Transport er én ting og oplagring en anden, og alligevel er der herimellem i juridisk forstand en gråzone, som man af og til bliver tvunget til at forholde sig til.

Bliver der aftalt en transport fra A til B uden omladning, er der ikke så meget at snakke om, og det samme gælder, hvis man kun bestiller en ren oplagringsopgave uden forudgående eller efterfølgende transport. I det første tilfælde gælder de sædvanlige transportregler, og i sidste tilfælde vil (hvis det er aftalt) gælde reglen i NSAB § 27 og ellers bestemmelsen i Dansk Lov (fra 1683) 5-8-14. I korthed er forskellen mellem disse to oplagringsregler, at en speditør, eller hvem der i øvrigt måtte påberåbe sig reglen i § 27 som udgangspunkt og i hvert fald rent bevismæssigt, stilles bedre end efter bestemmelsen i Danske Lov.

I atter andre tilfælde kan man bevæge sig i en gråzone mellem transport og oplagring, og det var i hvert fald den gråzone den tabende part i neden anførte byretsdom afsagt den 20. april i år bevægede sig i under angivelse af det oplagringsreglen skulle gælde på et tidspunkt, hvor transporten var midlertidigt afbrudt ? eller måske for så vidt angår den sagsøgte speditør slet ikke var kommet i gang endnu. Sagen indeholdt endvidere det efterhånden klassiske og helt automatisk standardiserede spørgsmål om grov uagtsomhed, idet jo som bekendt forskellen er, om ansvarsbegrænsning kan finde sted ? eller ej.

Den 23. april 2004 indgik et portugisisk selskab en aftale med et finsk selskab om køb af 10 Panasonic plasmaskærme til i alt 28.520 Euro. Salget skete eksklusiv fragt, og det portugisiske selskab indgik en aftale med et portugisisk speditionsfirma om transport af skærmene fra Finland til købers plads i Portugal.

Skærmene blev den 23. april 2003 sendt fra Finland. Det fremgik af fragtsedlen, at der var tale om to paller "Panasonic Goods", som vejede 328 kg. Varerne blev sendt med færge til Århus, hvorfra de blev transporteret af et dansk transportfirma til et ligeledes dansk speditionsfirma, nærmere bestemt på dennes terminal et sted i Jylland. Her blev de opbevaret, indtil de skulle have været transporteret videre til Portugal af Speditøren.

Natten mellem den 29. og 30. april 2003 blev der begået et indbrud hos Speditøren. Indbrudstyvene stjal 6 af de 10 plasmaskærme. Tyveriet blev anmeldt til politiet den 30. april 2003 om morgenen, og der blev sendt en e-mail til det portugisiske speditionsfirma, hvor man orienterede om tyveriet. I denne e-mail skrev Speditøren tillige, at de ikke kunne holdes ansvarlige for de skete indbrud. Der blev i den forbindelse henvist til NSAB 2000. Den efterfølgende nat blev der igen begået et indbrud hos Speditøren, hvorved de sidste fire skærme blev stjålet. Dette tyveri blev også anmeldt til politiet. Det skete den 1. maj 2003 om morgenen. Indbrudstyvene er ikke fundet.

Speditionsfirmaets forsikringsselskab kontaktede sin portugisiske surveyor. Dette selskab rettede henvendelse til et dansk surveyor-firma, som foretog en undersøgelse af de faktiske omstændigheder ved tyverierne og udfærdigede i den forbindelse en rapport. Der blev foretaget besigtigelse af Speditøren's plads, og der blev taget fotografier. Det konkluderedes i rapporten, at et evt. erstatningsansvar ville skulle baseres på CMR konventionen eller NSAB 2000. Det fremgik tillige, at erstatningsansvaret ville være begrænset til SDR 8,33 pr. kg. af det gods, der blev fragtet. Det understregedes i rapporten, at der ikke var tale om en juridisk vurdering.

Den danske surveyor, der havde foretaget besigtigelse på vegne af vareforsikringen forklarede i byretten, at Speditøren's anlæg bestod af tre lagerhaller, som var forbundet. På bagsiden af hallerne var der en port. Det var gennem denne port, at tyvene var brudt ind. Tyvene havde sparket en glasfiberruder ind og var derefter trængt ind i hallen, hvor de havde åbnet bagporten ved at løsne de to slåer. Det var muligt at køre hen til porten med en bil. Han vidste ikke, hvor lang tid det ville tage at gennemføre et tyveri, men et hypotetisk bud ville være omkring 10 minutter. Han vidste ikke, hvorfor tyvene kun tog seks skærme med. Han vidste heller ikke, hvordan de kartoner, som skærmene lå i, så ud. Der var ikke noget der tydede på, at der i forbindelse med det første tyveri blev kigget andre steder. Efter det første tyveri blev den indsparkede rude repareret. Han fik endvidere oplyst, at man havde flyttet de fire resterende plasmaskærme, og at man havde gemt dem bag nogle paller. Dette var ikke en dårlig ide. Han vidste ikke, hvad man mere kunne have gjort. Ved det andet tyveri var ruden, som lige var blevet repareret, pillet ud. Den var ikke slået i stykker. Denne gang havde tyvene kigget i andre kartoner, men der var alene stjålet de resterende fire plasmaskærme. Han vidste ikke, om det var de samme tyve, der hade stjålet alle skærmene. Han mente, at tyvene måtte have vidst, at skærmene blev opbevaret i hallen.

