Transportretten er udstyret med nogle ? set med transportørens øjne ? velsignende ansvarsbegrænsninger, der størrelsesmæssigt varierer alt efter, hvilken transportform, der er tale om. Omregningskursen er SDR, der pt. noteres til små 9 kroner og begrænsningen varierer alt efter, hvilken transportform, der er tale om. Søretten har en begrænsning på 2 SDR pr. kg., international landevejstransport 8,33 SDR og luftfart 17 etc.

Det er ikke altid ansvarsbegrænsningen spiller den helt store rolle. Det afhænger jo i sagens natur af forholdet mellem værdi og vægt. I den sag, der refereres nedenfor og hvor Sø & Handelsretten har afsagt dom den 13. maj i år var forskellen til at tage og føle på, idet den udgjorde differencen mellem 1.543.738,70 kroner og ca. 2.000 kroner!

Udgangspunktet for en sådan væsensforskel findes i luftfartslovens § 113:

"De i § 111 fastsatte ansvarsgrænser [17 SDR pr. kg.] skal ikke finde anvendelse, såfremt det bevises, at befordreren selv eller hans folk under udførelsen af deres tjeneste har forårsaget skaden, enten med forsæt eller groft uagtsomt, vidende om, at skade sandsynligvis ville blive forårsaget".

Som det vil fremgå, er muligheden ? eller måske snarere risikoen ? for at ansvarsbegrænsning ikke kan finde sted i luftfartsloven ? som ved de fleste andre steder i transportretten ? at der handlet forsætligt eller groft uagtsomt, men det specielle ved den grove uagtsomhedsgrad, der er beskrevet i luftfartsloven, er tilføjelsen om, at luftbefordreren skal være "vidende om", at skade sandsynligvis vil blive forårsaget. En sådan viden kan f.eks. være i tilfælde, hvor aftalte sikkerhedsprocedurer af den ene eller den anden grund skæres væk, f.eks. af besparelseshensyn, og i den omtalte sag, hvor en pengeforsendelse afsendt af et dansk pengeinstitut forsvandt i Helsinki lufthavn den 26. juni 2002 under transport fra Danmark til Finland var spørgsmålet bl.a. og ikke mindst, hvordan ellers nøje aftalte sikkerhedsprocedurer alligevel kunne svigte.

Under sagen nedlage et dansk forsikringsselskab påstand om, at et dansk flyselskab (flyselskabet) skulle betale kr. 542.738,70, hvilket beløb alene udgjorde en del af tabet, idet den bank, som var forsikret i forsikringsselskabet havde en selvrisiko på 1 mio. kroner. Flyselskabet mente at kunne slippe med at betale ansvarsbegrænsningsbeløbet gange de 14 kg. svarende til 238 SDR.

Bankens speditør indleverede ved vognmanifest dateret den 26. juni 2001 kl. 16.25 en række værdiforsendelser til flyselskabet, herunder 4 kolli fra banken med en samlet vægt på 56 kilo bestemt for Helsinki.

Ved et luftfragtbrev udstedt den 26. juni 2001 på vegne af flyselskabet påtog flyselskabet sig transporten (fragtfører) af den omhandlede værdiforsendelse, fire kolli med en samlet vægt på 56 kilo fra Københavns Lufthavn til Helsinki Lufthavn. Det fremgik af fragtbrevet, at speditøren var afsender og et finsk selskab var consignee (modtager). I rubrikkerne "Declared value for Carriage" og "Declared value for Customs" var ingen værdi deklareret.

I rubrikken "Handling Information" var angivet:

"Security handling required ? pls. notify cnee (consignee) upon arrival Seal Nos: ?"

Ovenstående angivelse af banker (og numre) fandtes også på sækkene.

I rubrikken "Nature and Quantity of Goods" var angivet: "Legal Banknotes ? Val. ? Cargo".

Den samlede fragtafgift var 1.944,80 kr. hvoraf 500 kr. dækkede "Val Fee".

Luftfarsselskabet, der havde indgået aftale med et fragthåndteringsfirma anmeldte forsendelsen ved en meddelelse over lufthavnens og luftfartsselskabernes interne meddelelsessystem, SITA. Meddelelsen indeholdt anmodning om "security handling" og oplysning om, at forsendelsen indeholdt pengesedler. Adviseringsmeddelelsen blev formentlig forsøgt videresendt med telefax til Modtageren. Det blev bekræftet overfor flyselskabet, at man kunne sende pengene.

Faxen til Modtageren kom ikke frem. Af en aktivitetsrapport vedrørende den benyttede telefaxmaskine fremgik det, at de to sidste forsendelser til ikke identificerede faxnumre, den 26. juni 2001 skete kl. 14.09. Tidsforbruget var angivet til 00'00. Status var angivet som "sendt", antal sider 00, og resultatet var angivet som OK.

