Honda samler bildistribution hos CMP
Copenhagen Malmø Port skal håndtere 40.000 nye biler for Honda Nordic
Japanske Honda har indgået en aftale med Copenhagen Malmø Port, der gør CMP til Hondas hub for import af biler til det nordiske marked og til markederne i de baltiske lande. Aftalen, der træder i kraft fra 1. oktober 2005, omfatter ca. 40.000 biler om året.
Honda-bilerne kommer fremover med feederskibe fra Hondas andet europæiske knudepunkt, belgiske Gent, der modtager biler fra Hondas fabrikker i England og Japan.
Den nye terminal i Malmø vil i starten modtage to bilskibe om ugen fra Gent. Fra Malmø transporteres bilerne videre med lastbil til det danske og dele af det svenske marked. Det nordlige Sverige og Norge dækkes via transporter med jernbane. Finland og de baltiske lande forsynes via feederskibe fra Malmø til Hangø.
Nordisk Motortransport klargør i dag Honda-biler til det svenske marked og forhandler p.t. med Honda om klargøringen til de øvrige markeder. Motortransport flytter fra Trelleborg og etablerer sig fra oktober 2005 i Frihavnen i Malmø med en helt ny bilterminal på 130.000 m2. Anlægsarbejdet til den nye terminal er i gang, og omfatter bl.a. et helt nyt PDI-Center til kontrol og specialindretning af bilerne.
CMP er siden åbningen af Toyotas bilterminal i Malmø i 2003 blevet Nordens største havn for biler og forventer i år en omsætning på mere end 350.000 nye biler. CMP modtager i dag 1-2 oceangående bilskibe fra Fjernøsten og 6-8 feederskibe med biler om ugen.
-----