Endnu et nyt trailermærke på det danske marked
Kun få dage efter, at e-nyt kunne fortælle om det nye danske trailermærke AMT, hvor den første trailer allerede er begyndt at køre på danske veje, kommer Hydra-Trailer på banen.
Der er således tale om endnu en dansk materielleverandør, som lancerer sit eget trailerbrand. Det er Meldgaard Hydraulik A/S i Aabenraa, der netop har introduceret HYDRA-TRAILER som et nyt produkt.
Salgschef hos Meldgaard Hydraulik A/S, Jørn Holm siger til e-nyt:
- Vi har gennem længere tid søgt nogle alternativer til de eksisterende trailere og påhængskøretøjer på det danske marked, så da lejligheden bød sig slog vi til. Der er tale om et tysk produkt, der er bygget hos en trailerproducent, som er udsprunget af det tidligere Langendorf.
- Trailerproducenten bygger vognene efter kundespecifikationer og anvender eksempelvis udelukkende SAF eller BPW aksler, fortæller han og fortsætter:
- Vi agter ikke at entrere markedet med billige løsninger. I stedet ønsker vi at levere trailere, påhængsvogne, blokvogne, osv. af høj kvalitet til fornuftige penge, der i lang tid kan bevare en flot finish til glæde for brugerne, lyder det fra den sønderjyske materielleverandør.
Meldgaard Hydraulik har afgiver ordrer på en del tipsættevogne, i de standardstørrelser som kendes fra det danske marked.
Den første nye HYDRA-TRAILER er da også allerede kommet hjem til Meldgaard Hydraulik A/S i Aabenraa.
-----