Fluen var ret chokeret. Aldrig i sit liv havde den fået den tanke, at den kunne være upopulær og da slet ikke afskyvækkende. Så da den nye elev kom ind på vognmandens kontor for at aflevere nogle kuverter, var fluen venligt imødekommende i sin vindueskarm.

Uf, hvor ulækkert, udbrød hun pludselig ved synet af fluen, som ellers følte sig helt på toppen med velpudsede vinger og ny-gnedne ben.

- Fluer er uhygiejniske og spreder smitte, fastslog hun og tog en avis og smækkede hårdt ud efter fluen, som nær var blevet ramt. Den var ikke vant til sådan en opførsel og havde virkelig ikke opfattet sig selv som andet end et vigtigt og flot nyttedyr.

Heldigvis kom vognmanden ind på kontoret i det samme. Og eleven lagde avisen fra sig, inden fluen nåede at få et skævt forhold til pressen som sådan.

- Tak, sagde chefen til eleven, da hun gik ud igen.

- For resten, sagde han, da hun nåede til døråbningen. Har du fået mit lynkursus i forretningsdrift? Tag en stol og sæt dig et øjeblik.

Fluen godtede sig, da den kunne se, at hun blev en anelse nervøs. Hun var nok blevet advaret af de andre om, hvad hun havde i vente. Chefen var meget interesseret i uddannelse og ville gerne øse af sin notorisk store viden om vognmandserhvervet. Desværre var han en elendig pædagog. Han havde det med at blive frygtelig utålmodig, hvis ikke straks medarbejderne og andre i hans nærhed fattede, hvad han mente.

- Det vigtigste i al forretning er at tjene flere penge end man giver ud, men det skal ske på en ordentlig måde, ellers mister man sin selvrespekt, og så er pengene vamle, og det man bruger dem til giver ikke den samme glæde, forklarede han.

Eleven, som var 20 år, kunne ikke et sekund få øje på, at penge, kunne være hverken vamle eller glædesløse, og med hendes tøjbudget kunne hun da sagtens være behjælpelig, hvis han nogensinde skulle føle lede ved forbrug.

Fluen kendt udmærket chefens foredrag og vidste, at det altid endte med, at folk skulle yde noget mere og føle større ansvar for firmaets ve og vel. Så derfor var den ikke skuffet, da telefonen ringede og lynkurset måtte afbrydes. Det var eleven bestemt heller ikke. Hun skyndte sig at gå ind til de andre i bogholderiet.

Og der var ikke meget læremester over vognmanden, da han kom længere frem i samtalen.

- Det er sørme en grim sag, svarende han indrømmende i røret. Hvad skal vi gøre? Fluen forstod, at det var hans gode ven advokaten, der var i den anden ende af ledningen.

Den havde hørt nok til at vide, at det var en af firmaets bedste chauffører, som havde været beruset i forbindelse med et mindre trafikuheld. Ikke skidefuld, men alligevel nok til, at han måtte have været over grænsen.

Firmaet havde en helt klar politik, som sagde ud af vagten ved spritkørsel. Men politiet havde ikke udtaget blodprøve, og der havde ikke været personskade eller større materielskade. Og det var en hamrende dygtig og pålidelig chauffør, som ellers aldrig rørte øl eller spiritus. Men som lige havde mistet en nær slægtning.

- Problemet er ikke politiet, sagde vognmanden, men at der er flere der har set ham gå til den med både øl og Gammel Dansk. Men jeg vil pokkers nødigt af med ham, især ikke nu da vi har så travlt. Hvad tror du der vil ske, hvis jeg lader som ingenting. Officielt ved jeg jo slet ikke, at han havde drukket.

Fluen kunne se, at han nikkede, mens der blev svaret i den anden ende.

- Dobbeltmoralsk. Indrømmet. Men jeg er jo slemt i klemme uden ham, også fordi han skulle instruere flere af de nye, og kunderne er superglade for ham....

- Ved du hvad. Jeg vælger at sætte kikkerten for det blinde øje i denne sag. Vognmanden havde truffet sin beslutning, men godt havde han det ikke, kunne fluen se med et halvt øje.

- Jeg kan jo heller ikke uden videre fyre en familiefar, sagde han halvhøjt til sig selv efter at have lagt røret på.

- Men er det en glidebane....og hvad bliver så det næste, jeg går på kompromis med....

Vognmanden satte en ære i altid at være troværdig og reel i forretningslivet. Han havde sagt nej til mange fristelser og muligheder for lettjente penge.

Men dette var alligevel noget andet...

Det bankede på døren til kontoret. Det var den uheldige chauffør, der trådte ind. Han ville sige op.

- Jamen, jeg havde ellers lige besluttet mig til at beholde dig efter, at du selv indrømmede overfor mig, at du havde fået noget at drikke og lovede, at det aldrig ville gentage sig. Jeg har jo altid haft stor tillid til dig.

- Det er pænt af dig, men netop derfor har jeg ikke lyst til at ødelægge firmaets gode ry ved at blive. Jeg har fundet noget andet. Måske kan jeg komme tilbage engang i fremtiden, sagde chaufføren.

Vognmanden accepterede det uundgåelige. Men fluen kunne se, at han inderst inde var virkelig lettet, selv om det ville give et vældigt besvær for firmaet.

Så da chaufføren var gået, trak han tankefuldt en rulle chokoladekiks op af skrivebordsskuffen og åbnede den langsomt. Han havde fået noget at tænke over.

Men kiksene fik fluen til straks at glemme alt om angrebet på både dens person og væsen. Det gælder om at vide, hvad der er vigtigt her i livet.

-----