23948sdkhjf

Pulver og flydende tanktransport

DSV Niels Larsen Transport A/S, Fakse, har føjet brændstoftransport til kernekompetencerne pulver og flydende tanktransport

DSV Niels Larsen Transport A/S, Fakse, har føjet brændstoftransport til kernekompetencerne pulver og flydende tanktransport



DSV Niels Larsen A/S sendte her 1. maj de første tankbiler ud på brændstofdistribution på Sjælland. Den gamle Fakse-virksomhed, der siden 1989 har været en del af DSV-koncernen, har traditionelt beskæftiget sig med silotransport af pulverstoffer. Først i 2003 kom transport af flydende tankgods med - både fødevarer og non-food, da DFDS Transport i Brøndby besluttede at samle tank-aktiviteterne på ét sted.

DSV Niels Larsen Transport A/S har overtaget tankbiler, materiel og chauffører fra kunden, der hidtil har udført opgaven selv.

- Vi har overtaget distributionen af brændstof for et stort olieselskab på Sjælland. Det er et helt nyt område for os, der er markant forskelligt fra vores vante aktiviteter, så vi må lige vende bøtten på hovedet og se hvad der rasler ud, siger direktør Jens Hay-Schmidt.

Brændstof-distribution er nok en ny opgave, men det med at vende bøtten og få det bedste ud af indholdet, er den disciplin, som DSV-koncernen er vokset sig stor på.

Og det var også opgaven, da Jens Hay-Schmidt, 40, kom til Niels Larsen Transport i 1990.

Han er uddannet speditør hos DSV Borup, hvor han startede i 1986 og kom til Fakse i 1990, hvor han blev direktør for virksomheden i 1991.

Barsk opgave

Niels Larsen Transport A/S har aner tilbage til 1925. Kunderne var fra starten de lokale råstof- og industrivirksomheder Fakse Kalk og Fakse Bryggeri.

De to lokale giganter spillede hovedrollen i virksomheden helt frem til DSV-købet af den da kriseramte vognmandsvirksomhed.

- Vi skar vognparken ned til 25 lastvogne og startede i realiteten helt forfra, fortæller Jens Hay-Schmidt.

Han lægger ikke skjul på, at det var en barsk opgave.

- Efter et år var der ikke længere nogen fra den gamle administration, og der var hentet DSV-folk ind i stedet for. Vi tænker nok lidt anderledes, end man er vant til i branchen. I gamle virksomheder, er der en tendens til at fastholde traditioner og procedurer uanset om de er hensigtsmæssige og rentable. Det var naturligvis ikke sjovt, men nødvendigt. Heldigvis var det sådan, at chaufførerne kunne mærke, at vi ikke havde købt for at lukke, men for at udvikle virksomheden. Så kan man få medarbejderne til at yde noget og medvirke positivt, siger Jens Hay-Schmidt.

International

DSV Niels Larsen Transport kører i dag med 72 egne biler og beskæftiger desuden dagligt omkring 30 indlejede vognmænd.

Virksomhedens administration beskæftiger 10 ansatte, heraf syv med disponering og tre i bogholderifunktioner. Desuden står tre ansatte på værkstedet for vedligeholdelse og reparation af den omfattende flåde af tankmateriel.

De to lokale industrivirksomheder fylder stadig pænt på kundelisten, men aktiviteterne er i dag udvidet til en langt bredere kundekreds i ind og udland.

- Halvdelen af vores omsætning henter vi i Danmark, mens resten ligger på internationale transporter, fortæller Jens Hay-Schmidt.

Pulvergodset er typisk kalk, sukker, mel og mælkepulver, mens det flydende gods spænder vidt fra tekniske og kemiske produkter til industrien, herunder brandfarlige væsker og ætsende stoffer, til en bred vifte af flydende fødevarer som juice, øl og vin.

Sammenblanding af fødevarer og kemiske produkter er som bekendt en skidt ide. Derfor lægger DSV Niels Larsen Transport naturligvis stor vægt på at holde en skarp adskillelse mellem fødevarer og non-food transporter.

