Flot DM for lærlinge
Den 22-årige Dennis Krogh Rasmussen, der arbejder hos Svendborg Brakes A/S, kan det næste år smykke sig med titlen som Danmarks dygtigste lagerlærling. Ud over den teoretiske prøve skulle lagerlærlingene gennemføre følgende discipliner: Varemodtagelse, varesalg, præcisionskørsel og stabling med truck samt manøvrering og læsning af langgods med truck. Dennis, der bor i Ringe og gennemgår den teoretiske del af sin uddannelse på Odense Tekniske Skole, sejrede i teori og disciplinerne varemodtagelse og manøvrering med truck. Det indbragte ham sejren og DM-titlen foran Morten Holst Hansen, Herning og Thomas Knudsen, Odense.
Chaufførlærlinge19-årige Mikael Bendiksen Hansen, Holsted, der arbejder som chauffør hos K. Hansen Transport A/S i Vejen, blev kåret som Danmarks dygtigste chaufførlærling og besejrede dermed sine 25 konkurrenter fra hele landet. Ud over den teoretiske prøve skulle chaufførlærlingene gennemføre følgende discipliner: Præcisionskørsel med forvogn og forvogn/hænger, præcisionskørsel med trækker og sættevogn, lastfordeling og surring på trailer samt krankørsel.
Mikael, der gennemgår den teoretiske del af sin uddannelse på EUC Vest i Esbjerg, vandt disciplinen lastfordeling og fik så gode placeringer i de øvrige discipliner at han erobrede den samlede DM-titel foran Morten Skyum Jørgensen, Ringe og Morten Elbæk Larsen fra Ansage, oplyser arrangøren, TUR (Transporterhvervets UddannelsesRåd).
-----