Klippekort reder liv
Samtidig er antallet af trafikulykker faldet med 24,9 procent og antallet af tilskadekomne viser en tilsvarende positiv udvikling.
Det kan naturligvis skyldes en statistisk tilfældighed, men det er svært at komme uden om indførelsen af klip i kørekortet, som trådte i kraft 1. september, som årsag til den glædelige forbedring.
Vejdirektoratet har registreret et fald i hastigheden på alle vejtyper på gennemsnitligt 1 til 5 kilometer i timen i september. Ganske beskedne fartreduktioner, men åbenbart med stor effekt.
- Regeringen har igennem en årrække sat massiv fokus på at skabe bedre trafiksikkerhed. Vi har gennemført en lang række initiativer alle med den hensigt at reducere antallet af tilskadekomne i trafikken. Her tænker jeg bl.a. på indførelsen af klippekortet i september, en øget indsats mod spritbilister, højere straf for hastighedsovertrædelser og en målrettet indsats med automatisk hastighedskontrol. Disse initiativer har tilsyneladende fået mange til at lette foden fra speederen og tænke sig bedre om i trafikken. Det kan man kun glæde sig over, for vi skal ikke glemme, at bagved ethvert trafikdrab gemmer der sig en enorm menneskelig tragedie, siger justitsminister Lene Espersen.
Udviklingen vækker også glæde i trafikministeriet.
- De seneste tal viser nu på én og samme tid et markant fald i antallet af dræbte og et klart fald i gennemsnitshastighederne på de danske veje. Den positive udvikling, som vi er inde i på trafiksikkerhedsområdet, ser hermed ud til at fortsætte. Det er der grund til at glæde sig over, og jeg håber, at det kan være med til at forstærke den positive tendens, der er i den danske trafiksikkerhed, siger transport- og energiminister Flemming Hansen.
Sammenligner man tallene for september fem år bag ud, hvor gennemsnittet er nær ved 40 trafikdræbte, så er der tale om en halvering.
Faktisk er alle ulykkestal for september 2005 lavere end samme måned for alle de foregående 5 år.
Med 552 dræbte og tilskadekomne for september 2005 er der tale om et fald på 24,9 % i forhold til september 2004.
Antallet af dræbte er det laveste tal registreret i ulykkesstatistikken i Vejsektorens Informations System (VIS) for september, hvilket vil sige tilbage til 1985.
Det foreløbige tal for trafikulykker i alt for september 2005 ligger 20,8 % lavere end samme måned i 2004. For ulykker med personskade er faldet 25,4 %.
-----