IVECO på forkant med miljøudvikling
Introducerer lastvogne med EURO 4 og 5 klassificering
Ulm: Den europæiske lastvognsproducent Iveco har netop vist sine nyheder indenfor de tunge lastvogne. Det er fokus på de nye miljøkrav, som træder i kraft i oktober 2006 (EURO 4) og oktober 2009 (EURO 5).
Og for at være på forkant introducerer Iveco allerede nu både EURO 4 og 5 modeller, så man kan imødekomme mange kunders ønsker om at bidrage til et renere miljø - og samtidig kunne spare motorvejsskat i Tyskland, ved kunne at vælge EURO 5 versioner. IVECO lægger ud med at lancere Stralis-modellerne med henholdsvis Cursor 10 motoren på 430 hk og Cursor 13 motoren på 480 hk i både EURO 4 og 5 versioner.
Salget af de nye modeller starter i juli måned med levering i efteråret. I første halvdel af 2006 vil resten af Ivecos lastvognsprogram følge med.
En enkelt version af Cursor 8 motoren vil kunne klare sig med en EGR-løsning, og derudover vil alle Cursor 8, 10 og 13 motorversioner blive med SCR (Selectiv catalytic reduction), den samme løsning som også Mercedes har valgt.
SCR teknologien kræver en ekstra tank med AdBlue på den enkelte lastvogn.
Commercial Director Henrik Starup udtalte ved et pressemøde under præsentationen, at man på Europæisk plan allerede har ordrer på ca. 300 - 400 nye lastvogne med en miljøklassificering, der er højere end EURO 3. Heraf er de 90 procent af ordrerne på EURO 5 klassificerede vogne, hvilket utvivlsomt skyldes, at der er tale om kunder, som kører meget i Tyskland. Samtidig er der forventninger om en bedre brændstoføkonomi med de nye motorer. Her hævder man også fra Ivecos side, at brændstoføkonomien vil være bedre på vognen med EURO 5 klassificerede motorer end på vogne med EURO 4. Der vil sandsynligvis også være en højere gensalgspris på lastvogne, der opfylder EURO 5 frem for EURO 4-modeller.
-----