Plasmaskærme er tyvetækkelige varer. Der var opbevaret alt muligt gods hos Speditøren. Han vidste ikke, om der i øvrigt opbevaredes tyvetækkelige varer. Det var efter hans opfattelse ikke normalt, at der gives særskilt orientering om, at det gods, som man transporterede, var særligt tyvetækkeligt.

Fjernsyns- og radioprodukter var normalt så godt emballeret fra fabrikkens side, at det ikke var nødvendigt at gøre yderligere ved dem. Det ville man derfor typisk ikke gøre. Hvis man valgte at putte folie omkring dem, for at holde på kartonerne, ville det fortsat være muligt at se, at de var fjernsyn, da folien var gennemsigtig. Han ville derfor mene, at man kunne se, at det var plasmaskærme, der blev transporteret.

Surveyoren syntes ikke, at sikkerheden hos Speditøren var god nok. Han ville vurdere, at tyverisikringen var lavere end hos andre, hvor tyverisikringen ofte var mere avanceret i form af tyverialarmer. En tyverialarm var dog ikke en garanti for, at der ikke skete indbrud. Han troede, at Speditøren havde vurderet risikoen for indbrud for lav, henset til at der gennem 20 år alene havde været fire mindre indbrud.

Terminalchefen hos Speditøren forklarede, at terminalen bestod af tre store haller, som hang sammen. De er nu sikret med tyverialarm. Dansikring kørte forbi en gang om natten på hverdag og to gange i weekenden. Endvidere kørte lastbiler til og fra terminalen om natten. Der var ikke nogen, der havde påtalt, at sikkerheden ikke skulle være god nok. Der havde alene været fire tyverier på 20 år. Der har været tale om mindre tyverier. Der var blandt andet blevet stjålet øl og sodavand fra personaleforeningen.

Der opbevaredes ikke egentlige højværdivarer eller tyvetækkelige varer på lageret. Det, man gjorde mest i, var maskindele og trikotagevarer. Terminalchefen fortalte endvidere, at man da man modtog de to paller med plasmaskærme ikke kunne se, hvad der var på pallen. Der stod ikke noget på det fragtbrev, som man fik udleveret. Han havde ikke set nogen fragtbreve, hvor man kunne se, at det var fjernsyn eller Panasonic varer. Godset blev derfor behandlet som almindeligt gods. Det var først efter tyveriet, at man blev opmærksom på, at det var plasmaskærme. Pallerne var folieret. Pallerne skulle stå der et par dage, inden de skulle sendes videre til Portugal. Der er kun en ugentlig transport til Portugal. Det var helt sædvanligt, at gods står nogle dage, før det sendes videre. Godset var bare i transit. Der var ikke aftale om egentlig opbevaring.

Den 30. april om morgenen konstaterede man, at der havde været indbrud. Man fandt ud af, at der var blevet stjålet 6 plasmaskærme. Man tænkte ikke på, at tyvene ville komme igen, men man besluttede sig alligevel for at gemme de sidste 4 skærme bag nogle andre paller, så man ikke kunne se dem. Porten blev repareret. Næste morgen så man, at der igen havde været indbrud, og at de sidste 4 skærme var blevet stjålet. Tyvene havde denne gang rodet i flere kartoner, men havde alene taget de 4 skærme. Han vidste ikke, om det var de samme tyve, som havde brudt ind to gange, eller om de var gået målrettet efter skærmene. Han vidste heller ikke, om de havde haft intern viden om skærmene. Begge tyverier blev anmeldt til politiet.

Det portugisiske speditionsfirmas forsikringsselskab gjorde til støtte for sin påstand gældende, at Speditøren var forvarer med hensyn til skærmene på tidspunktet for deres bortkomst. Sagen skulle derfor ikke afgøres efter CMR loven, men efter Danske Lov 5-8-14 om forvarerens ansvar. Det portugisiske forsikringsselskab gjorde endvidere gældende, at da der ikke var tale om en landevejstransport, som udførtes på grundlag af samme fragtaftale, jf. CMR lovens § 43, var forholdet ikke omfattet af CMR loven. Det var således ikke af sagsøgte godtgjort, at CMR loven skulle finde anvendelse. Tyveriet var sket, da godset blev opbevaret hos sagsøgte.

