DTL flytter til Grønningen
Om ca. to måneder flytter DTL fra Gammel Torv i det inderste København til lejede kontorer i Grønningen 17 mellem Kongens Nytorv og Østerport
- Der har længe været mere plads på Gammel Torv, end vi kunne bruge, og kontorerne var ikke tidssvarende, siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard. Derfor besluttede DTLs bestyrelse tidligere på året at sælge ejendommen.
Så når DTL cirka 1. oktober rykker væk fra Gl. Torv, bliver det efter godt 20 år i den ejendom, som blev døbt Vognmændenes Hus. Ejendommen blev købt i 1977 på initiativ af daværende oldermand i Kjøbenhavns Vognmandslaug, Bent Heick, og var først domicil for Danske Vognmænds Arbejdsgiversammenslutning.
- Med vort nye hovedkontor, som er i lejede lokaler, får vi optimale rammer for DTLs fremtidige arbejde. Kontorerne sættes i stand og vil fremstå topmoderne og præsentable samtidig med, at vi får glæde af at bo i en flot og gedigen ejendom tæt på offentlige transportmidler og vore samarbejdspartnere. Og for husets gæster bliver der gode parkeringsmuligheder, siger Erik Østergaard.
-----