23948sdkhjf

Søfarten - en afgørende dansk styrkeposition

Markederne har aldrig været bedre og rederierne har i sjælden grad kunnet udnytte al deres dygtighed både med egne skibe og som operatør af andres.

Men det er ikke en selvfølge, at det er kommet så vidt. Den nyvalgte formands for Danmarks Rederiforeningen, adm. direktør Torben Janholt, J. Lauritzen, der afløser direktør Knud Pontoppidan, A.P. Møller ? Mærsk, undlod således ikke, at fremhæve regeringens erhvervsvenlige politik med vilkår som tonnage-skat, som en vigtig del af baggrunden for rederierhvervets succes.

- Uden den er det ikke sikkert, at vi kunne have udnyttet de fine markedsbetingelser så godt, påpegede Torben Janholt i forbindelse med generalforsamlingen forleden i Danmarks Rederiforening.

Og han kunne se tilbage på en valuta indsejling for 2004 på 120 mia. kroner ? atter en rekord. Men alle ved at træerne ikke vokser ind i himlen og det danske rederierhverv er så gammel og rutineret en institution, at det ligger i blodet, at også økonomien bevæger sig i bølger. Det er nedgangstider og opgangstider. Alligevel kunne Torben Janholt ikke se tegn på, at den nuværende gunstige situation skulle ændre sig foreløbig. Så et resultat for indeværende år på samme ? meget høje - niveau som for 2004 eller lidt under var hans bud.

Størsteparten af den danske handelsflåde sejler i fast rutefart, og i dette segment lå raterne generelt på samme fornuftige niveau som året før. Særligt mod slutningen af året lå tankskibsraterne betydeligt over niveauet fra 2003, men den mest bemærkelsesværdige udvikling kunne konstateres i bulkmarkedet, hvor gennemsnitsraterne lå i nærheden af det dobbelte af det i forvejen gode niveau, beretter rederiforeningen, som også peger på, at køleskibsmarkedet udviklede sig positivt, da særligt efterspørgslen efter transport af frugt fra Sydamerika var stigende.

Den positive markedsudvikling skyldes, at efterspørgslen efter søtransport både i 2003 og 2004 er steget med op mod 10 procent, hvilket er historisk højt. Denne store stigning er i høj grad forårsaget af den stadige globalisering og den kinesiske økonomis ekspansion efter optagelsen i WTO. Kina er således et marked af stadig større betydning for dansk skibsfart, kun overgået af USA og foran Japan, lyder det fra Danmarks Rederiforening, som også nævner EU:

- Det samlede EU er naturligvis også et vigtigt marked for dansk søfart, idet det står for godt 20 procent af omsætningen. Dansk søfart har generelt set ikke noget stort hjemmemarked, idet sejlads til og fra Danmark alene udgør fem procent af dansk skibsfarts omsætning. I en mere og mere globaliseret verdensøkonomi fremstår dansk skibsfart som en styrkeposition, der også fremover vil spille en afgørende rolle for dansk økonomi, fremhæver rederne.

Mange nybygninger

De senere års positive markedsudvikling afspejler sig også i de vigtigste nøgletal for dansk skibsfart. Den danske handelsflåde er med mere end 500 skibe og 10 mio. tons dødvægt, TDW, den største danske flåde nogensinde, samtidig med at handelsflådens gennemsnitsalder på knap syv år ligger langt under verdensgennemsnittet. Den lave gennemsnitsalder afspejler, at der over de senere år er tilgået en betydelig mængde nybygget tonnage til dansk flag, samtidig med at mindre og ældre tonnage er afhændet til udlandet. Denne udvikling må man forvente vil forstærkes yderligere over de kommende år, idet danske rederiers ordreprogram ved årsskiftet 2004/2005 oversteg størrelsen af den samlede danske handelsflåde.

Rederierne har således bestillinger på omkring 160 skibe med en samlet tonnage på over 10 mio. TDW. Værdien af nybygningsprogrammet er mere end 60 mia. kr., og skibene forventes leveret i løbet af de næste godt tre år. Dette nybygningsprogram afspejler en optimisme i erhvervet, og selv med fuld udnyttelse af verdens værftskapacitet vil tilgangen af tonnage i de kommende år ikke fuldt ud kunne matche det kraftigt stigende transportbehov.

Beskæftigelsen fastholdt

I takt med den stigende aktivitet i erhvervet stiger beskæftigelsen på land, og beskæftigelsen af danske søfolk er fastholdt på et niveau omkring 10.000 personer. Rederierne ansætter i denne tid stadig flere unge medarbejdere i rederikontorerne. Ud over at operere egne skibe besidder danske rederier en så betydelig knowhow, at udenlandske rederier i stigende omfang overlader befragtning af deres skibe til danske rederier, som samtidig også i vidt omfang står for operationen i rederiernes pool-samarbejder. Det vurderes således, at danske rederier kontrollerer omkring 50 mio.TDW, hvilket svarer til knap ti procent af verdenshandelsflåden. Dermed er Danmark en af verdens fem største skibsfartsnationer, og dansk opererede skibe transporterer omkring ti procent af den samlede verdenshandel.

Blandt andet som konsekvens af denne udvikling har Danmarks Rederiforening ændret medlemskriterierne, således at rederier, der opererer med udenlandsk tonnage, kan optages som associerede rederier.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063