En grundlæggende betingelse for, at transportøren kan påberåbe sig ansvarsbegrænsning er i henhold til de lovmæssige rammer indenfor sø, luft, vej og jernbane, at der hverken er udvist forsæt eller grov uagtsomhed.

Speditørernes gængse forretningsbetingelser "Nordisk Speditørforbunds Almindelige Betingelser ? NSAB" har nuanceret denne grundregel derved, at man både i NSAB 85, og siden i NSAB 2000 IKKE nævner andet en forsæt som begrundelse for, at ansvarsbegrænsningen kan bortforklares. Dette gælder både i tilfælde af, at speditøren selv er årsagen til skaden samt i tilfælde, hvor opgaven mv. er kontraheret til nogen, som speditøren "svarer for".

En sådan lempelse set med speditørens øjne findes i dag i NSAB 2000, § 5, stk. 2, og var i udgaven fra 1985 indeholdt i § 4, stk. 2, der netop var den bestemmelse, som Sø & Handelsretten i november 2000 bragte i anvendelse i en dom, der nu er vendt på hovedet af Højesteret.

?Tøjkæden? som er en landsdækkende tøjkæde, der bl.a. sælger tøj gennem butikker under navnet ?Rute 180?, havde den 12. maj 1997 indgået samarbejdsaftale med speditøren om udførelse af forskellige logistikopgaver. Speditøren skulle efter aftale bl.a. udføre transport for tøjkædens butikker, og der var aftalt faste priser pr. karton, palle eller læs med månedlig afregning. I aftalen henvistes om ansvar og erstatning til NSAB.

Speditøren havde på sin side den 23. december 1996 indgået samarbejdsaftale med en vognmand, (der siden gik konkurs) om transport og distribution af gods til og fra Nordjylland. Aftalen fastsatte bl.a., at vognmanden dagligt senest kl. 20.00 skulle afgå fra speditørens terminal med speditørens gods til Nordjylland, at alt godset skulle videreekspederes senest den følgende hverdag inden kl. 14.00, og at evt. returgods fra speditørens kunder i Nordjylland skulle tages retur af vognmanden samme dag som ønsket fra speditørens kunder og uden unødigt ophold fragtes til speditørens terminal. Vognmanden forpligtede sig efter aftalen til at have fragtføreransvarsforsikring og til på forlangende at forevise speditøren sine forsikringspolicer samt dokumentation for præmiebetaling. Også denne aftale henviste til NSAB.

I forbindelse med lukningen af en ?Rute 180? butik i Skalborg ved Aalborg pr. 1. oktober 1997 anmodede tøjkæden fredag den 12. september 1997 speditøren om at sørge for transport af 13 paller tøj fra Skalborg-butikken til 3 lagersalgs- og 2 ?Rute 180? butikker på Sjælland. Godset blev for speditøren afhentet af vognmanden, der henstillede godset på en terminal i Nørresundby, som vognmanden fast benyttede i forbindelse med udførelsen af sine opgaver for speditøren, og som var ejet af en anden vognmand (terminalejeren).

Søndag den 12. september 1997 blev det konstateret, at en del af godset var blevet stjålet på terminalen og en politiassistent fra Aalborg Politi oplyste bl.a. følgende i en erklæring til brug for sagen.

?Der var ingen tegn på indbrud. Lagerhallen er forsynet med 4 rulleporte ud mod tilkørselsrampen. en af disse fandtes tillukket, men ulåst, da tyveriet blev konstateret.

Lagerhallen var ikke forsynet med tyverialarm. Efter det oplyste var den ved at blive installeret.

Ifølge vognmanden er 50-60 af hans chauffører i besiddelse af en nøgle til lagerhallen. Antallet af chauffører svinger hele tiden, hvorfor han ikke kan komme det nærmere. Alle chauffører er i besiddelse af nøgle, der afleveres ved ansættelsesforholdets ophør.

Endvidere er to medarbejdere fra vognmandsfirmaet i besiddelse af nøgle til lagerhallen.

Det drejer sig om almindelige Ruko nøgler - ikke systemnøgler.?.

Ganske som forventet var tøjkæden ikke helt tilfreds med situationen og modregnede derfor i speditørens tilgodehavende med et beløb på godt 733.0000 kroner for indkøbsprisen på de 7.150 forsvundne stykker tøj samt et tilsvarende antal tøjalarmer á 15 kroner. Speditøren modregnede tilsvarende overfor vognmanden og sagen havnede i retten, hvor en lang række vidner afgav forklaring.

