23948sdkhjf

Kassevogne er trafikkens sorte får

Trafikulykker med kassevogne har fået mere og mere spalteplads i medierne i takt med biltypens stigende popularitet. Ikke mindst i Tyskland, hvor de store varebilers succes har været særlig markant.

Succesen skyldes kassevognenes store fleksibilitet med en hurtighed, der kan måle sig med personvognens og en ganske respektabel lasteevne. Hurtigheden er især blevet synlig efter indførelsen af de muskuløse commonrail dieselmotorer, der giver selv store kassevogne kræfter til hurtigløb på motorvejene, hvor personvognene ofte får baghjul.

Den høje hastighed betyder også øget risiko og voldsommere skader, når det går galt.

I Tyskland er antallet af ulykker med kassevogne, hvor der sker alvorlig personskade, øget med 55 procent fra 1992 til 2002. En trist tendens, der sættes i relief af det faktum, at tallene for alle andre køretøjstyper er faldet i samme periode.

Problemet er erkendt af de store varebilsfabrikanter.

- Der er sket en lang række forbedringer af både den passive og aktive sikkerhed på kassevogne i de senere år, hvor fabrikkerne har udviklet modeller med deformationszoner, airbags og senest ESP, vurderer Christian Börner, der er stedfortrædende leder af Berufsgenossenshaft für Fahrzeughaltungen (BGF), der har foretaget et omfattende studie af sikkerhed for kassevogne.

Den kedelige ulykkesstatistik for kassevogne har vækket de tyske myndigheder, der overvejer en række tiltag for at forbedre sikkerheden ? både for andre trafikanter og kassevognens chauffører ? med overvejelser om særlige hastighedsgrænser og en skærpelse af de tekniske krav til materiellet.

- Især på lastningsområdet er der fortsat brug for markante forbedringer. Både af hensyn til køretøjernes stabilitet, der er en væsentlig faktor i mange ulykker, men også ved skrappere krav skillerum, surringsøjers og opbygningers kollisionssikkerhed, siger Christian Börner.

Havarikommission

Herhjemme er Havarikommissionen for vejtrafikulykker er på trapperne med en rapport om netop ulykker med kassevogne ? et arbejde, der blev igangsat i kølvandet på flere alvorlige ulykker med kassevogne på de danske veje. Men i Færdselsstyrelsen mener kontorchef Ib Rasmussen ikke, at lastsikring og opbygninger er hovedproblemet.

- Vi venter naturligvis spændt på rapporten fra Havarikommissionen. Men vi har ingen indikationer på, at det er et særligt problem. Det er først og fremmest den høje hastighed, der er årsag til ulykkerne, siger Ib Rasmussen.

Tyske undersøgelser viser, at høj hastighed og aggressiv kørsel er årsagen til 88 procent af ulykkerne.

Kravene til opbygninger i varebiler i Danmark er kun formuleret i meget generelle vendinger, der kræver, at det skal være sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Ib Rasmussen vurderer, at de nuværende regler er gode nok.

- Vi får i forvejen skyld for at detailregulere alting. Da vi ikke har data, der tyder på, at det er et væsentligt problem, så er det ikke her vi skal rette fokus, siger Ib Rasmussen.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078