Stabilitetspagten, som skulle sikre, at de enkelte lande ikke kører uansvarligt økonomisk sololøb på de andres bekostning, er blevet opblødet for at give ikke mindst Tyskland råderum til at inddrage offentlige midler i kampen mod den store ledighed. Alt sammen meget forståelig men også et farligt spor at slå ind på.

Den danske interesse er jo, at EU-reglerne er fælles for alle. At de store lande ikke bare kan gøre som det passer dem. Vi elsker herhjemme at brokke os over alt, de vil bestemme ?nede i Bruxelles?. Men i en internationaliseret økonomi og i et grænseoverskridende erhverv som f.eks. transporterhvervet er det afgørende, at spillereglerne er de samme for alle. At vi skal konkurrere på lige vilkår og ikke på, hvor meget man i det enkelte land kan klemme ud af statskassen. Vi skal konkurrere på dygtighed ? ikke på tilskud.

Det er vigtigt, at EU har en rummelighed, så man kan tilgodese et land, der kommer i klemme på den ene eller anden måde. Men så er det ekstra vigtigt at holde fast i principperne, så det kun bliver i ekstraordinære situationer ? den enormt dyre tyske genforening er et eksempel ? at reglerne bøjes.

Danmark fik jo i sin tid en håndsrækning af de andre lande i form af en accept af de fire forbehold, så vi skal også være parat at vise forståelse for andres problemer. Frankrig kan jo tydeligvis hurtigt få vanskeligheder ved folkeafstemningen om traktaten.

Men det må ikke fjerne os fra det overordnede mål med fællesskabet ? en styrkelse af alle landene.

-----