122 køretøjer fik køreforbud
Tungvognskontrollen gav mange gevinster – niveauet ligger næsten fast
Rigspolitiets færdselsafdeling har netop afsluttet en landsdækkende kontrol af tunge køretøjer i perioden 18. til 29. april - en kontrol der bl.a. er blevet gennemført sammen med den lokale færdselsafdeling i Århus politikreds.
Under hele aktionen blev der kontrolleret 1631 tunge køretøjer. Der blev optaget 600 rapporter, og der blev konstateret 788 forseelser. Det førte til 122 køreforbud, som omfattede 57 lastvogne, otte påhængsvogne, tretten trailere, 28 hele vogntog, to busser samt fjorten blokvogne. Ud af de konstaterede overtrædelser omfatter de otte bremsefejl, som blev konstateret på to lastvogne og seks påhængsvogne. Der blev konstateret 44 overlæs, der både kan omfatte overskridelse af gældende akseltryksbestemmelser og/eller totalvægte. Her fordeler overtrædelserne sig på 25 lastvogne, fire påhængsvogne, fire trailere, ti hele vogntog samt en enkelt blokvogn.
På køre-hviletidsområdet var der hele 101 overtrædelser og 51 lastvogne havde fejl på kontrolapparatet. 51 fik konstateret fejl på dimensionerne mens elleve manglede gyldig tilladelse, hvilket fordeler sig med tre lastvogne, der manglede vognmandstilladelse og otte blokvogne, som ikke havde den fornødne særtransporttilladelse.
25 havde overtrådt hastighedsbestemmelserne. Her fordeler overtrædelserne sig på 23 lastvogne samt to blokvogne.
Asger Lund Kristensen, der er vicepolitiinspektør i Rigspolitiets færdselsafdeling siger til e-nyt:at det generelle indtryk ligner de øvrige resultater fra tidligere kontroller.
- Det kan svinge ganske lidt. Men det er så lidt, at der i hvert fald ikke er tale om nogen forbedring. Niveauet ligger stabilt. Det er meget svært at rokke på det. Men der er ingen tvivl om, at når de forhøjede bødetakster træder i kraft, vil man helt klart kunne aflæse det af statistikken, siger han.
-----