Den aflyste danske folkeafstemning betyder i hvert fald, at hele den kampagne, der ellers var på trapperne med de evindelige ja og nej markeringer, der altid ender med at blive enten-eller standpunkter omkring selve vores medlemskab af EU, nu kan skrottes. Og der er noget befriende over en ny situation, hvor vi skal til at diskutere, hvad det egentlig er, vi gerne vil med EU.

Selv om krisen i EU samarbejdet er til at få øje på, så er realiteten, at det til hverdag er ?business as usual?. Nice-traktaten gælder fortsat, og alle institutionerne er intakte. Maskineriet kører videre. Men når det gælder de store linjer og nye fremskridt, er der lagt op til tomgang. EU kommer ikke videre som en faktor i verdensøkonomien, før krisen er overstået og ikke mindst de store lande kommer på bølgelængde igen.

Herhjemme kan vi i mellemtiden forholde os til, hvad EU egentlig er ud fra en ny situation, hvor man pludselig realistisk kan forestille sig, at EU brød helt sammen. Hvad hvis vi slet ikke havde EU-samarbejdet.

Så ville de store lande kunne gøre helt som det passede dem uden smålige hensyn til, hvad de mindre lande mente. Nogen forestiller sig, at uden EU ville vi så selv kunne bestemme. Men vi kan altså ikke sidde herhjemme og bestemme, at alle andre lande skal give fri adgang for vores varer og tjenesteydelser.

Derimod kan vi for en gangs skyld diskutere EU ud fra fakta og realiteter frem for spøgelser og dagdrømme. Lad os få en ægte debat uden skjulte dagsordener og taktiske overvejelser. Det ville rense lufte og vende krisen til noget brugbart.

-----