Kæmpe fragtfly fra Airbus
Første Airbus A380 Freighter med en beregnet fragtkapacitet på 150 tons og godt 10.000 kilometers rækkevidde spås stor succes på luftfragtsmarkedet – især på ruter til Asien.
Der blev skrevet luftfartshistorie i Nantes i Frankrig tirsdag. De første metaldele til Airbus A380 Freigther, der er luftfragtsudgaven af den europæiske flyproducents store satsning, blev skåret i går. Metaldelene er en del af den centrale vingeboks, der hovedsageligt konstrueres af kulstoffiberforstærket plastik.
Den tilsyneladende trivielle begivenhed er historisk, fordi det er første gang, at konstruktionen af en fragt-versionen af et stort passagerfly går i gang, før prototypen har fløjet. Prototypen til det kæmpestore passagerfly forventes først i luften i slutningen af 2005 eller starten af 2006.
Airbus har faste ordrer fra fire luftfragtselskaber på i alt 27 A380F, der primært forventes indsat på ruter mellem Asien og Europa, samt Asien og USA, hvor der forventes stor vækst i luftfragtsmængderne.
Airbus hævder, at A380F bliver det hidtil billigste fragtfly, målt i forhold til fragtenheder.
-----