nationalitet, og andre forhold, som en dansk speditør ikke har mange chancer for at kontrollere.

I forbindelse med de regelmæssige indfortoldninger med angivelse af, at fisken havde oprindelse i Norge, rejste EU's toldmyndigheder på et tidspunkt tvivl om, hvorvidt den angivne oprindelse var rigtig.

ToldSkat henvendte sig til speditørerne med anmodning om at få oprindelsen dokumenteret, hvilket speditørerne selvsagt ikke havde nogen mulighed for at efterkomme. ToldSkat konkluderede derfor, at det ikke var dokumenteret, at de indfortoldede fisk havde oprindelse i Norge og rejste derfor krav mod speditørerne for betaling af den told, der udgjorde differencen mellem "norske fisk og russiske fisk". Der var tale om væsentlige beløb, som i det enkelte tilfælde førte til, at speditionsvirksomheden måtte lukke.

De speditører, der forsøgte at få deres ordregiver til at betale, havde ikke umiddelbart heldet med sig. Ordregiverne anførte, at de ikke havde begået "fejl eller forsømmelser", således som det er beskrevet i NSAB 2000 § 28 og henviste til, at de alene havde administreret reglerne efter de anvisninger, som de havde modtaget fra de norske myndigheder.

Sagsforløbet illustrerer ikke kun, hvor kompliceret virkeligheden er, men også at NSAB 200 § 28 efterlader speditøren i et farefuldt mineland. Ikke kun speditøren bruger kræfter på at varetage de krav, der rejses af ToldSkat (det er ikke givet, at speditøren hæfter for kravet), men speditøren skal også bruge kræfter på at formå ordregiveren til at holde speditøren skadefri. Efter den gamle regel i NSAB 85 § 27 ville ordregiveren uden videre være ansvarlig for sådanne forhold.

Sagerne om "de norske fisk fra Rusland" blev heldigvis løst tilfredsstillende på anden vis, men eksemplet viser, at speditørerne nøje bør overveje, om § 28 i NSAB er dækkende. Det er min opfattelse, at det ikke er tilfældet.

Det hører med til historien, at toldopgaver ofte løses efter instruks fra ordregiver i tredjelande. Hvis ordregiveren ikke vil holde speditøren skadefri for toldkrav, må speditøren overveje at stævne ordregiveren. Udgangspunktet efter EU's domskonvention er, at sådan retssag skal indledes der, hvor ordregiveren bor, det vil sige, at speditøren har udebanefordelen og den særlige omkostningsmæssige byrde, der er forbundet hermed.

Speditøren kan muligvis efter en undtagelsesbestemmelse til EU's domskonvention indlede retsforfølgning mod ordregiveren i Danmark, fordi skaden er sket i Danmark (der hvor toldkravet er rejst). Det er ikke afklaret ved retspraksis, om denne forståelse af domskonventionen er rigtig, så også her er der behov for speditøren til at supplere sin samarbejdsaftale med andre bestemmelser end dem, der følger af NSAB.

Der kan gives masser af andre eksempler på praksis på, at det er tvivlsomt, hvorvidt speditøren kan forlange, at ordregiveren friholder speditøren for told- og afgiftskrav. Et særligt tilfælde gælder i de tilfælde, hvor ordregiveren beder speditøren om at medvirke til at minimere tolden ved at udstede to fakturaer - én øremærket toldmyndighederne og en anden øremærket ordregiverens kunde. Hvis speditøren lader sig overtale til den form for snyd, kan han selvsagt ikke bagefter rette krav mod ordregiveren.

Transportjuraen indeholder talrige regler om ordregiverens ansvar, f.eks. har afsenderen efter CMR-lovens § 9 ansvaret for fragtbrevets indhold og efter § 14 ansvaret for indholdet af de dokumenter, der overlades til fragtføreren til brug for godsets indfortoldning. Tilsvarende bestemmelse findes i luftfartloven og søloven. NSAB 2000 går altså den modsatte vej og lemper ordregiverens ansvar, hvilket er paradoksalt, når det tages i betragtning, at netop speditørens hæftelse for told/afgifter er et særligt dyrt bekendtskab for speditøren, som speditøren i øvrigt ikke kan forsikre sig imod.

NSAB 2000 trådte i kraft 1/6-1998 og har afløst NSAB 85.

-----