Lettere at miste kørselstilladelse
Vejtransportrådet strammer reglerne om tilbagekaldelse af bus- og godsvognmandstilladelser.
Det er bl.a. Rigspolitiets kontroller og overtrædelsesstatistikker på køre- og hviletidsbestemmelser, tekniske fejl på køretøjerne m.v., der har udløst stramningerne, som betyder skærpede sanktioner for overtrædelse af køre- og hviletidsbestemmelserne, Således indføres der en skærpelse og graduering af vurderingen af alle køre- og hviletidsovertrædelser efter det enkelte forholds grovhed.
Der indføres mulighed for automatisk meddelelse af advarsel til vognmanden. Dette vil kunne ske, hvor en af vognmandens chauffører får frakendt førerretten på grund af overtrædelse af køre- eller hviletiden ved en overtrædelsesprocent over 30 samt ved chaufførens gentagne overtrædelse af kontrolapparatforordningen eller ved chaufførens manipulation af fartskriveren.
De ændrede regler om tilbagekaldelse af tilladelser forudsætter, at justitsministerens forslag vedtages som fremlagt.
Desuden vil der blive givet flere advarsler, hvis vejtransportlovgivningen overtrædes. Som en følge heraf vil der kunne ske flere tilbagekaldelser af tilladelser.
Rådet planlægger at tage et nyt instrument i anvendelse i særligt grove tilfælde af overtrædelse af vejtransportlovgivningen, idet der fremover kan ske tilbagekaldelse af tilladelser uden forud meddelt advarsel ved ekstraordinært grove overtrædelser.
Den nærmere udmøntning skal dog først drøftes med branchen.
En tilbagekaldelse uden advarsel kan alene ske efter konkret beslutning i Vejtransportrådet.
-----