Ejeren af terminalen forklarede bl.a., at terminalen ligger ud til motorvejen ved Limfjordstunnelen i et fabriksområde, hvor der også er en teknisk skole og grænser op til et område med kolonihaver. Terminalbygningen ligger i den ene ende af grunden på ca. ½ tdr. land og administrationsbygningen ligger i den anden ende. Omkring grunden er der et hegn med en port, som altid står åben pga. trafikken til/fra terminalen. Terminalbygningen er sikret med låse, men der var ingen tyverialarm. Den var ved at blive installeret, men det kunne tag op mod et halvt år. Der var 50-60 chauffører, som havde nøgle til terminalen, hvor der er badefaciliteter og frokoststue. Chaufføren havde instruks om at låse, og man checkede hver aften, om der var låst.

Afdelingslederen fra speditørfirmaet besigtigede terminalen i forbindelse med, at der blev indgået samarbejdsaftale mellem terminalen og speditøren, og var senere tilbage og besigtige terminalen én gang til.

Om selve indbruddet fortalte terminalejeren, at hans kørselsleder blev ringet op af en ansat fra vognmandsfirmaet, og at han tog ud på stedet og så, at en rude i en rulleport var slået itu. Man kunne formentlig gennem ruden åbne porten med skudriglen og han så også en branddør, som var brækket op med et koben. Han viste ikke politiet dette, men gik ud fra, at de selv fandt ud af det.

Afdelingslederen fra speditionsfirmaet forklarede, at speditøren oprindeligt havde indgået en distributionsaftale med den mand, som ejede terminalen, men senere indgik en tilsvarende samarbejdsaftale med vognmandsfirmaet. Speditøren var bekendt med, at vognmanden lejede terminalplads hos vognmanden, og at der tidligere var blevet stjålet tøj tilhørende et andet tøjfirma. Forud for indgåelsen af samarbejdsaftalen med vognmanden havde han besigtiget terminalen og terminalejeren havde forklaret, at der var problemer med at få tyverialarmen til at virke, men at det ville blive ordnet, og afdelingslederen godkendte herefter terminalen på speditørens vegne. Der var bl.a. en stor port, der kunne låses med en jernkæde, og det var tilfredsstillende.

Det var først i forbindelse med modtagelsen af erklæringen fra politiet om forholdene, at speditøren blev bekendt med, hvor mange der havde en nøgle til terminalen, og man blev både rystet og chokeret over det og tømte straks lageret for al gods. I almindelighed må det højest være direktøren, disponenten samt én eller to personer yderligere - i alt 3-4 personer - der har nøgle til sådan et lager. Det var højest usædvanligt, at tøjkæden skulle have 13 paller tøj fragtet fra Jylland til Sjælland, idet det plejede at gå den anden vej.

Godset var blevet hentet med en ?bybil? og blev henstillet på terminalen i Nørresundby i transit, således at det med en trailer kunne blive transporteret til speditørens lager i København. Han var ikke involveret i den konkrete transport, som blev foretaget af hans disponenter, men hørte først om sagen efterfølgende. Hvis han var blevet spurgt om godset skulle stå på denne terminal fra fredag til søndag, ville det have været i orden ud fra det han i sin tid havde drøftet med terminalejeren.

Sø- & Handelsretten dømte både speditøren og vognmanden, men således at speditøren fik fuld regres mod vognmandsfirmaet (der imidlertid jo desværre var gået konkurs).

Retten startede med at fastslå, at vognmanden lod tøjkædens gods, der var modetøj lastet på paller med angivelsen ?Rute180?, opbevare weekenden over i den anden vognmands terminal, som lå på et frit tilgængeligt område i et øde industrikvarter, og som alene var sikret med en almindelig lås, hvortil 50-60 personer havde nøgle. Opbevaringen af dette gods under disse forhold var efter rettens opfattelse lidet betryggende og udtryk for en sådan mangel på professionel fragtføreradfærd, at bortkomsten måtte anses forvoldt ved grov uagtsomhed af vognmanden.

Endvidere lagde retten efter den forklaring, der var afgivet speditørens afdelingsleder til grund, at speditøren, der var bekendt med, at der tidligere var blevet stjålet modetøj fra terminalen, besigtigede denne i forbindelse med indgåelse af samarbejdsaftalen med vognmanden. Herunder blev speditøren bekendt med de forhold, hvorunder vognmanden agtede at opbevare godset, men speditøren undlod at følge op på sagen og at sikre sig, at der blev tilvejebragt betryggende lokale og sikkerhedsmæssige forhold, ligesom speditøren undlod at kontrollere, at vognmanden havde den nødvendige forsikring. Under disse omstændigheder fandt retten, at bortkomsten ligeledes måtte tilregnes speditøren som groft uagtsom, hvormed speditøren og vognmanden ikke kunne påberåbe sig ansvarsbegrænsningerne i NSAB.

