Overhalingsforbudet gavner ikke trafiksikkerheden
- Det går over gevind nu. Mange steder vil det give kaos og store ophobninger af biler, mener DTLs næstformand Jørgen Egeskov
Hvad gavner overhalingsforbud på motorveje? Hvilke undersøgelser dokumenterer, at det har nogen som helst fornuftig effekt på trafiksikkerheden? Hvorfor skal det udelukkende ramme den erhvervsmæssige trafik?
Spørgsmålene er mange i øjeblikket, hvor Vejdirektoratet i øjeblikket er ved at forberede yderligere overhalingsforbud for lastvogne på det danske motorvejsnet. Forbud der skal træde i kraft til den første september.
Et af de steder hvor det virkelige bliver mærkbart er på den nye Lillebæltsbro, hvor der også bliver indført overhalingsforbud for lastvogne. Broen er forsynet med tre vejbaner i begge retninger, så det burde være uden for al fornuft at indføre overhalingsforbud for lastvogne over Lillebælt. Men Vejdirektoratet har planer om at der skal laves nødspor og det kræver en omstregning, så vognbanerne bliver smallere. Derfor skal lastvognene køre inde i højre spor.
Vi har spurgt DTLs næstformand vognmand Jørgen Egeskov Vamdrup om hans syn på forholdene omkring udvidelsen af overhalingsforbudet:
- Det går over gevind nu. Mange steder vil det give kaos og store ophobninger af biler. Blot et køretøj, der kører langsomt i det inderste spor vil omgående medføre en lang kø. Det kan f.eks. være en campingvogn, der kører langsomt så er problemet der. Når så overhalingsforbudet slutter, så går der fuldstændig panik i det hele. Det næste trin i bliver jo nok, at der bliver indført totalt overhalingsforbud på motorvejsnettet for lastvogne. Men overhalingsforbudet fremmer bestemt ikke trafiksikkerheden.
- Kun der hvor der virkelig er en begrundelse for at indføre overhalingsforbud, bør man gøre det. Det er ved sammenfletninger og steder hvor trafikken deles, som i Skærup, Taulov, Kolding Øst m.v. På disse steder bør der til gengæld være totalt overhalingsforbud for alle køretøjer, lige som der bør være en hastighedsbegrænsning.
- Hvor ofte ser man ikke en personvognsbilist på sådanne steder der kommer kørende med særdeles høj hastighed i tredje spor og så skærer over de øvrige spor ud til første spor i højre side uden hensyntagen til den øvrige trafik. Jeg mener at det bør være tidsfaktoren, der tæller. Kan du ikke overhale i løbet af 40 sekunder, med dit køretøj, så bliv bag ved. Individualismen er gået tabt i trafikken siger Jørgen Egeskov, som dog mener, at er en kamp op ad bakke at få politikerne til at indse, at det ikke er rimeligt med alle disse overhalingsforbud.
-----