En næsten evigt tilbagevendende udfordring, når boet skal gøres op og ansvaret fordeles, er om den eller de medvirkende aktører, der har taget sig betalt for at få transporten til samlet set at nå fra A til B (næsten) har fremstået som selvstændige transportører (kontraherende eller udførende) eller, om de i virkeligheden har optrådt i den rene skinbarlige formidlers rolle, evt. som god gammeldags agent.

Hovedforskellen ?at the end of the day? er eller kan være ansvaret ? med andre ord, hvem bærer det tunge og strenge transportansvar med alt, hvad dette kan indebære så som hæftelse for andre led i kæden.

Når man kigger i bakspejlet, vil det naturligvis først og fremmest være et spørgsmål om, hvilke aftaler der er indgået, hvordan afregningerne er formuleret, men også hvilken lovgivning der gælder, herunder om denne evt. tilsidesætter de indgåede aftaler helt eller delvist.

Nogle af disse udfordringer (man tør jo snart ikke brug ordet ?problemer? længere) var oppe at vende i en sag, som Sø & Handelsretten har afgjort for nylig. Sagen vedrørte ansvaret for skaderne på et gearhus (nacelle eller generator) til en vindmølle og 8 Ford Transit varebiler opstået under transporten fra Göteborg til Spanien med skibet Arroyofrio Dos ejet af et spansk rederi (Rederen).

Under transporten rev nacellen sig løs fra den mafi-transportvogn, hvortil nacellens transportramme var svejset. Nacellen blev beskadiget, og det forvoldte skade på 8 Ford Transit varebiler, som var taget ombord i Zeebrugge, og som var anbragt på samme dæk som nacellen og et nav (hub) til vindmøllen. Der skete ingen skade på navet.

En dansk vindmølleproducent havde overladt transporten af nacellen og navet til Speditøren, der havde indgået en aftale med Den danske agent som agent eller transportør.

Svejsningen af transportrammen til mafien var udført af et svensk svejsefirma som var blevet antaget dertil af den svenske agent, der havde fået opdraget af Den danske agent A/S. Den svenske agent og Den danske agent var agenter for Rederen i henholdsvis Sverige og Danmark.

Et dansk vareforsikringsselskab havde udbetalt erstatning til Vindmølleproducenten og gjort regres mod et dansk forsikringsselskab som ansvarsforsikrer for Speditøren. Ansvarsforsikringen havde dækket Vareforsikringens krav, og herefter rejst krav mod Den danske agent og Rederen.

Der blev for Sø & Handelsretten indbragt to sager, der hang sammen med mere eller mindre de samme parter. I den første sag havde Ansvarsforsikringen nedlagt påstand om, at Den danske agent og Rederen in solidum, subsidiært alternativt skulle betale kr. 879.461 med rente fra den 3. april 2002. Den danske agent havde påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af SDR 50.000.

Den danske agent og de øvrige aktører i øvrigt havde efterfølgende nedlagte diverse regres- og frifindelsespåstande mod hinanden.

I den anden sag havde Rederen nedlagt påstand om, at Vindmølleproducenten skulle betale merværdien i danske kroner efter kursen på betalingsdagen af 113.683,37 Euro med procesrente fra den 7. juli 2002. Det set med juridiske briller ikke helt uinteressant spørgsmål i den forbindelse var, om producenten var forpligtet som afsender eller kun havde været aflaster og dermed kun havde stået for den fysiske frembringelse af godset.

Vindmølleproducenten havde påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af modværdien på betalingsdagen af 27.600 SDR, hvortil kom 9.369,70 Euro.

Sagen startede med, at den danske agent til speditøren mandag den 3. april 2000 fremsendte en e-mail, hvoraf fremgik:

"Richard ? jeg booker så nu:

MS "?" ? Gøteborg den 7.4 til Santander Eta 11.4.

1 [angivelse af nacellens dimensioner] ? 48 ton

1 [angivelse af navets dimensioner] ? 20 ton

Du leverer på terminal i Gøteborg og rederiet leverer til frit bil Santander.

----

Hertil kommer surring til mafi ? jeg har anbefalet en svejsning som i Esbjerg.

Af hensyn til kran ønsker man levering i denne uge!!!

Rederiets agent i Gøteborg er:

? Shipping

NV

Tlf.: ?. som er kontaktperson"

Den svenske agent antog Svejsefirmaet til at foretage svejsning af transportrammen til mafien. Der var fremlagt en regning dateret den 13. april 2000 på 1500 SEK fra Svejsefirmaet til Den svenske agent for svejsning af fladjern.

