Forældelse af krav uanset om det fragtkrav eller skadeskrav er en rigtig ubehagelig oplevelse for den, det går ud over, for krav, der er forældede er jo som mange vil vide uigenkaldeligt "døde og magtesløse".

Hvad der imidlertid overrasker mange ellers drevne transportfolk er, at forældede krav heller ikke kan bruges til modregning, og da fragtkrav og skadeskrav ikke forælder efter helt samme regler, slipper man altså ikke altid heldigt fra en uigennemtænkt og ukontrolleret "lurepasning".

Ved landevejstransport finder man forældelsesreglen i CMR-lovens § 41. Essensen af bestemmelsen er, hvad fragtkrav angår, at forældelse indtræder 15 måneder efter, at fragtaftalen er indgået og at afbrydelse og standsning af forældelsesfristen er underlagt "reglerne i den stat, i hvilken sagen anlægges".

Som det vil fremgå er spørgsmålet om suspension og afbrydelse af krav overladt til den nationale lovgivning, og i Danmarks tilfælde er det forældelsesloven af 1908, også kaldet 1908-loven.

Forældelsesfristen efter denne lov er 5 år og i visse tilfælde 20 år, hvis der eksempelvis der er afsagt dom eller indgået skriftligt forlig, udstedt gældsbrev eller lignende. For læsere, der evt. måtte have optaget et 30-årigt kreditforeningslån, må jeg dog ile med den servicemeddelelse, at disse lån ikke forældes efter 20 år! Er der i øvrigt forældelsesfrister i speciallovgivningen (som f.eks. CMR-loven), er det denne frist, der gælder.

Stadig i henhold til § 2 i 1908-loven fremgår, at "fordringen fortabes medmindre fordringshaveren inden fristens udløb enten erhverver skyldnerens erkendelseaf gælden eller foretager retslige skridt mod ham og uden ufornødent ophold forfølger disse til erhvervelse af forlig, dom eller anden retsafgørelse." Da anerkendelse ikke er så ofte forekommende, afbrydes forældelsesfristen med andre ord bedst og mest sikkert ved, at der indleveres stævning til retten.

Et finansieringsselskab og et vognmandsfirma indgik den 21. december 2001 en factoringaftale med senere tillæg. Vognmandsfirmaet udstedte i tiden fra den 18. februar til den 21. marts 2002 22 fakturaer til vognmandens Speditør med et samlet pålydende på 554.915,52 kroner. Alle fakturaer blev i henhold til factoringaftalen overdragt til Finansieringsselskabet.

Det samlede fakturabeløb med fradrag af en indbetaling på 22.082,48 kroner den 21. marts 2002 udgjorde Finansieringsselskabets fordring mod Speditøren.

Kontoudtog med oplistning af fakturaerne og den nævnte indbetaling var af Finansieringsselskabet sendt til Speditøren hver måned.

Ved dekret af 29. maj 2002 blev Vognmandsfirmaet taget under konkursbehandling.

Efter anmodning fra marketingschefen hos Finansieringsselskabet havde en kontorassistent hos Speditøren formentlig i juni og august 2002 sendt udskrifter af Vognmandsfirmaets konto i Speditørens bogholderi. Begge udskrifter indeholdt de til Finansieringsselskabet overdragne fakturaer, bortset fra en faktura på 9.635,30 kroner. Endvidere indeholdt udskrifterne en række posteringer i Speditøren' favør. Den første udskrift viste en saldo pr. 19. juni 2002 på 22.242,83 kroner i Vognmandsfirmaets favør, og den anden udskrift viste en saldo pr. 1. juli 2002 på 26.283,51 kr. i Speditøren' favør.

Den 16. august 2002 skrev den advokat, der var blevet kurator i boet til Speditøren og vedlagde bl.a. de eksisterende kontoudtog, og den 5. marts 2003 afviste Speditøren, at Finansieringsselskabet havde noget krav.

Finansieringsselskabet trak speditøren i retten med påstand om, at denne skulle dømmes til at betale 532.833,13 kroner med procesrente fra sagens anlæg til betaling fandt sted. Beløbet udgjorde betaling af 22 fakturaer udstedt af vognmandsfirmaet, som i henhold til en factoringaftale havde overdraget fordringerne i henhold til fakturaerne til Finansieringsselskabet.

Speditøren havde påstået frifindelse, bl.a. under henvisning til, at der var indtrådt forældelse efter § 41 i CMR-loven.

Parterne var enige om, at kravet var omfattet af CMR-loven, og at spørgsmålet om evt. afbrydelse af denne lovs forældelsesfrist skulle bedømmes ud fra dansk ret, det vil sige 1908-loven.

Der var endvidere enighed om, at forældelsesfristen udløb den 12. juni 2003, og at der ikke forinden forelå afbrydelse ved retslige skridt, idet sagsanlæg først var sket den 24. juni 2003.

