Henter millioner hjem til kunderne
En lille og næsten ukendt virksomhed fristes man til at tænke om virksomheden Dansk Transportoptimering A/S, der har domicil i Fredericia.
Men direktør Peter Thornberg siger til Danmarks Transport-Tidende, at han ikke har planer om at firmaet skal være større.
- Vi har fem medarbejdere, og dem har vi til gengæld næsten altid fuld beskæftigelse til. Vi har en målsætning om at være en lille virksomhed, der er velkvalificeret og ordentlig klædt på til at løse opgaverne.
- I virksomheden løser vi udelukkende opgaver for transportkøbende virksomheder og aldrig for transportudbyderne, som vi til gengæld har et udmærket samarbejde med. Vores målsætning er at skabe målbare resultater og reelle værdier for vore kunder.
- Det vi gør gennem anvendelse af enkle metoder og en aktiv indsats i hele projektets forløb. Vores arbejde starter med en for-analyse, som normalt ikke koster noget for kunden. Kan kunden ikke hente en besparelse med en samlet pay back periode på 50-75 arbejdsdage, mener vi som regel ikke, at der er basis for et projekt.
- Kan der hentes mere, går vi gerne ind i opgaven. For samtlige opgaver vi løser, uanset om den er meget stor eller hører til de mindre, laver vi en gennemgående analyse af alt, hvad der vedrører transportforløbet, såvel internt som eksternt i virksomheden, siger Peter Thornberg.
Med hele vejen- Når vi kender alle data, udarbejdes et beslutningsoplæg for det videre koncept, som virksomheden får gennemgået, og som til sidst implementeres med den/de valgte transportører.
- Vi deltager altid i hele projektforløbet, pointerer Peter Thornberg.
Nogle af vore kolleger i branchen nøjes med at analysere og gennemføre projektdelen, hvorefter virksomheden selv står med hele implementeringsfasen. Det kan ofte være uheldigt, fordi det er den vigtigste fase i det samlede projekt, hvor det muligvis ikke lige går som forventet.
- Derfor bliver vi ved med at følge forløbet som en aktiv medspiller indtil alt er på plads, understreger han og tilføjer:
- Ved mange opgaver har vi indhentet transporttilbud og stået for hele udvælgelsen af de fremtidige transportører. Det er oftest en naturlig del af et sådan projekt.
Ryst posenDansk Transportoptimering laver også procesanalyser, hvor man går ind og kigger på struktur og arbejdsrutiner i virksomheden samt felter som værktøj/systemer og kompetencer. Ofte kan der hentes besparelser hjem ved at ryste posen og se om det hele kan organiseres på en bedre måde.
Direktør Peter Thornberg er stolt af kundeporteføljen, som bl.a. omfatter store virksomheder som A. P. Møller Gruppen, Tvilum-Scanbirk, Kompan, Jysk A/S, DAKA, Danish Crown, Brødrene Hartmann, samt mange flere kendte og mindre kendte virksomheder.
- Ofte er det sådan, at man har hørt om os via mund til mund metoden. Det kan også være f.eks. et konsulent eller et revisionsfirma, som kender os, og som anbefaler os til en kunde. Når vi først har løst en opgave for et firma, sker det meget ofte at de kommer tilbage med nye og spændende opgaver, som skal løses, siger Peter Thorberg.
Indkøb for milliarderDansk Transportoptimering, der i dag er et aktieselskab, blev oprettet af Peter Thornberg i 1997 som en lille enkeltmandsvirksomhed.
- Siden er det gået slag i slag, og i løbet af årene har vi oparbejdet en meget stor specialviden, som vel at mærke ofte kan benyttes ved løsning af nye opgaver hos andre kunder. Vi har med vores store netværk kendskab til mange løsningsmodeller og kan derfor ofte finde bedre løsninger, end dem firmaerne selv er i stand til at finde, påpeger han.
At der er tale om store summer, kan der ikke herske megen tvivl om. Dansk Transportoptimering A/S har siden år 2000 været med ved indkøb af transportydelser for ca. 2 mia. kroner og har hentet ikke mindre end 400 mio. kroner i besparelser ud af dette store beløb.
-----