23948sdkhjf

Lille dæmper på optimismen

Danmarks Statistiks konjunkturbarometer viser fortsat solid optimisme i transportsektoren, trods et lille fald fra juni til juli. 22 procent af de medvirkende transportvirksomheder forventer øget omsætning i perioden juli-august-september, mens 17 procent forventer faldende omsætning. De resterende transportvirksomheder forventer uændret omsætning.

Dermed er nettooptimismen i transporterhvervet plus fem procent.

Når det gælder beskæftigelsen forventer fire af fem transportvirksomheder uændret beskæftigelse. Kun otte procent forventer at skulle fyre ansatte, mens 12 procent forventer at øge medarbejderstaben.

Når det gælder vurderingen af det generelle forretningsklima, så bedømmer godt 10 procent nu klimaet som dårligt. Det er en stigning i forhold til juni, hvor under 10 procent betegnede forretningsklimaet som dårligt, men ligger nogenlunde på niveau med tallene for april og maj.

Industrien Negativ

Industrien ser mere sort på fremtidsudsigterne. Her er den såkaldt sammensatte konjunkturindikator negativ. Industriens forventninger til de kommende tre måneder faldt fra minus 3 til minus 4 procent, når der korrigeres for sæsonudsving.

Ses der udelukkende på Industriens produktionsforventninger, så er tallet faldet fra plus 8 til minus 2 procent. Til sammenligning var netto-tallet for produktionsforventningerne helt oppe på 16 procent i maj måned.

Billedet er dog blandet. Netto 10 procent forventer øget ordretilgang. Når det gælder eksportordrer, forventer netto 12 procent af industrivirksomhederne øget tilgang.

De negative forventninger er mest markant i den del af industrien, der producerer ikke varige forbrugsgoder og mellemproduktion, mens der er meget positive forventninger blandt producenterne af varige forbrugsgoder.

Byggeriet

Virksomhederne i byggeriet ser mere lyst på den nære fremtid. Her er forventningerne forsat positive, selv om nettoindikatoren faldt med et enkelt procentpoint.

Bygge og anlægssektorens forventninger ifølge den sammensatte konjunkturindikator faldt fra fem procentpoint i juni til fire procentpoint i juli.

Når det gælder forventningerne til omsætning, så er ses et tilsvarende fald, men sektoren forventer øget beskæftigelse.

Det er niende måned i træk, der er positive forventninger i bygge- og anlægssektoren.

Servicesektoren

Transporterhvervet hører i Danmarks Statistiks optik under servicesektoren. Ser man på servicesektoren som helhed (inklusiv transportsektoren), så er forventningerne her endnu mere positive end i transporterhvervet.

Det sæsonkorrigerede nettotal er her faldet fra 18 procentpoint til 16 procentpoint.

På beskæftigelsessiden forventer de virksomheder, der repræsenterer 22 pct. af de ansatte, en fremgang, mens 4 pct. forventer en tilbagegang. Det giver en positiv netto-forventning på 18 pct.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063