Finansieringsselskabet gjorde imidlertid gældende, at forældelsesfristen forinden var afbrudt ved anerkendelse fra Speditøren' side i form af erklæring om modregning.

Forældelsesspørgsmålet blev afgjort for sig, hvilket bl.a. havde den konsekvens, at da sagen i landsretten endte med at kravet ikke var forældet, skulle sagen herefter for så vidt starte forfra.

De fakturaer, som Finansieringsselskabets krav vedrørte, var udsted i perioden 18. februar til 21. marts 2002 vedrørende vognmandskørsel, som Vognmandsfirmaet havde udført for Speditøren. Speditøren havde gjort gældende, at have en række modkrav, af Speditøren samlet opgjort til 683.673,61 kroner baseret på fakturaer for bl.a. udlejning af trailere og udstyr samt påfyldning af diesel ved brug af dieselkort udlånt fra Speditøren.

Vognmandsfirmaet blev den 29. maj 2002 erklæret konkurs med fristdag 23. maj 2002.

Finansieringsselskabet gjorde i byretten gældende, at Speditøren havde afgivet en modregningserklæring uden samtidig at fremsætte indsigelse mod Finansieringsselskabets krav, og Speditøren havde ved denne modregning uden forbehold anerkendt kravet. Dette bekræftedes bl.a. ved Speditøren' svarskrift i sagen, hvor det anførtes, at man havde modregnet, intet om at man blot forbeholdte sig at modregne, og var i overensstemmelse med Speditøren' faktiske adfærd, herunder at Speditøren i Vognmandsfirmaets konkursbo ikke havde anmeldt hele sit krav, men kun differencen i forhold til det krav, som Finansieringsselskabet gjorde gældende under denne sag. Sagsøger var ved transporten i enhver henseende indtrådt i Vognmandsfirmaets retsstilling, og kunne derfor påberåbe sig de samme dokumenter, som Vognmandsfirmaet, nu konkursboet.

Speditøren bestred, at der inden udløbet af forældelsesfristen var fremsat nogen modregningserklæring, der skulle indebære en sådan anerkendelse af Finansieringsselskabets krav, at forældelsesfristen skulle være afbrudt. Speditøren havde i den sammenhæng påpeget, at hvad der måtte være anført i svarskriftet, ikke var relevant, idet dette jo først var fremkommet efter fristens udløb. Korrespondancen inden sagsanlægget havde vedrørt generelle spørgsmål omkring samarbejdet mellem Speditøren og Vognmandsfirmaet. Der havde ikke været drøftet konkrete beløbsstørrelser. Desuden havde korrespondancen mellem Speditøren og kurator, og Finansieringsselskabet kunne ikke støtte sin ret på indholdet vedrørende forholdet mellem Finansieringsselskabet og Speditøren, idet en afgørende betingelse for, at forældelsesfristen kunne betragtes som afbrudt ved debitors erkendelse, var, at kreditor havde haft føje til at gå ud fra, at debitor havde anerkendt kravet.

Finansieringsselskabet fandtes ikke at have godtgjort, at der var Speditøren' side inden forældelsesfristens udløb gennem modregningserklæring eller på anden måde overfor Finansieringsselskabet var sket en uforbeholden anerkendelse af Finansieringsselskabet's krav, således at der skulle være sket afbrydelse af forældelsesfristen som omhandlet i 1908-loven.

Kravet var derfor forældet efter CMR-loven, og Speditøren' frifindelsespåstand blev taget til følge.

Finansieringsselskabet ankede til Østre Landsret og her afgav en række medarbejdere forklaring.

En medarbejder ansat i speditørens deibtorbogholderi forklarede, at det var hende, der havde underskrevet anmeldelsen af Speditøren' krav i Vognmandsfirmaet's konkursbo. Beløbet 34.293,45 kr. var et beløb, som stod i Speditøren' system pr. 5. september 2002. Anmeldelsen var ikke udtryk for godkendelse af Finansieringsselskabets krav. Anmeldelsen var kun sendt til kurator. Det var kreditchefen, der bad hende anmelde beløbet. Hun havde ikke været i dialog med Finansieringsselskabet.

En bogholderiassistent ansat samme sted, der behandlede inkassosager og sager om konkurser og betalingsstandsninger fortalte, at det var hende, der havde underskrevet brevet af 5. marts 2003 til Finansieringsselskabet. Det blev sendt på foranledning af kreditchefen. Det var ikke en anerkendelse af Finansieringsselskabets krav. Tilgodehavendet var ikke mod Vognmandsfirmaet.

En kontorassistent hos speditøren fortalte, at hun behandlede kreditorer og da chefen for finansieringsselskabets factoringafdeling rykkede for betaling, oplyste hun ham om, at som sagen stod på de pågældende tidspunkter var saldoen i Speditøren' favør. Det var ikke alle poster, der var godkendt. Dette kunne ikke ses af kontoudtogene, men at EDB-skærmbilledet. Udbetalinger var underlagt kreditchefen hos speditørens kompetence. Der ville ikke ske udbetalinger, før det hele af afklaret.

