Ja til Nedlloyd køb
A.P. Møller Mærsks køb af aktierne i Royal P&O Nedlloyd N.V. er blevet godkendt af Europa-Kommissionen og de amerikanske konkurrencemyndigheder.
A.P. Møller - Mærsk A/S oplyser, at det fremsatte, betingede, offentlige købstilbud på samtlige aktier i Royal P&O Nedlloyd N.V., er blevet godkendt af Europa-Kommissionen og konkurrencemyndighederne i USA. A.P. Møller – Mærsk A/S og Royal P&O Nedlloyd N.V. har, for at opnå Europa-Kommissionens godkendelse af transaktionen, forpligtet sig til at lade Royal P&O Nedlloyd N.V. afhænde den del af forretningen, der vedrører Europa og Sydafrika farten, såfremt købstilbuddet erklæres endeligt, og købet dermed gennemføres. A.P. Møller - Mærsk A/S opretholder sin nuværende liniefart mellem Europa og Sydafrika.
Det er endvidere en betingelse, at Royal P&O Nedlloyd N.V. trækker sig fra en række konferencer og konsortier, hvor A.P. Møller - Mærsk A/S ikke i dag er medlem, i det væsentligste på ruter mellem Europa og Afrika, Australien, New Zealand, Nordamerika og Centralamerika. Dette vil ske med virkning fra udløbet af de respektive opsigelsesvarsler.
For så vidt angår USA, er konkurrencemyndighedens frist i henhold til den gældende konkurrencelovgivning (Hart-Scott-Rodino Antitrust Improvements Act of 1976) udløbet uden indsigelser fra konkurrencemyndighederne. Dermed er betingelserne for transaktionens gennemførelse under den amerikanske konkurrencelovgivning opfyldt, oplyser A.P. Møller – Mærsk.
-----