RKI og KOB sætter spot på morgendagens dårlige betalere
RKI Kredit Information A/S og KOB A/S, som begge ejes af britiske Experian, har lanceret et nyt kreditvurderingsværktøj Delphi Scoring - et scoring system, der hævdes at tilbyde bedre forudsigelse af morgendagens dårlige betalere.
- RKI og KOB er i besiddelse af unikke data og know-how om det danske marked, som kombineret med Experians ekspertise inden for kredit- og markedsinformation på verdensplan vil give danske virksomheder muligheder for at foretage kreditvurderinger på et bedre grundlag end i dag, udtaler Tim Wolff Jacobsen, regionsdirektør for Experian Northern Europe.
Delphi Scoring systemet findes i flere versioner rettet mod henholdsvis scoring af forbrugere - Consumer Delphi Scoring - og scoring af virksomheder ? Commercial Delphi Scoring.
Sidstnævnte system er opdelt i versioner rettet mod enkeltmandsvirksomheder og virksomheder med op til 25 ansatte. En version til scoring af virksomheder med over 25 ansatte kommer på markedet i løbet af 2005.
-----