Erhvervslivet rammes
- Nej’et i Frankrig kan ikke undgå at svække det europæiske erhvervsklima, siger Lars Krobæk, adm. direktør i HTS.
- Valgresultatet sår tvivl om, hvor helhjertet alle EU lande står bag udvidelsen af EU til 25 lande. Traktaten er først og fremmest en tilpasning af de parlamentariske spilleregler, efter at EU er udvidet med 10 nye lande. Når man har sagt A, må man også sige B. Selv i Frankrig har et flertal umiddelbart været tilhængere af EU’s udvidelse, så det er nærliggende at søge forklaringen på det franske nej i helt andre spørgsmål end i selve konsekvensen af den nye traktat, siger Lars Krobæk, som mener, at franskmændene bruger nej’et til at markere deres utilfredshed med andre problemer såsom arbejdsløsheden, regeringen og udflytning af job.
- Erhvervslivet bliver ramt, af det franske nej. Et splittet Europa stopper fremdriften i EU-projektet med at skabe et fælles indre marked. Europæisk erhvervsliv er rigeligt hæmmet af protektionisme og nationale særregler, påpeger han og understreger, at HTS anbefaler, at EU-projektet kører videre, også selv om det betyder, at Frankrig er med for lavere blus.
-----