Den svenske Agent havde den 13. april 2000 viderefaktureret samme beløb overfor Den danske agent samme med andre krav som vedrørte terminalbehandlingen i Gøteborg.

Den danske agent sendte den 17. april 2000 en regning på 2.235,25 DKK til Speditøren vedrørende svejsningsomkostningerne på mafien.

Af konnossementet for søtransporten fremgik, at Vindmølleproducenten var anført som afsender. Konnossementet var underskrevet af en person ansat hos Den danske agent. Der var intet angivet om agentforhold eller lignende.

Der var fremlagt to konnossementer vedrørende andre forsendelser af vindmøller produceret af Nordex. Disse konnossementer var underskrevet med samme signatur som konnossementet vedrørende den skadede nacelle. I signaturrubrikken var påført den danske agents stempel, som ?agent for rederen?.

Ansvarsforsikringen havde overfor Den danske agent gjort gældende, at Den danske agent påtog sig at udføre den pågældende transportopgave som transportør. Den danske agent indgik den pågældende transportaftale i eget navn, jf. mail af mandag den 3. april 2000 og fax af samme dag. Den danske agent handlede for egen regning og havde en fortjeneste i forbindelse med svejsningen og søtransporten, og Den danske agent underskrev konnossementet i eget navn uden angivelse af fuldmagtsforhold. Den danske agent opfyldte således alle de gængse kriterier for at blive anset for en selvstændig transportør.

Det var uden betydning, at Den danske agent ved andre lejligheder overfor andre kunder havde underskrevet konnossementer som fuldmægtig. Den danske agent optrådte som selvstændig afskiber og tilbød løsning af shippingopgaver af enhver art hvilket fremgik af Den danske agents hjemmeside.

Herudover blev det gjort gældende, at Den danske agent havde et selvstændigt ansvar for surringsopgaven, der blev udført mangelfuldt og i strid med den anvendte surveyors instrukser. Det var Ansvarsforsikringens opfattelse, at dette skyldes undladelse af at videregive de informationer, som Den danske agent modtog fra Surveyoren, jf. ovenfor. Det måtte fastholdes, at Den danske agent påtog sig surringsopgaven, at Den danske agent videregav den til Den svenske Agent som et opdrag fra Den danske agent, og at Den danske agent tog en avance for videregivelsen af denne ordre.

Ansvarsforsikringen havde overfor Rederen afvist at skaden skyldtes en såkaldt grøn sø eller andre upåregnelige omstændigheder. Vejret var efter det oplyste ikke udsædvanligt for årstiden eller stedet. En af årsagerne til skade kan være svejsningen, en anden den mangelfulde surring af nacellen. Der kunne ikke være tvivl om, at svejsningen ikke var tilstrækkelig til at sikre nacellen under søtransporten, heller ikke selv om den var blevet udført forskriftsmæssigt. Det var også påkrævet at surre. Kaptajnens forklaring om den surring, der blev foretaget, måtte forkastes. Den var usandsynlig, jf. Surveyorens forklaring. Der forelå ikke billeder af kæder eller bånd, og der var ikke forevist knækkede kæder eller bånd. Rederiet havde med andre ord forsømt at sikre sig de mest elementære beviser for, at der havde været gjort, hvad der var påkrævet, og det måtte derfor ifalde ansvar, jf. sølovens § 275.

Herudover var der af Speditøren udstedt CMR-fragtbreve med Vindmølleproducenten som afsender og den spanske køber som modtager. Bestemmelsesstedet var en destination i Spanien med ?trans shipment in Gothemburg?.

Af de grunde som Ansvarsforsikringen havde anført vedrørende aftaleforholdet med Den danske agent, tiltrådtes det at Den danske agent måtte anses for at være (under)transportør, jf. NSAB 2000 § 2. Den danske agent var derfor i forhold til Ansvarsforsikringen (Speditøren) ansvarlig for de fejl, der blev begået under transporten fra Gøteborg til Spanien.

Efter erklæringen fra Teknologisk Institut og med støtte i Surveyorens erklæring og forklaring i retten, kunne retten fastslå, at svejsningen af nacellens transportramme til mafi-traileren ikke ar udført på en måde, der var forsvarlig i forhold til de påvirkninger som kunne forventes under søtransporten.

