Scania på vej med nye EURO 4 versioner
Danmarks ældste vognmandsforretning investerer nu igen i en renere fremtid. Nye Scaniaer med EURO 4 i ordre
Firmaet Thurah Vognmandsforretning A/S, Ishøj, har et dusin nye Scania lastvogne med EURO 4 motorer i ordre. De fleste af de nye lastvogne, der bærer typebetegnelsen R340, er bestykket med en ny sekscylindret 12 liters EURO 4 klassificeret Scania motor, som yder 340 hk. For at klare kravene i EURO 4 normen har den nye motorversion bl.a. EGR (Udstødningstilbageførsel), som er den løsning Scania og MAN benytter på deres nye EURO 4 motorer. Indtil nu har Scania udelukkende været leveringsdygtig i en enkelt EURO 4 motorversion, nemlig den efterhånden kendte 12 liters motor med turbocompound, som i EURO 4 versionen yder 420 hk.
De nye lastvogne forventes at være klar til ladopbygning fra producenten en gang i september måned.
Det er ikke første gang, at Thurah Vognmandsforretning A/S er med i front, når det gælder miljøet. Inden EURO 3 normen var trådt i kraft anskaffede Thurah nye Scania lastvogne, der faktisk var EURO3 klassificerede, inden versionen officielt var blevet lanceret. Men det måtte man ikke reklamere med, så det hed sig, at der var tale om en speciel miljøversion.
I dag kører firmaet også med filter på flere Scania R114â€, så man kan opfylde kravene i en evtuelt miljøzone, som for ikke så længe siden stod højt på den politiske dagsorden i Københavns Kommune. Det nye nummer af Danmarks Transport-Tidende, som udkommer i dag og i morgen, fortæller meget mere om det kendte vognmandsfirma, der er med i front, når det gælder miljøvenlige lastvogne.
-----