DTL slår koldt vand i blodet
Selv om transportministeren Flemming Hansen, klart har afvist kørselafgifter i København har statsministeren været mindre kategorisk i sin afvisning af ideen, som han mener bedst kan diskuteres lokalt. Der har fået retorikken til at blomstre op blandt de københavnske politikere, som kommer med et væld af bud på en betalingsløsning.
Men DTL-direktør Erik Østergaard slår koldt vand i blodet:
- Selv om der helt sikkert går adskillige år, før det bliver praktisk muligt at gennemføre kørselsafgifter i København, er der grund til allerede nu at se på konsekvenserne, hvis det bliver dyrere af køre i København og måske også i andre større danske byer,
- Hvis det med en kørselsafgift bliver dyrere at udbringe varer til erhvervslivet, at køre med byggematerialer eller at afhente affald, står det fast, at der kun er én til at betale ? nemlig kunden af transportydelserne og i sidste ende den enkelte danske forbruger, fastslår han og tilføjer
Risiko for flugt
- Det er ikke utænkeligt, at en del af erhvervslivet vil overveje at flytte uden for det afgiftsramte område. På længere sigt kan København risikere at blive drænet for detailhandel. Varetransportørerne vil naturligvis transportere de varer, som kunderne ønsker, men gods har ikke ben at gå på, og godset kan derfor ikke selv tage turen til fods, på cykel eller med bus, S-tog og Metro, siger Erik Østergaard.
- Den aktuelle fokus på kørselsafgifter kan betyde, at der bliver mindre interesse for at udvikle den såkaldt intelligente trafik med f.eks. tavler med variable hastighedsgrænser og kømeldingerne, som er transport- og energiministeren Flemming Hansens politik. En intelligent trafikledelse er et mindst lige så effektivt middel mod trængselsproblemerne i de større byer, siger Erik Østergaard.
Skræk-scenarie
- Men det helt store skrækscenarium for transporterhvervet, der jo kører over hele Danmark og Europa, vil være, at vi vender tilbage til middelalderens byporte og lokale told- og skatteopkrævere. Det vil blive en kolossal klods om benet for en effektiv transport af varer til og fra byerne i Danmark og i Europa. Det er derfor helt afgørende, at løsningerne er gennemtænkte og ensartede i Danmark og i EU, siger Erik Østergaard og maner til besindighed.
-----