Den danske agent var derfor ansvarlig som transportør, jf. NSAB §§ 16-23, for skade på nacellen som var indtruffet efter overtagelsen af godset til transport, jf. NSAB § 15 med mindre en af de i NSAB § 16 anførte omstændigheder foreligger. Den danske agent havde ikke godtgjort at nogen af disse omstændigheder forelå.

Af de grunde som Ansvarsforsikringen havde anført, måtte retten se bort fra den forklaring om, at Speditøren havde en person til stede i Gøteborg.

Rederen var ansvarlig for skade på godset, mens det var i selskabets varetægt, med mindre Rederen godtgjorde, at skaden ikke skyldtes fejl eller forsømmelse fra dette selskabets side eller nogen dette svarede for, jf. sølovens §§ 274-275.

Retten fandt, at det efter bevisførelsen måtte henstå som usikkert, om og i givet fald hvilket omfang nacellen som påkrævet var sikret med kæder, der sammen med svejsningen kunne sikre dens forbliven på mafi-traileren. Der forelå ikke oplysninger fra uafhængig side om sikringen af nacellen, idet ingen af besigtigelsesselskaberne havde været i stand til at udtale sig selvstændigt herom. På ingen af de talrige fremlagte fotos, hvoraf nogle var taget kort tid efter hændelsen, sås remme eller kæder eller rester af sådanne. Det havde ikke været muligt at forevise de sprængte eller beskadigede kæder eller remme, som efter kaptajnens forklaring havde været benyttet til fastgøringen af nacellen.

Vejrforholdene i Biscayen var på uheldstidspunktet upåregnelige. På denne baggrund måtte det fastslås, at rederiet ikke havde godtgjort, at skaden ikke helt eller delvist skyldtes fejl eller forsømmelser fra rederiets side.

Det måtte endvidere i mangel af nærmere oplysninger, herunder mere præcise tekniske beregninger, antages at skaden på nacellen og bilerne kunne skyldes såvel den mangelfulde svejsning som manglende tilstrækkelig surring af nacellen. Den danske agent og Rederen var derfor solidarisk ansvarlige overfor Ansvarsforsikringen for skaderne på nacellen.

Der var på det foreliggende grundlag ikke mulighed for med rimelig sikkerhed at fastslå, om skaden i overvejende grad skyldtes den ene mulige skadesårsag frem for den anden. I det indbyrdes forhold måtte Den danske agent og Rederen derfor hver bære halvdelen af skylden.

Retten fandt, at der ikke var holdepunkter for at pålægge Den svenske Agent ansvar som selvstændig transportør. Den svenske Agent afgav ikke transportløfte eller løfte om at udføre tjenesteydelser i eget navn og afgav ikke selvstændigt pristilbud. Den svenske Agent var derfor kun ansvarlig, såfremt det blev godtgjort, at selskabet havde begået fejl eller forsømmelser i udførelsen af de hverv selskabet påtog sig, herunder formidling af svejseopgaven. Den svenske Agent videregav svejseopgaven til Svejsefirmaet, der var udpeget af Gøteborgs Havn som egnet til udførelsen af opgaven. Det var ikke godtgjort om og i hvilket omfang Den svenske Agent modtog nærmere instrukser om opgavens udførelse, og en bevisusikkerhed om dette måtte komme Den danske agent til skade. Der var derfor ikke grundlag for at pålægge Den svenske Agent medansvar for skaden.

I sag to blev Vindmølleproducenten med selskabets samtykke anført som afsender af godset (shipper) og havde derfor som udgangspunkt ansvar som afsender, jf. sølovens § 290. I forhold til Rederen, repræsenteret af Den danske agent, måtte det imidlertid have været klart, at Vindmølleproducenten reelt ikke var afsender i sølovens forstand, men aflaster, jf. sølovens § 251, og at afsenderen var Speditøren, respektive Den danske agent. Det måtte antages, at såvel aflasteren som afsenderens forhold skulle bedømmes efter en almindelig culpanorm, og at bevisbyrden for, at der forelå ansvarspådragende fejl som udgangspunkt påhvilede transportøren, der havde lidt skade. Retten fandt ikke, at der var godtgjort noget ansvarspådragende forhold fra Vindmølleproducenten' side. Selskabet overlod som så ofte før løsningen af transportopgaver til Speditøren, der videregav opgaven til Den danske agent, der havde betydelig erfaring med sådanne forsendelser. Der var derfor ikke grundlæg for at pålægge Vindmølleproducenten ansvar for skaden på varebilerne.

-----