Veteran Rally - en kulturel institution
Det femte Veteran Rally for erhvervskøretøjer betød en fortsat fremgang i deltagerantallet. Mere end dobbelt så mange køretøjer, som for fem år siden.
Fra blot at være et mindre træf for nostalgiske erhvervskøretøjer har Veteran Rallyet for erhvervskøretøjer med start i Silkeborg nærmest udviklet sig til en kulturel institution. Det femte i rækken blev afholdt i lørdags, og tendensen til flere og flere deltagere ser ud til at fortsætte. Da man kørte første gang for fem år siden var der ca. 40 startende køretøjer. Årets Veteran Rally, der havde det bedst tænkelige vejr, nåede op på ca. 90 tilmeldte køretøjer. Ud over de deltagerne i løbet, kommer der også mange interesserede tilskuer til løbet. De gamle køretøjer har stor bevågenhed, og mange ældre med branchekendskab kan nikke genkendende til de gamle køretøjer. Men det er ikke blot folk fra branchen. Blandt tilskuerne var der f.eks. også to interesserede som kom helt nede fra Hamburg-området. De havde ikke nogen som helst branchetilknytning, men kom udelukkende for at opleve de gamle lastvogne og busser.
Veteran Rallyet startede vanen tro ved DAB Buscenter i Silkeborg lørdag formiddag, herefter gik ruten ned syd for Silkeborg ned til Addit, hvor der var pause. Herfra fortsatte ruten øst om søerne og op omkring området ved Jyllands-Ringen og tilbage til DAB Buscenter.
På ruten var der ni poster, hvor deltagerne blev udsat for forskellige spørgsmål og konkurrencer. Inden uddelingen af præmierne, sagde en af arrangørerne, vognmand Jens Chr. Beck, at Veteran Rallyet indtil nu har kørt som et helt gratis arrangement baseret på frivillige hjælpere og sponsorer. I fremtiden er det dog ikke usandsynligt, at man bliver nødt til at opkræve et mindre beløb, for at få dækket alle omkostningerne.
Vinderne var: Den bedst renoverede: Start nr. 4 en Chevrolet fra 1935 tilhørende Kaj Nielsen, Odden.
Den mest sjældne: Start nr. 87 En meget lille Honda pickup.
Mest originale: Start nr. 28 en Volvo 445 pick up fra 1957 udstyret med førerkabine fra Funderholme tilhørende Søren Baunsgård, Østbirk
Vinderne i konkurrencerne på ruten blev: nr. 1 Bushistorisk selskab, nr. 2 start nr 55 Søren Sørensen, der var kørende i en Volvo FB88 tilhørende Torbjørn Bay, og som nr. 3 start nr. 66 Jesper Christensen der kørte i en Bedford fra 1972
-----