Når cementen skal transporteres i Nordnorge
Det stiller enorme krav til logistikken hos de forskellige leverandører, når der skal bygges store projekter som Statoils gasanlæg på Melkøya
En af de leverandører som virkelige har mærket det, er det norske Norcem, der leverer cement overalt i Norge.
Cementen sejles rundt i landet til satellitstationer, hvorfra man med pulvertankvogne kører cementen ud til byggepladserne. Et af disse distributionscentre ligger i den nordnorske by Alta, hvor Norcem har et siloanlæg, og hvorfra cementen bliver kørt til blandt andet Melkøya ved Hammerfest.
- Med starten på byggeprojektet på Melkøya steg transportbehovet for cement mellem Alta og Hammerfest helt enormt, fortæller vognmand Jens E. Johansen, der er indehaver af Nor Trans Alta, og som med tre pulvervogntog distribuerer alt Norcems cement i det nordlige Norge.
Afstanden mellem Alta og Hammerfest er på 144 km, og det er absolut ikke nogen motorvej. En stor del af året er vejen dækket af sne, og der er mange stigninger.
I den periode, hvor der virkelig blev bygget meget på Melkøya, kørte Nor Trans fire omgange med hvert vogntog i døgnet.
I virkelige spidsbelastningsperioder har man lejet andre vognmænd ind og har været oppe på at køre med syv pulvertanke.
Laster 35 tonI alt er der blevet kørt 63.000 ton cement fra Alta til øen ved Hammerfest fordelt med ca. 31.000 ton i 2003, 31.000 ton i 2004 og ca. 1000 ton i 2005. Man regner med at der skal leveres ca. 10.000 ? 15.000 ton i 2005.
For at dække det forøgede transportbehov anskaffede firmaet sig sidste år to nye Volvo FH12 trækkere med 460 hk motor og nordisk bogie med tvillingehjul samt tilhørende Interconsult pulvertankvogne. Nor Trans vognene laster med de tilladte 50 ton vogntogsvægt 35 ton cement.
På spørgsmålet om hvordan man klarer transporterne i vintertiden, svarer vognmand Jens E. Johansen: - Det drejer sig om at have de rigtige dæk, specielt om vinteren. Det skal være det rigtige mønster. Og så det drejer det sig om at have den rigtige lastvogn, hvilket på norsk betyder en lastvogn med nordisk bogie, hvor drivakslen sidder forrest i bogien og bogieakslen kan løftes med endog meget høj belastning.
Det skal her indskydes at den lokale Volvolastvognsforhandler Nordic Last & Bus ikke siden 1995 har solgt en trækker med pusherbogie.
- Det er kun de første to uger af vinteren, at det måske går lidt langsommere, siger Jens E. Johansen til Danmarks Transport-Tidende. Ellers er hastigheden sådan set den samme, når man lige ser bort fra de gange, hvor en snestorm lukker vejen. Men det er kun ganske få dage hver vinter, hvor det sker.
-----