Ud fra lex specialis betragtninger måtte det derfor være reglerne om forvarerens ansvar i Danske Lov, der skulle finde anvendelse. Efter disse regler gjaldt der et strengt ansvar. Da sagsøgte ikke havde sikret godset som sit eget, var sagsøgte erstatningsansvarlig.

Såfremt CMR loven fandt anvendelse gjorde det portugisiske forsikringsselskab gældende, at Speditøren havde handlet groft uagtsomt, hvorfor ansvarsbegrænsningsreglerne ikke fandt anvendelse. Til støtte herfor havde det portugisiske forsikringsselskab henvist til, at Speditøren ikke havde undladt at træffe blot et minimum af sædvanlige sikkerhedsforanstaltninger. Godset burde have været sikret bedre ved hjælp af tyverialarmer, rumfølere, lås og gitter på indersiden af porte og hyppigere vagtrunderinger. Hertil kom, at bagporten var uovervåget og uoplyst. Det var Speditøren, der skulle godtgøre, at skaden ikke skyldtes omstændigheder, som man havde ansvaret for. Dette havde Speditøren ikke gjort. Speditøren havde været vidende om, at der var tale om tyvetækkelige varer. Trods denne viden havde Speditøren ikke truffet særlige foranstaltninger ved godsets opbevaring. Det portugisiske forsikringsselskab havde gjort gældende, at Speditøren efter det første tyveri ved ikke at have foretaget andet end at flytte og gemme godset i hvert fald havde optrådt groft uagtsomt. Efter det første tyveri måtte Speditøren have indset, at der var tale om stedkendte tyve med viden om, at der var værdifulde plasmaskærme på stedet.

Speditøren gjorde til støtte for sin påstand gældende, at forholdet skulle bedømmes efter CMR loven og ikke Danske Lov 5-8-14. Der forelå således ikke en særskilt aftale om opbevaring af godset. Bortkomsten skete, mens plasmaskærmene var under transport fra Finland til Portugal, hvor Speditøren havde påtaget sig ansvaret for transport fra speditørens terminal til Portugal. Der forelå således en aftale om international vejtransport, der var omfattet af CMR loven, jf. dennes § 1. Det var uden betydning for denne sag, at der ikke var et gennemgående fragtbrev. Reglerne i CMR lovens kapitel 6 indeholder alene nogle særlige regler for transporter, hvor der er udstedt et gennemgående fragtbrev. Såfremt transporten ikke anses for omfattet af CMR loven, ville den skulle reguleres efter NSAB 2000, som var vedtaget mellem parterne. Reglerne i NSAB er de samme som i CMR loven.

Speditøren havde alene handlet simpelt uagtsomt, hvilket også var erkendt. Der var ikke handlet groft uagtsomt. Der forelå ikke så eklatante fejl fra Speditørens side. Godset var placeret i en aflåst hal, og der var tilknyttet et vagtselskab. Der var således ikke tale om, at Speditøren glemte at lukke og låse eller placerede godset udenfor. Speditøren vidste ikke, at godset bestod af særlige tyvetækkelige varer, og havde ikke fået en instruks om, at man skulle iagttage særlige forholdsregler til sikring af godset. Det var først efter det første tyveri, at man fik viden om, at der var tale om plasmaskærme. Der forelå heller ikke grov uagtsomhed i forhold til tyveriet af de sidste fire skærme, idet Speditøren flyttede og gemte skærmene bag andet gods.

Det var det portugisiske forsikringsselskab der skulle bevise, at der var handlet groft uagtsomt. Denne bevisbyrde havde det portugisiske forsikringsselskab ikke løftet. Påstanden om, at der skulle være handlet groft uagtsomt, havde tillige heller ikke støtte i den fremlagte besigtigelsesrapport. Speditøren var herefter berettiget til at begrænse ansvaret efter CMR loven § 29.

CMR loven gælder for internationale vejtransporter mellem lande, som har tilsluttet sig CMR konventionen, jf. CMR lovens § 1. Det er ikke en betingelse, at der er udstedt et gennemgående fragtbrev. Da der forelå en aftale om transport af gods fra Finland til Portugal, fandt CMR loven anvendelse. Opbevaringen af godset hos Speditøren var sket i forbindelse med transporten og ikke på baggrund af en særskilt aftale om oplagring. Danske Lov 5-8-14 skulle derfor ikke anvendes i stedet for CMR loven.

Retten fandt ikke, at Speditøren ved at have stillet skærmene i en aflåst lagerhal, som blev tilset en gang om natten af et vagtselskab, havde udvist en sådan kvalificeret uforsigtighed i behandlingen af godset, at tyveriet af skærmene kunne tilregnes Speditøren som groft uagtsomt i henhold til CMR lovens § 37. Da Speditøren for at sikre de 4 resterende skærme traf foranstaltninger, så skærmene ikke var umiddelbart synlige, fandt retten heller ikke, at tyveriet af disse kunne tilregnes Speditøren som groft uagtsomt i henhold til CMR lovens § 37. Speditøren frifandtes derfor.

-----