Chefen for Finansieringsselskabets factoringafdeling forklarede, at Vognmandsfirmaet ophørte med at drive forretning med udgangen af marts 2002. Han talte med de tre medarbejdere hos speditøren om betaling. Speditøren ville ikke betale, da de havde modregningskrav, som var voksende. Den 25. juni 2002 talte han med kontorassistenten. Han ville gerne have dokumentation for modregningerne, og derfor fik han kontoudtoget sendt. Der var ikke på noget tidspunkt diskussion om Finansieringsselskabets krav. Efter sommerferien fik han på ny tilsendt et kontoudtog. Han fik ikke dokumentation for modregningskravenes berettigelse. Han tog derfor kontakt til kurator, som jo kunne tvinge bilagene ud af Speditøren. Det var hans tanke at lade kurator være opmand, da han gerne ville løse sagen i mindelighed, da Finansieringsselskabet havde andre forretningsrelationer til Speditøren.

Kreditchefen hos speditøren med ansvar for debitorer og leverandører, at hvis der i en sag opstod beløbsmæssige eller juridiske problemer, blev sagen overgivet til ham, der så ville sørge for at sætte de nødvendige stopklodser i systemet. Hvis det drejede sig om en leverandør, så fjernedes stamoplysningerne om den pågældende, således at der ikke kunne ske automatiske betalinger. Vognmandsfirmaets konto var spærret. På kontoen var bogført fakturaer, der gik den ene vej og den anden vej. Posterne var ikke ankerkendte, men Speditøren' fakturaer var i orden. Han ville ikke tage stilling til Finansieringsselskabets krav, og han ville ikke diskutere kravenes berettigelse med Finansieringsselskabet, kun med kurator. Speditøren tog ingen forb4eold, da nettodifferencen blev anmeldt i konkursboet. Han skulle ikke godkende anmeldelser i konkursboer. Speditøren havde ikke for konkursboet fremsat indsigelser mod Vognmandsfirmaets fakturaer.

Under proceduren i landsretten henviste finansieringsselskabet yderligere til, at Speditøren i brevet af 5. marts 2003 udtrykkeligt havde anerkendt Speditørens krav.

Speditøren bestred, at brevet af 5. marts 2003 indeholdt en anerkendelse af Speditøren' krav eller i øvrigt havde givet Speditøren føje til at tro, at Speditøren anerkendte Finansieringsselskabets krav.

Landsretten lagde til grund, at Finansieringsselskabet fra juni 2002 havde rykket Speditøren for betaling af de 22 fakturaer, dels ved fremsendelse af kontoudtog, dels ved telefoniske rykkere ved Niels. Speditøren gjorde ikke i den anledning indsigelse mod fakturaerne, men henviste alene til, at Speditøren havde krav mod Vognmandsfirmaet, hvilket blev underbygget ved kontorassistenten fremsendelse af kontoudtog fra Speditøren' bogholderi vedrørende mellemværendet med Vognmandsfirmaet. Landsretten måtte videre lægge til grund, at Speditøren efter modtagelsen af kurators brev af 16. august 2002, der angaves sendt også på vegne af Finansieringsselskabet, og hvori det anførtes, at de udstedte fakturaer, bortset fra faktura 1262, var betalt ved de på Speditørens kontoudtog anførte faktura-modregninger, alene reagerede ved at anmelde nettosaldoen i konkursboet. Ved herefter ved brev af 5. marts 2003 uden noget forbehold at meddele Finansieringsselskabet, at Speditøren ikke var Finansieringsselskabet 536.208,04 kr. (beløbet indeholdt rykkergebyrer, som ikke krævedes betalt under retssagen) skyldig, da Speditøren havde et tilgodehavende, fandtes Speditøren at have anerkendt Finansieringsselskabets krav med undtagelse af faktura 1262 på 9.635,30 kr.

Finansieringsselskabet's påstand blev herefter fulgt af landsretten.

Dommen slår fast, at krav på fragt ikke er forældet pga. bogføring af kravet hos modregneren og modregnerens fremsendelse af modregningserklæring til fragtkreditor. Fragtkreditor havde ikke anerkendt modregningen i sit tilgodehavende fragtkrav. Et moment i dommen er således, at den omstændighed at der er sket bogføring af et modkrav, taler for en anerkendelse af fragtkravet. Hvorvidt bogføring alene er tilstrækkelig til at kunne anses for en anerkendelse af kravet, der afbryder forældelsen, er ikke afklaret ved dommen. Det må fortsat anses for tvivlsomt om bogføring alene anses for en fristafbrydende anerkendelse.

-----