Det fremgik af en faktura dateret den 3. juli 2001, at et reparationsfirma foretog eftersyn af en telefaxmaskine og kontrol af jordforbindelse efter en henvendelse den 27. juni 2001. Ordredatoen var angivet som den 4. juli 2001.

Safety og Security Manageren hos flyselskabet havde afgivet en redegørelse af 5. juli 2001 for hændelsesforløbet i forbindelse med bortkomsten. Af redegørelsen fremgik, at flyet ankom til Helsinki den 26. juni 2001 kl. 19.08 og returnerede til København kl. 21.38. Kl. 22.30 blev afdelingen hos flyselskabet, der håndterede værdiforsendelser, kontaktet af Helsinki, der oplyste at der af forsendelsen omfattet af airwaybillet manglede et kolli.

Tabet af forsendelsen blev anmeldt til kriminalpolitiet i Finland, der efter det oplyste fortsat efterforsker sagen. Efter anmeldelsesrapporten skete anmeldelsen den 27. juni 2001 kl. 00.04. Det fremgik af anmeldelsesrapporten, at flyet ankom til bestemmelsesstedet (parking place 26) på terminalen kl. 20.11, og at lasten i hvert fald blev losset af en loadmaster og en anden medarbejder. Ca. kl. 21.45 blev trollyen med lasten ført fra parkeringspladsen til importfragtterminalen, hvorfra han kørte til fragthåndteringsfirmaet, hvor han efterlod trolleyen udenfor. En terminalarbejder tog ca. 22.03 trolleyen ind i hallen, hvor det blev konstateret, at der manglede en pakke. En repræsentant fra fragthåndteringsfirmaet oplyst til rapporten, at transport af forsendelser fra fly til fragthåndteringsfirmaet's "freight station" normalt tog omkring 40 minutter. I dette tilfælde havde transporten taget usædvanlig lang tid, omkring 1½ time.

Af en anmeldelsesrapport fra lufthavnspolitiet til det centrale kriminalpoliti fortaget den 27. juni 2001 kl. 12.30 af en inspektør fremgik bl.a., at tyveriet blev opdaget hos fragthåndteringsfirmaet kl. 22.03.

Parterne var under den senere sag enige om, at forsendelsen omfattet af airwaybillet indeholdt fire kolli ved afgangen fra København, og at de var ombord på flyet ved ankomsten til Helsinki lufthavn.

Samarbejdet mellem flyselskabet og fragthåndteringsfirmaet byggede på en "Co-Operation Agreement" af 18. december 1997 vedrørende de tjenesteydelser som fragthåndteringsfirmaet skulle levere til luftfartsselskabet i Finland. I "Standard Ground Handling Agreement" (SGHA) der var bilag til aftalen mellem flyselskabet og fragthåndteringsfirmaet var der givet nærmere bestemmelser om fragthåndteringsfirmaet's forpligtelser.

Der blev i retten fremlagt uddrag af kontrakten mellem fragthåndteringsfirmaet og Modtageren udarbejdet den 4. april 2002 med ikrafttrædelse 1. januar 2000. Flyselskabet havde egne procedurer i forbindelse med værdiforsendelser.

Flyselskabets advokat erklærede sig i retten på en række punkter enig med forsikringsselskabet i beskrivelsen af det faktiske forløb, herunder at fragthåndteringsfirmaet skulle advisere Modtageren og sikre sig, at Modtageren kom tilstede. Det var dog ikke helt klart, hvilke procedurer der var gældende den 26. juni 2001 med hensyn til Modtageren tilbagemelding på adviseringer. Flyselskabet var således enigt i at fragthåndteringsfirmaet, for hvilket selskab flyselskabet svarede, havde handlet uagtsomt, og var derfor villig til at betale det fastsatte ansvarsbegrænsningsbeløb.

Den fejl der var sket i forbindelse med ekspeditionerne, måtte efter advokatens opfattelse karakteriseres som simple fejl. Det blev forsøgt at afsende en fax til Modtageren, men der var noget galt med maskinen, og det var medarbejderen ikke tilstrækkelig opmærksom på. Han havde formentlig regnet med, at meddelelsen var gået igennem. Det var en banal forglemmelse, der beklageligvis fik temmelig stor økonomisk betydning, men dette ændrer ikke ved det forhold, at det var en banalitet. Det var i øvrigt ikke udsædvanligt, at Modtageren ikke bekræftede modtagelsen af sådanne meddelelser, men alligevel mødte op. For medarbejderen var der derfor ikke noget alarmerende i, at der ikke kom en returfax.

På denne baggrund gjordes det gældende, at forsikringsselskabet ikke havde løftet den på selskabet hvilende tunge bevisbyrde for at, der var handlet med grov uagtsomhed med forsæt til skadens indtræden.

Advokaten henledte opmærksomheden på, at ansvaret efter luftfartsloven og herunder navnlig mulighederne for at gennembryde ansvarsbegrænsningen var langt snævrere end tilfældet var på andre transportområder. Og tendensen går endda i retning af helt at indskrænke muligheden for tilsidesættelse af ansvarsbegrænsningen til rene tilfælde af forsæt.