Alt personale har selvfølgelig de relevante ADR-kvalifikationer, og virksomheden drives efter et overordnet hygiejnekoncept, der sikker korrekt håndtering af materiel og gods.

Koncern fokus

DSV Niels Larsen Transport er sammen med DFDS Roland Munk de eneste vognmandsvirksomheder i den speditørdominerede DSV-gruppe.

- Vognmandsvirksomhed er absolut ikke en del af koncernens fokusområder og vi bebrejdes ofte at vi tænker for vognmandsagtigt - det samme som vi selv sagde i 1990. Vognmandserhvervet er, og vil formentlig altid være præget af et forholdsvis lavt dækningsbidrag, sammenlignet med andre brancher. Enhver ved, at det er billigere at køre med indlejede vognmænd end egne chauffører og materiel, men det kan ikke drives som en speditørvirksomhed.

Forklaringen på at DSV-koncernen har valgt at bevare tanktransportvirksomheden under egne vinger, er at kundekravene til speditør, transportør, materiel og personale er markant højere her end på mange andre transporttyper.

- Kunderne ønsker en udvidet kontrol, og derfor indeholder kontrakterne ofte meget detaljerede krav til hvordan transporterne løses. Det er eksempelvis ikke usædvanligt, at man kræver dansktalende chauffører. Derfor kan man ikke bare handle med en mere eller mindre flydende skov af undervognmænd, siger Jens Hay-Schmidt.

Overflytningen af DFDS Transports flydende gods på gummihjul fra Brøndby til Fakse i 2003 skete for at samle tanktransporterne på ét sted.

- Koncernen forventede naturligvis en synergieffekt, og det har de også opnået. Der er ofte sammenfald af kunder, og det gør det lettere at sælge. Men vi disponerer ikke transporterne med det samme personale. Forskellene på pulver og flydende er simpelthen for store til, at den samme person kan holde styr på tingene, fortæller Jens Hay-Schmidt.

Plads til dig

Selv om der er forholdsvis færre transportudbydere i DSV Niels Larsen Transports specielle niche end i transportbranchen som helhed, så betyder det ikke, at konkurrencen er let.

- Konkurrencen er benhård. Men det er en klagesang, som har lydt i de 20 år, jeg har været i transportbranchen, siger Jens Hay-Schmidt med et glimt i øjet.

- Hver dag er en kamp, og du er konstant nødt til at optimere din virksomhed. Omkostningsstyring skal være en daglig disciplin, og man skal turde se kritisk på resultaterne. Men hvis man er omkostningsbevidst, så er der plads til dig også, siger Jens Hay-Schmidt med fast overbevisning.

Derfor har SMS for længst afløst telefonen for hovedparten af kommunikationen mellem disponent og chauffør. Et andet fokusområde er læsning af pulvertransporterne, hvor komprimering af pulveret kan give plads til mere gods.

- Hvis man komprimere pulveret, så du kan køre med tre tons ekstra - så er der en gevinst på mere end 10 procent. Og kan du oven i købet låne strøm hos kunden, så skal du ikke bruge kostbar brændstof på komprimeringen. Det er den slags små detaljer, der hele tiden er med til at optimere driften, siger Jens Hay-Schmidt ivrigt.

Udflytningen inden for dansk industri i takt med globaliseringen har ikke sat sig spor i aktivitetsniveauet i Fakse-virksomheden.

- Vi har på ganske få områder mistet opgaver, fordi produktionen er flyttet et andet sted hen. Men det er opvejet mange gange af stigende aktiviteter på andre områder - ikke mindst importen af fødevarer, siger Jens Hay-Schmidt.

Effektiv drift

DSV Niels Larsen Transport A/S har ikke planer om udskiftning af de danske chauffører med billigere udenlandske.

- Danske chauffører er dygtige, men det er der også udenlandske chauffører, der er. Men mange af vores kunder kræver dansktalende chauffører, og så er det ikke sikkert, at effektiviteten er så høj. Derfor har vi heller ingen planer om udflagning af lastvogne. Hvis man fokuserer på effektivisering af driften, så er jeg overbevist om, at man kan bevare konkurrenceevnen, slutter Jens Hay-Schmidt.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078