Set fra Bruxelles er det tydeligt, at den danske model på arbejdsmarkedet, hvor det er relativt let at afskedige folk uden at de at den grund skal opleve en ødelæggende social nedtur, idet de opfanges af et ret højt dagpengeniveau, betyder én vigtig ting: Det er tilsvarende ufarligt for virksomhederne at ansætte folk, når der er vækst ? det tør man ikke i lande som har ultrahøje afskedigelsesvarsler og sikring af de ansatte og derfor ikke tør hyre ny arbejdskraft, når væksten melder sig.

Herhjemme er ideen jo, at man ikke behøver gå fra hus og hjem, når forandringerne betyder, at jobs flytter til udlandet. Man kan i den ideelt set korte periode, der går mellem det gamle job og et nyt arbejde, føle sig socialt tryg.

At systemet åbenlyst trænger til nogle justeringer, rokker ikke ved dets evne til at få de store forandringer til at glide lettere ned hos danskerne.

Vi er i gang med verdenshistoriens største internationale arbejdsdeling og mens andre lande sidder i en spændetrøje af regler, som blev indført i industrisamfundets glansperiode, så kan vi i Danmark ride med på bølgen. Vi behøver ikke møde forandringerne ved at grave os ned og lukke øjnene for de negative virkninger, der følger med.

Når et slagteri foretager afskedigelser, handler det ikke om at trække pinen ud, men se at komme videre. At sikre at vi fortsat har så højt et uddannelsesniveau og efteruddannelsesmuligheder, at vi kan reagere på udfordringerne.

For, som Poul Nyrup slår fast, så er globaliseringen ikke noget man kan vælge fra eller til. Den er over os for fuld styrke. Ikke alene er der flere forandringer end nogensinde, de kommer også med stadigt kortere mellemrum.

I EU-systemet taler danske administratorer om 2-4-6-12. Det er ikke hverken en dato eller et klokkeslæt, men et blik på vækstraterne i henholdsvis EU, USA, Indien og Kina, som taler sit tydelige sprog. Hvis ikke vi snart ser at komme i gang på EU-plan, så løber de andre fra os i et tempo, vi får meget svært ved nogensinde at indhente. Det er ingen selvfølge, at Europa er en del af verdens-eliten. Det kræver både vedligeholdelse og nye fremskridt.

Derfor er det på høje tid, at vi også herhjemme udnytter vores gunstige økonomiske situation til at sikre os en plads i den nye verdensorden og forskningsmæssigt og uddannelsesmæssigt forbereder os på en fremtid med andre former for konkurrence - men også med gigantiske muligheder for en nation som kan være både fleksibel og reagere hurtigt på nye åbninger. Vi har fortsat en stærk position og ligger foran uddannelsesmæssigt ? men det er helt afgørende, at vi formår at få den nyeste viden ud til virksomhederne og beslutningstagerne. Det er erhvervslivet, som skal sikre vores fremtid og dermed også den fremtidige velfærd. Og det er ikke mindst transporten, som skal være på pletten med løsninger, der kan bringe varer og tjenester frem på verdensmarkedet.

Vi har med vores rederier som globaliseringens frontløbere vist, at vi som danskere kan være med helt fremme. Det kan vi også på den øvrige transport og logistik.

Derfor behøver vi ikke være så bange. Men vi skal være vågne.

-----