Retten fandt endvidere ikke, at der var grundlag for at antage, at tøjkæden skulle have været bekendt med, endsige have godkendt, de forhold, hvorunder opbevaringen skete. Et par af medarbejderne fra tøjkæden var tillige afhørt som vidner, og de bestred klart, at dette skulle have været tilfældet.

For så vidt angår erstatningens størrelse havde tøjkæden fremlagt en omfattende og efter rettens opfattelse særdeles overbevisende dokumentation for varenumre, styktal og indkøbspris for de stjålne varer. Disse oplysninger blev lagt til grund, men retten fandt imidlertid fastsættelsen af tabets størrelse tages i betragtning, at butikken i Skalborg var en udsalgsbutik, og at en del af varerne skulle sendes til lagersalg, ligesom godset bestod af varer, som køberen af butikken ikke ønskede at overtage. Varerne var således i væsentlig grad ukurante, således at tabet ikke kan opgøres som svarende til tøjkædens indkøbspris. Retten fastsatte skønsmæssigt værdien af de stjålne varer til 250.000 kr. og altså ikke til de 625.000 kr. som firmaet mente at skulle have.

Dommen blev anket til Højesteret, hvor der mellem parterne var enighed om, at NSAB 85 var "vedtaget", og så sent som under domsforhandlingen fremkom tøjproducentens advokat med et nyt anbringende, nemlig at § 4, stk. 2 i NSAB 85 skulle tilsidesættes i henhold til aftalelovens § 36. Denne bestemmelse er den såkaldte "generalklausul", der af og til om end sjældent anvendes af retterne til at tilsidesætte en aftale helt eller delvist, såfremt der ikke er nogle af de øvrige ugyldighedsgrunde i aftaleloven, der kan benyttes, eksempelvis svig, forfalskning etc.

Imidlertid afviste Højesteret, at der på dette sene tidspunkt kunne fremsættes nye anbringender, hvorfor vi ikke i denne omgang har fået rettens stillingtagen til, om NSAB ad denne vej kan bringes "i fare".

Højesteret indledte med a slå fast, at der mellem parterne var enighed om, at speditøren og konkursboet var ansvarlige for godsets bortkomst.

Der var endvidere enighed om, at NSAB 85 i sin helhed var vedtaget mellem parterne. Det erstatningsansvar, der påhvilede speditøren og konkursboet, var derfor begrænset i medfør af NSAB 85, § 21, litra a, medmindre andre regler medførte, at begrænsningen ikke kunne gøres gældende.

NSAB 85, § 4, stk. bestemmer, at hvis speditøren eller nogen, form hvem denne svarer, har forvoldt tabet med forsæt, kan speditøren ikke påberåbe sig regler i NSAB 85, der begrænser ansvaret. Højesteret fandt, at denne bestemmelse måtte forstås således, at alene forsæt og ikke uagtsomhed, heller ikke grov uagtsomhed, afskar speditøren fra at påberåbe sig bl.a. ansvarsbegrænsningen i § 21, litra a.

Konkursboet havde først under domsforhandlingen gjort gældende, at § 4, stk. 2, burde tilsidesættes i medfør af aftalelovens § 36. Dette anbringende blev ikke tilladt fremsat, jf. retsplejelovens § 383.

Varerne bortkom ved tyveri, men det var ikke godtgjort, at tyveriet blev begået af medarbejdere hos vognmanden eller af andre personer, som vognmanden og dermed speditøren hæftede for. Der var helle ikke grundlag for at fastslå, at vognmanden, speditøren eller nogen som disse virksomheder hæftede for, på anden måde havde forvoldt skaden med forsæt.

Ansvarsbegrænsningen i NSAB 85, § 21, litra a, kunne herefter påberåbes såvel af speditøren overfor konkursboet som af vognmanden overfor speditøren. Der var enighed om, at anvendelse af NSAB 85, § 21, litra a, medførte, at ansvaret var begrænset til modværdien af DKK 6.559,87 SDR.

Højesteret gav herefter speditøren medhold i den principale påstand overfor tøjproducenten og vognmanden medhold i den principale påstand overfor speditøren.

-----