Sø & Handelsretten startede med at konkludere, at der i fragtbrevet vedrørende den pågældende transport var angivet i rubrikken om behandling, at sikkerhedshåndtering var påkrævet, og at consignee, Modtageren, skulle underrettes ved ankomsten. Endvidere var anført tre banknavne med sækkenes numre. Disse angivelser gik igen på sækkene. Det fremgik også af fragtbrevet, at de fire sækkes bruttovægt var 56 kg., at indholdet var "Legal Banknotes", og at det var en værdiforsendelse ("Val ? Cargo").

Det fremgik således af fragtbrevet, at sækkene indeholdt penge, og at særlige sikkerhedsforanstaltninger var påkrævet. Af sækkene kunne man se, at de sandsynligvis indeholdt betydelige værdier.

Af flyselskabets egne forskrifter for værdiforsendelser fremgik bl.a., at flyselskabet eller selskabets agent på bestemmelsesstedet skulle bekræfte at være klar til at modtage godset ligesom flyselskabet eller agenten skulle sørge for, at der ved flyets ankomst var sikkerhedsvagt til at modtage godset sammen med flyselskabet eller agenten.

Retten anførte endvidere, at efter den omtalte Standard Ground Handling Agreement (SGHA) der var en del af aftalen mellem flyselskabet og fragthåndteringsfirmaet, påtog fragthåndteringsfirmaet sig at sørge for passende lager og midler til håndtering af bl.a. særlige forsendelser som de foreliggende værdiforsendelser. Fragthåndteringsfirmaet påtog sig også at sørge for passende udstyr til håndtering af særlige forsendelser og for tjenester til håndtering af forsendelserne. fragthåndteringsfirmaet skulle således arrangere/sørge for sikring af alt gods med særlig hensyntagen til bl.a. værdifuldt gods under bl.a. losning og transport mellem luftfartøj og terminaler, ligesom fragthåndteringsfirmaet skulle sørge for tilsyn og administration. Endelig skulle fragthåndteringsfirmaet sørge for tilstedeværelse af sikkerhedspersonale til sikring af lasten mellem luftfartøj og bestemmelsessted.

Forsendelserne indeholdt i fragtbrevet blev anmeldt til fragthåndteringsfirmaet som foreskrevet, og fragthåndteringsfirmaet bekræftede at værdigodset kunne sendes med et pågældende fly. Det kunne ikke afgøres med sikkerhed, hvad der var årsag til at fragthåndteringsfirmaet ikke fik underrettet Modtageren. Det var imidlertid ikke afgørende for sagen om den manglende underretning skyldtes at den ansvarlige glemte at sende meddelelsen eller om han forsøgte at sende telefaxbrevet uden at det kom igennem på grund af problemer med telefaxmaskinen, og derefter undlod at sikre, at Modtageren blev underrettet på anden måde. Det kunne fastslås, at underretningen ikke fandt sted, og at fragthåndteringsfirmaet i strid med forskrifterne lossede flyet for værdiforsendelserne uden tilstedeværelse af sikkerhedspersonale. Efter losningen befandt forsendelserne, der var genkendelige som værdiforsendelser, sig på lufthavnsområdet i 1½ - 2 timer uden at være undergivet kvalificeret tilsyn.

Retten var enig med forsikringsselskabet i, at det for fragthåndteringsfirmaet måtte have stået klart, at selskabet, for hvis handlinger og undladelser i relation til den pågældende forsendelse flyselskabet var ansvarlig, uden nogen rimelig grund havde tilsidesat såvel forskrifter i parternes aftal som bestemmelser i SGHA og i flyselskabets egne regler for håndtering af værdiforsendelser. Disse forskrifter var velbegrundede til sikring af de betydelige værdier der kunne være tale om, og overholdelsen af dem var af helt afgørende betydning for muligheden af, at den pågældende forsendelse kom sikkert frem. Fragthåndteringsfirmaet havde således optrådt i hvert fald bevidst groft uforsvarligt i forbindelse med modtagelseshåndteringen af forsendelsen.

Efter det anførte om forsendelsens tyverifarlighed og under hensyn til, at den i længere tid måtte antages at have været uden tilsyn, og i hvert fald uden kvalificeret tilsyn, på lufthavnsområdet, hvor der færdes et betydeligt antal personer, måtte fragthåndteringsfirmaet som sådant og uafhængigt af enkeltpersoners forståelse af, hvad der var den rette handlemåde, havde været klar over, at behandlingen af godset indebar, at der var overvejende sandsynlighed for, at forsendelsen ville forsvinde, formentlig ved tyveri.

Efter bestemmelsen i § 113 i den dagældende luftfartslov var flyselskabet derfor ikke berettiget til at begrænse sit ansvar for bortkomsten af forsendelse, hvorfor forsikringsselskabets påstand blev taget til følge.

-----