De satsede og det lykkedes
Finans Nords konference i Kolding i går om etablering i udlandet viste, at det er en satsning af udflage – men danske vognmænd kan klare den
Hvis de havde set alle forhindringerne i forvejen, var de ikke kommet i gang i udlandet med etablering af egen afdeling, sagde revisor Kaj Glochau på en konference i aftes arrangeret af Finans Nord i Kolding. Temaet var udflagning og etablering af udenlandske datterselskaber.
- Nogle af de danske virksomheder, der har flaget ud og været igennem hele den langsommelige proces, det kan være at etablere en ny virksomhed i udlandet, kendte ikke til alle forhindringerne inden de startede. Det har betydet, at de blot har taget udfordringen op hver gang, der er kommet en ny forhindring, sagde han.
Også ITDs formand, direktør Mogens Therkelsen HPT A/S, kom med et indlæg. Han slog fast, at det er vigtigt for virksomhederne at være langt fremme på IT-siden.
- Det er en meget vigtig faktor i fremtidens transportvirksomheder, sagde Mogens Therkelsen og understregede, at danske vognmænd ikke skal være bange for udfordringerne.
- Danske vognmænd har i mange årtier ikke været vant til at få høje fragtrater på det internationale marked. Alligevel har de gjort sig tydeligt bemærket internationalt også indenfor cabotage kørsel. Det viser tydeligt, at danske vognmænd er vant til en hård konkurrencemæssig situation. Vi skal nok klare os i den fremtidige globalisering, og danske vognmænd har også baglandet i orden, sagde han og kom også med en advarsel om kun at tænke omkostninger:
- Det kan være dyrt at flage ud udelukkende for at kunne benytte billigere chauffører med dårlige sprogkundskaber og manglende kompetence. Vi har set dårlige eksempler på dette. Man skal jo ikke være blind over for, at visse danske kunder nægter at laste lastvogne med chauffører, som ikke behersker mindst danske eller tysk. Så hjælper det jo ikke at man har en lav chaufføromkostning, sagde Mogens Therkelsen.
-----